Young Driver AMR med teamets første bil. Det er danske Christoffer Nygaard t.v.© bilmagasinet.dk

Først tager vi VM, så Le Mans

Dansk team har købt 2 stk. Aston Martin DBR9 og vil med i 24-timers løbet i Le Mans

28. januar 2010 af Steen Bachmann

Det nye dansk/tyske racingteam Young Driver AMR er dannet på mindre end tre måneder af en gruppe danske og tyske racing- og biltosser. Målet er at deltage i verdens bedste sportsvognsserie med de bedste og yngste kørere, og i den bedste bil.

Den nye GT1-serie bliver den første sportsvognsserie siden 1992 med VM-status, og den kun fjerde motorsportsgren til at få denne status af Fédération Internationale de l’Automobile (FIA). De øvrige er WRC (rally), World Touring Car og Formel 1.

Young Driver AMR skal deltage i otte VM-løb i Europa, Mellemøsten og Sydamerika i 2010, og håber også at blive accepteret som deltager i 24-timers løbet i Le Mans. Man har noget at have håbet i, for tre ud af de fire kørere i teamet har vundet på Le Mans. Kun den danske kører, 23-årige Christoffer Nygaard, har ikke haft oplevelsen på La Sarthe-banen uden for Le Mans endnu, men den kommer forhåbentligt i år.

Teamet får teknisk base og garage i Paderborn syd for Hannover, mens det skal styres fra nye lokaler i København. Der er foreløbigt ansat 15 medarbejdere, hvilket illustrerer ambitionerne.

© bilmagasinet.dk


Har skaffet store sponsorer

Der er ifølge teamets talsmand indgået større sponsoraftaler med fremtrædende danske virksomheder, men man ønsker ikke at offentliggøre navnene før man ved, om teamet skal køre 24-timers løbet i Le Mans.

Christoffer Nygaard fortæller ved den officielle præsentation tirsdag i København, at han ikke har kørt i teamets to Aston Martin DBR9 endnu, men at teamet får rådighed over bilerne 17. februar.

Teamet betragter sig selv som sportsvognenes Brawn GP - et lille, upåagtet team, der har den bedste bil og de bedste kørere, og derfor banker alle de store (Brawn GP vandt VM i formel 1 2009 på trods af at være outsider).

Første løb i den nye serie køres i Abu Dhabi 17. april 2010.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...