Ferrari på Jyllandsringen
© bilmagasinet.dk

Masser af Ferrari på Jyllandsringen

Ferrari Scandinavia Challenge kører løb på racerbanen ved Silkeborg

9. september 2010 af Steen Bachmann


Der bliver masser af Ferrarier i den kommende weekend på FDM Jyllandsringen. Her danner racerbanen i Resenbro øst for Silkeborg nemlig rammen om en afdeling af Ferrari Scandinavia Challenge, hvor der køres i 360 Challenge og 430 Challenge.

Og der er ikke bare tale om hurtig kørsel med gadebiler, hvor deres ejermænd for en gangs skyld ikke skal spekulere på hastighedsgrænserne, når de presser højrefoden i bund og gasser op. Der er tale om rigtigt race med rigtige racerbiler, for de deltagende Ferrari-modeller er nemlig rippet for alt overflødigt og forbedret på en lang række punkter, så de kan køre endnu hurtigere. Og de kommer til at køre hurtigt.

De hurtigste kørere vil på FDM Jyllandsringen kunne ned op omgangstider, der matcher dem, som Jan Magnussen og de andre DTC-stjerner præsterede i forrige weekend på banen.

Der vil være race for Ferrari Scandinavia Challenge både lørdag og søndag på FDM Jyllandsringen. Lørdag formiddag afvikles der tidtagning og først på eftermiddagen køres det første af de i alt tre løb, der skal afvikles. De to resterende løb køres i løbet af søndagen.

Selv om det naturligvis vil være racerudgaverne af de italienske sportsvogne, som bliver hovedattraktionen ved Ferrari Weekenden, kommer der også andre Ferrarier på banen. Det sker tre gange i løbet af søndagen, hvor der vil være banekørsel med Ferrarier, som ikke er bygget om til motorsportsbrug.

Tekst: Morten Alstrup

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...