"Grisen" fra Le Mans gæster Danmark og giver den gas

Den lyserøde Le Mans-vinder gæster København med Michael Christensen bag rattet.

17. juli 2018 af Mathias Brandt

Michael Christensens sejr på Le Mans kom i hus efter 24 timers imponerende kørsel. Sammen med sine to teamkollegaer Kévin Estre fra Frankrig og Laurens Vanthoor fra Belgien, vandt de tre Porsche fabrikskørere i flot stil den legendariske langdistance klassiker i en Porsche 911 RSR. Trioen dominerede fra start til slut i Porschen med #92 på siden, som i anledning af Porsches 70 års jubilæumsår var dekoreret i et iøjefaldende lyserødt design inspireret af Porsches 917-Le Mans-racer fra 1971.

Michael Christensen startede som 19-årig for Porsche i tyskernes ”Young Driver Programme”, og i 2004 blev han professionel, da han blev forfremmet til fabrikskører. Det var Michael Christensens fjerde besøg på Le Mans, men hidtil var det bedste resultat en femteplads. Porsche-køreren har tidligere vundet to andre af verdens største racerløb, henholdsvis 12-timers løbet på Sebring og 24-timer på Daytona, men Le Mans-sejren er uden sammenligning den største triumf i hans karriere.

Sammen med CHGP-ambassadør Tom Kristensen, der selv har vundet Le Mans ni gange, vil Michael Christensen og flere andre professionelle racerkørere kaste glans over sommerens historiske motorsportsbegivenhed, Copenhagen Historic Grand Prix. Foruden at kunne opleve Tom Kristensen og Danmarks seneste Le Mans-vinder i det traditionsrige Royal Pro/Am, der køres både lørdag og søndag, vil gæster til Copenhagen Historic Grand Prix også have mulighed for at nærstudere den vindende Porsche 911 RSR med startnummer #92.

Michael Christensen står til venstre i billedet
Michael Christensen står til venstre i billedet

I samarbejde med den danske Porsche importør har Porsche Motorsport lånt den lyserøde Porsche 911 RSR til Danmark og Copenhagen Historic Grand Prix. Gennem hele weekenden vil den ikoniske Porsche-racer kunne nærstuderes i udstillingsområdet, ligesom den søndag vil køre opvisning på Bellahøj Park med Michael Christensen som pilot.

Porsche 911 RSR er baseret på Porsche 911, men i modsætning til gademodellen er motoren ikke længere placeret bag bagakslen, men derimod foran, hvilket forbedrer vægtfordelingen i racerbilen.

For at holde kravet til minimumsvægten i GTE Pro klassen i FIA World Endurance Championship er der barberet en god portion vægt fra karrosseripladerne. Flere af bilens paneler er fremstillet i kulfiberforstærket plastik. Kræfterne kommer fra en seks-cylindret boxermotor med tørsumpsmøring og ydelsen er afhængig af luftindsugningens størrelse omkring 510 hk. Gearkassen er af den sekventielle type med seks trin, hvor kørerne skifter gear via to skiftepaler bag rattet.

Foruden Royal Pro/Am indeholder løbsprogrammet til Copenhagen Historic Grand Prix fem historiske racerklasser, de underholdende Legend Cars samt den moderne DTC-serie (Danish Thundersport Championship). Og for første gang nogensinde gæster den historiske Formel 1-serie det Københavnske gadeløb.

Den oprindelige bil - Porsche 917/20 fra 1971
Den oprindelige bil - Porsche 917/20 fra 1971

Måske er du interesseret i...