Formel 1-bilerne 2022: Hvilken racer ligner en vinder?

Vi samler alle de nye Formel 1-racere til den kommende sæson. Farverne er mange, men hvilken ligner en vinderbil?

2. marts 2022 af Emma Steensen
Alfa Romeo F1 C42

God stemning trods udfordringer

Det sidste team til at præsentere udseendet på deres racer til den nye sæson, var Alfa Romeo. Deres endelige afsløring af bemaling og design kom faktisk efter den første indledende test blev kørt i Barcelona. Umiddelbart var den værd af vente på og står flot i de røde og hvide farver. 

Valtteri Bottas er den ene af to kørere der skal presse den nye Alfa Romeo F1 Team ORLEN C42 rundt på racerbanerne. Han er netop skiftet fra det storvindende team Mercedes-AMG, til det noget mindre Alfa Romeo team, men beskriver at han føler sig godt tilpas og at stemning er god. Det er til trods for en længere række udfordringer til testen i Barcelona.

Se mere til den nye Formel 1 racer her.  

BWT Alpine F1 A522

Store forandringer hos BWT Alpine F1

Det er ikke kun farveteamet som har ændret sig drastisk hos Alpine F1. De har i den grad luget ud i toppen af virksomheden, hvor flere af de helt tunge chefer måtte pakke sammen og gå efter at være blevet fyret af CEO Laurent Rossi. Det drejer sig blandt andet om den tidligere Formel 1 verdensmester Alain Prost og executive director Marcin Budkowski.

En ny hovedsponsor er skyld en navneændring til BTW Alpine F1 og desuden også i de markante pink detaljer på raceren, som i år hedder A522.  

Se flere billeder og læs mere om den nye Alpine racer her. 

Mercedes-AMG F1

Sølvpilene vender tilbage

Efter at have klædt deres biler i sort i et par år, vender det storvindende team tilbage til deres rødder og maler de nye F1 racere i en klassisk sølv. Beslutningen om at male bilerne sorte kom på baggrund af racedebatten og var et led i at tage afstand til racisme og fremme diversitet i sporten. 

I år kommer den oprindelige og ikoniske bemaling til at klæde den nye racer, som har fået det relativt lange navn W13 E Performance. 

Ved præsentationen viste Mercedes-AMG også deres unge kørere fra Mercedes Young Driver Academy, der blandt andre inkluderer danske Frederik Vesti, som skal slå sine folder i Formel 2 for første gang fra i år. 

Se flere billeder fra præsentationen her. 

F1 Ferrari F1-75

Positive vinde blæser hos Ferrari

Efter en lang periode med seriøse underpræstationer fra det stolte Ferrari Formel 1 team, endte 2021 sæsonen med at være ganske godkendt. Ferrari præsenterede d. 17. februar deres bud på en mesterskabsvindende bil, den nye F1-75, klædt i de klassiske røde farver. 

Vi kan ind til videre kun håbe på, at lykken er vendt for det ellers tidligere så succesfulde team og de fortsætter deres positive udvikling i 2022. Teamchefen hos Ferrari Mattia Binotto omtaler da også deres nye racer i flotte vendinger og roser alle de hårdtarbejdende og passionerede folk der har lagt et stort stykke arbejde i at få den klar til sæsonen. 

Se flere billeder, samt den digitale præsentation af Ferrari raceren her. 

Williams FW44

Spændende designideer fra Williams

Formel 1 teamet Williams lagde ud med at præsentere en noget generisk udseende bil for at vise bemalingen frem, men der gik heldigvis ikke længe før vi fik en forsmag på den ægte vare, da Williams kørte deres nye FW44 racer igennem en shake down test på Silverstone d. 15. februar. 

Særligt sidekasserne og motorklappen ser ud til at adskille sig noget fra de øvrige Formel 1 racere. Disse designmæssige valg ser ved første øjekast ud til især at skabe en interessant luftstrøm til kølesystemet.

Se flere billeder af den flotte, blå Williams racer her. 

AlphaTauri AT03

Special effects fra AlphaTauri

Hvordan den nye AlphaTauri AT03 egentlig ser ud og hvilke designvalg man faktisk har foretaget hos AlphaTauris Formel 1 team er svært at finde ud af.

Præsentationen af deres nye racer var nemlig blot en digital fremvisning, fyldt med special effects, hvilket gjorde det noget vanskeligt at lure hvad der i virkeligheden er særligt ved den nye AT03. Der venter sig nok en overraskelse når bilerne kommer på banen og for alvor bliver sluppet løs ved den indledende test i Barcelona d. 20.-23. marts. 

Se præsentationsvideoen af den nye AlphaTauri her. 

McLaren F1

Fra et blankt papir til modigt design

Det gamle og traditionsrige Formel 1 team McLaren har også præsenteret et spændende design til deres 2022 racer kaldet MCL36. Iklædt modige farver og hurtige linjer har bemalingen vakt begejstring hos mange fans allerede. 

Udover at se godt ud, så er der en række interessante designfeatures at finde på McLaren raceren, som på en række punkter adskiller sig fra de indtil nu præsenterede 2022 Formel 1 biler. 

Du kan læse mere om disse features her. 

Aston Martin F1 AMR22

Smuk Aston Martin først på banen

Aston Martins AMR22 racer, der klædt i smukke grønne klæder, har den fornødne wow-faktor til at blive bemærket en ekstra gang på gridden.

Det forlyder, at Aston Martin har haft mere end almindeligt travlt med udviklingsarbejdet, men på trods af det, præsterede teamet at køre deres racer til den første shakedown-test allerede flere dage før de officielle indledende tests i Barcelona, der løber af stablen d. 23.-25. februar 2022. 

Se mere til den flotte racer her.

Red Bull F1 RB18

Stor udvikling i vente hos Red Bull

Der er store forventninger til den nye Red Bull racer, der går under navnet RB18. Den har store sko at udfylde taget i betragtning, at dens forgænger bragte Red Bulls racerkører Max Verstappen til sit første verdensmesterskab i 2021. 

Selvom raceren nu er præsenteret, så forventer teamchef for Red Bull, at den kommer til at se meget anderledes ud når det går løs d. 20. marts til årets første løb i Bahrain. Han siger, at arbejdet fortsætter og forventer, at bilerne kommer til at udvikle sig meget i løbet af kort tid. 

Der er masser af plads til at ændre og forbedre, da Red Bull Racing nøjedes med at præsentere en "show car" der havde til formål at vise sæsonens bemaling. 

Du kan se flere billeder af præsentationen her.

Haas F1 VF-22

Russisk farvelade fra Haas F1

Den første bil der blev præsenteret i år kom fra Haas F1 Team og kaldes VF-22. Tidligere har Haas fået en del kritik for deres farvevalg til deres racere i og med at farvetreenigheden med rød, blå og hvid umiskendeligt minder om farverne på det russiske flag. 

Netop Rusland er tæt forbundet med Haas efterhånden, da deres russiske hovedsponsor, Uralkali, er ejet af deres ene kører, Nikita Mazepins, far. Det samarbejde startede i 2021, hvor farverne blev ændret, og fortsætter altså her i 2022, som også tydeligt ses på farvevalget til VF-22 raceren. 

Læs meget mere om Haas' F1 racer her. 

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...