En helt ny racerserie
Gennem ørkenen kommer tre rallybiler susende og trækker en tung sky af sand efter sig. Den karakteristiske hvinen fra elmotorerne giver genlyd mellem de store sandbanker, mens bilerne kastes rundt på hvad der svarer til en grusbane på steroider. Her skal tungen holdes lige i munden.
Der er tale om den helt nye racerserie, Extreme E, som tager udgangspunkt i en håndfuld voldsomme, elmotoriserede rallybiler, som er bygget specielt til ét formål: At overleve strabadserne i en serie af løb, der finder sted på nogle af verdens sværest tilgængelige steder.

Copyright: Zak Mauger
Ligestilling blandt kørerne
De deltagende teams har den særlige struktur, at de hver består af en mandelig kører og en kvindelig kører og så har hvert team en tilknyttet "teamchef" eller repræsentant om man vil, som har bestemt køreopstillingen. Disse teamchefer tæller nogle af de helt store stjerner fra Formel 1 såsom Lewis Hamilton og Nico Rosberg.
I forhold til kørerne er det heller ikke ukendte ansigter. Verdensstjerner fra rally som Sébastien Loeb og fra Formel 1 som Jenson Button er også at finde på startlisten.

Klimaforandringer på dagsordenen
Udover at have en teamstruktur, der i den grad taler ind i en ligestillingsdebat, så er der et andet og meget vigtigt punkt på Extreme E's dagsorden. Det handler om klimaforandringer og det er grunden til at serien køres på el, og at den køres de steder, den gør.
De kører et Desert X Prix i Saudi Arabien for at sætte fokus på ørkendannelse, et Ocean X Prix i Senegal for at sætte fokus på den krise, der lige nu foregår under vandoverfladen i forhold til forurening af havene, og de kører også på Grønland på den smeltende indlandsis.

Vild verden og vildt rally
De to sidste lokationer tæller det tropiske Amazonas i Pará i Brasilien, hvor der fældes træer hurtigere end ny skov kan dannes, og den sidste afdeling køres tæt på byen, der kaldes verdens ende i Ildlandet i Patagonien på Sydamerikas sydligste tip. Her smelter gletscherne hurtigt med fare for at store økosystemer går tabt.
Den første afdeling er allerede kørt i Saudi Arabien og der er lagt op til imponerende og naturskønne scenerier og flot og spændende race mellem deltagerne.
Extreme E kan streames på Facebook eller på hjemmesiden www.extreme-e.com.
Det blev Johan Kristoffersen og Molly Taylor, der tog sejren i Saudi Arabien. De kører for teamet Rosberg X Racing, som Nico Rosberg står bag.
Bilerne
Bilerne i Extreme E er alle baseret på den samme bil - Odessey 21. Den udvikler op til 550 hk og 920 nM fra to elmotorer. Det betyder, at den kan køre fra 0-100 km/t på 4,5 sekunder.