© Porsche Motorsport

Michael forlænger kontrakt med Porsche: Skal køre både 24-timers Le Mans og Nürburgring i 2022

Den danske tidligere verdensmester i sportsvognsracing Michael Christensen er tilbage som fabrikskører hos Porsche

25. december 2021 af Steen Bachmann

Michael Christensen har indgået en flerårig aftale med Porsche, der betyder at han i 2022 er tilbage i det officielle VM for sportsvogne FIA WEC, hvor han skal køre Porsches GT bil Porsche 911 RSR. 

Han skal ligeledes køre 24 timers løbet på Nürburgring i en Porsche 911 GT3 R, den velkendte "Grello", der indsættes af Manthey Racing, som også står for Porsches fabriksindsats på Le Mans.

Kører Porsche med fransk VM-makker

Michael Christensen har vundet de største klassikere indenfor langdistanceracing. Han har vundet de fire store 24 timers løb på hhv. Le Mans, Daytona, Nürburgring og Spa og han har tilmed vundet den store amerikanske klassiker 12 timers løbet på Sebring. 

I 2018/19 blev han sammen med franskmanden Kevin Estre officiel verdensmester i sportsvognsracing og det er også Kevin Estre som Christensen i 2022 skal danne par med. På Le Mans får de to selskab af Laurens Vanthoor, som også var med på bilen, da de vandt Le Mans i den lyserøde Porsche i 2018.

Michael Christensen og Kevin Estre danner atter par som Porsche fabrikskørere i 2022.

© Porsche Motorsport

"Jeg er rigtig glad for at være tilbage som Porsche fabrikskører" fortæller Michael Christensen. 

"Porsches historie indenfor sportsvognsracing og Le Mans er unik, så jeg glæder mig til at komme tilbage i FIA WEC og på Le Mans med Porsche. Selvom jeg har kørt mange løb sammen med Kevin Estre i 2021, så bliver det dejligt igen at være faste makkere og jeg er sikker på, at 2022 nok skal blive godt. Og med de ændringer og planer der er for Porsche og Le Mans på sigt, så ser jeg frem til en spændende tid".

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...