Formel 1 kommer til Danmark i 2018

Der er godt nyt for alle Formel 1-entusiaster, når den klassiske Formel 1-serie, HGPCA, gæster København til næste sommer.

Næste sommer får Copenhagen Historic Grand Prix besøg af den internationale Formel 1-serie, HGPCA, der kan præsentere et startfelt på flere end 50 historiske Formel 1-racerbiler. 

Der bliver tale om et regulært scoop, når Copenhagen Historic Grand Prix i sommeren 2018, får besøg af den historiske racerklasse HGPCA, kendt under navnet ”Historic Grand Prix Cars Association” for kørere og ejere af historiske Grand Prix racerbiler. Siden 1979 har medlemmer af serien passioneret stræbt efter at bevare, og hylde de vidunderlige racerbiler helt tilbage fra 1920’ernes to-sædes racervogne, og frem til 1960’ernes cigarformede én-sæde Grand Prix-biler.

Sidste gange disse racerbiler gæstede Danmark var i 50’erne og 60’erne på Roskilde Ring, der var en del af den nye tid efter krigen, hvor interessen for biler nærmest eksploderede. 

Roskilde Ring opnåede hurtigt international anerkendelse og i løbet af banens levetid blev der kørt løb i mange forskellige klasser, fra standardvogne til Formel 1, og publikum valfartede til for at opleve de ikoniske Formel-biler fra blandt andre Ferrari, Maserati, Alfa Romeo, ERA, BRM, Cooper, Lotus og mange flere.  

 – Tilsagnet om deltagelse fra HGPCA i 2018 vil yderligere løfte arrangementet og tilføje en helt ny historisk dimension til glæde for tilskuere og gæster. Aldrig tidligere har en klasse med så dybe historiske rødder og passion for de tidligere Grand Prix-biler kunnet opleves i København, og det er med stolthed, at vi ser frem til at kunne vise de mange årtiers smukke og enestående racerbiler frem sammen med de mange andre løbsklasser og indslag der tilsammen udfylder rammerne i Copenhagen Historic Grand Prix, udtaler Jens Peter Lange, Adm. Direktør for CHGP

Den historiske Formel 1-serien dækker mere end et halvt århundrede i motorsport, og de enestående biler illustrerer på nært hold udviklingen i både design og ingeniørteknik. Ofte er mere end 50 biler til start i to forskellige felter, henholdsvis ”Pre-1961” og ”Pre- 1966” med forskellige klasseinddelinger.

Én af de mere dramatiske ændringer skete i slutningen af 50’erne, hvor motoren blev flyttet, og konstruktionen af racerbiler således skiftede fra at have motoren liggende foran køreren til en centermotor-placering, hvor motoren er placeret i midten af bilen for optimal vægtfordeling og balance i Formel-raceren.

HGPCA er en international løbsserie der i 2017, inklusiv en officiel testdag, bestod af 11 løbsafdelinger på historiske racerbaner som blandt andre Silverstone i England, Nürburgring i Tyskland og Spa-Francorchamps i Belgien. Serien har den engelske racerstjerne Sir Stirling Moss som præsident og er siden etableringen i 1979 vokset betydeligt i medlemstal til over 300 i dag.  

Måske er du interesseret i...