DTC vender tilbage til Copenhagen Historic Grand Prix

Auto-G Danish Thundersport Championship kører afdeling af 2015-mesterskabet på Bellahøj Park

14. oktober 2014 af Bil Magasinet

Det er en tilbagevendende tradition, at Copenhagen Historic Grand Prix udarbejder et plakatmotiv som en hyldest til den historiske motorsportsweekend, der i 2015 afholdes den 1. og 2. august på Bellahøj Park i København.

Årets 2015-plakat er udført i en stil inspireret af det tidlige 1900-tals racerløbs-plakater fortalt i en spændende og fascinerende grafisk stil. Fra kunsternes hånd har ideen været at udarbejde en plakat, der kommer helt tæt på de klassiske racerbiler. Derfor også den tiltede horisont og de dramatiske farver, der er med til at understrege plakatens visuelle udtryk.

Plakaten, der symbolsk vil kendetegne Copenhagen Historic Grand Prix i 2015, bliver vist til offentligheden i forbindelse med et arrangement på Strøjer Samlingen tirsdag aften. Under overskriften ”Sidelæns = rå Rally” vil de tilstedeværende, foruden et fascinerende indslag af den danske racerkører Kris Nissen, der i firserne kørte banesportsvogne i Gruppe C og sidenhen blev motorsportschef for Volkswagen, også kunne opleve den nye CHGP-plakat, der kort tid efter vil være klar til julehandlen.

DTC vender tilbage til København

Foruden de mange historiske klasser og opvisningsløb, vil publikum til næste års Copenhagen Historic Grand Prix, igen kunne opleve moderne motorsport i form af Auto-G Danish Thundersport Championship, der i 2015 vil køre en fuld tællende mesterskabsafdeling i forbindelse med den traditionsrige racerweekend.

"Fra Copenhagen Historic Grand Prix er det en stor glæde at byde Auto-G DTC velkommen tilbage til vores historiske motorsportsweekend,” siger adm. direktør, Jens Peter Lange.

”I de klassiske rammer har vi henover weekenden nu mulighed for at vise tilskuere og publikum motorsport fra ’dengang far var dreng’ og til nu. Det både løfter vores event, samt styrker vores ambition om at skabe en fantastisk motorsportsoplevelse for hele familien i et fuldt historisk perspektiv."

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...