Christian Jensen
Christian JensenChristian Jensen er forsvarende mester og går efter sin fjerde sejr i Designa Køkken Rally GP.© Dansk Rally Forening

Kom og se rally-DM i Påsken

Actionfyldt rally i grusgrav med fremragende udsyn er perfekt udflugt for hele familien

15. april 2011 af Bil Magasinet

Påsken er i de fleste familier forbundet med traditioner. Men også når det gælder motorsport, er der en stor tradition omkring netop denne højtid. Langfredag er således ensbetydende med, at rallykørere fra hele landet sætter kurs mod Kongensbro mellem Viborg og Århus.

Langfredag den 22. april finder den niende udgave af Designa Køkken Rally GP nemlig sted i Munck Asfalts store grusgrav.

Løbet tiltrækker deltagere fra nær og fjern. Flere gange har der været udenlandske mandskaber til start i løbet, og her har specielt nordmændene været ikke bare flittige gæster, men også konkurrencedygtige deltagere. I 2009 var det således Pål Try, der i sin tidligere VM-bil slog hele den danske rallyelite og blev første - og hidtil eneste - udenlandske vinder af Designa Køkken Rally GP.

Lokalfavorit i Peugeot
Blandt de kørere, som man vil kunne opleve i årets udgave af løbet, er lokalfavoritten Christian Jensen, Ans. Han er den mest vindende kører i løbet, idet han hele tre gange har vundet den nervepirrende Rally GP Special-finale, der afslutter programmet og afgør, hvem der er dagens hurtigste mand og vinder af Designa Køkken Rally GP.

Helt let får Christian Jensen det ikke i år. Dels er der den udenlandske konkurrence, dels er der konkurrenterne fra det hjemlige Mekonomen Rally Championship, der blev skudt i gang i slutningen af marts. Her får vanevinderen bl.a. modstand fra den flerdobbelte Danmarksmester Ib Kragh, Juelsminde, der har overtaget den Peugeot 207 Super 2000, som Christian Jensen brugte sidste år til at tage sejren … En anden modstander i en firhjulstrukket superbil er Esben Hegelund, Hadsten.

Designa Køkken Rally GP er populært blandt både deltagere og publikum. Rallyet foregår i en grusgrav, og Bil Magasinets udsendte var imponeret over afviklingen af sidste års rally, der var fuld af dramatik og brølende rallybiler, som man kommer helt tæt på. Afviklingsformatet er ganske kompakt og betyder, at der hele tiden foregår noget.

Hastighedsprøve i selve grusgraven
Det første heat skydes i gang klokken 11, hvorefter de op mod 65 deltagere sendes af sted på hastighedsprøven, der dels køres langs kanten af den store grusgrav, dels nede i selve grusgraven. Det giver publikum enestående oversigtsforhold og mulighed for at følge slagets gang, ligesom de også har nem adgang til det store serviceområde, hvor de deltagende biler bliver serviceret og om nødvendigt repareret mellem de tre indledende heat og den afgørende Rally GP Special-finale, der køres ved 16-tiden.

Toyota Corolla Gruppe N
Toyota Corolla Gruppe N

Deltagerne er ofte flyvende under Designa Køkken Rally GP i Munck Asfalts store grusgrav i Kongensbro.

© Dansk Rally Forening

Klasser

1 - R1, Gruppe A og Kit 0-1400 cm3, gruppe E og N 0-1600 cm3

2 - R2, Gruppe A 1401-1600 cm3, gruppe H og DK 0-1600 cm3, gruppe N 1601-2000 cm3, 1600 Challenge, gruppe E over 1601 cm3

3 - R3, Gruppe A, H og DK 1601-2000 cm3, Super 1600, Kit/Maxi 1401-2000 cm3, gruppe N 2WD over 2000 cm33

4 - Super 2000, 4WD, gruppe A, H og DK over 2000 cm3

5 - Historiske rallybiler før 1982

6 - Historiske rallybiler 1982-1987

Tekst: Morten Alstrup

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...