Padborg Park har i år taget hul på sin tiende sæson, og når det næste løb køres på banen i weekenden, vil det historiske element i udpræget grad være i fokus. Løbet er nemlig DTC - Historisk Festival, hvor man dels præsenterer det nyeste indenfor dansk bilsport - Auto-G Danish Thundersport Championship - dels det ældste.
Det sidste bliver repræsenteret ved tredje afdeling af Dansk Automobil Sports Unions mesterskaber for historiske biler, og der vil blive løb i tre forskellige klasser alt efter bilernes alder. For de ældste bilers vedkommende er der nemlig tale om førkrigsmodeller, og for de nyeste drejer det sig om biler fra slutningen af 70erne og 80erne.
Det bliver med andre ord et rullende bilmuseum, som publikum vil kunne opleve på Padborg Park.
Der er skønne MG’er i såvel åben som lukket udgave. De første Porscher, som den tyske sportsvognsfabrik fremstillede. Engelske klassikere som Ginetta G4 og Ford Lotus Cortina. Italienere med sjæl fra såvel Alfa Romeo som Fiat. Der er kort og godt det hele ved årets DTC - Historisk Festival.
Programmet på Padborg Park er udformet, så lørdagen vil være helliget tidtagninger for deltagerne i de historiske klasser, og så vil selve løbene ellers finde sted søndag.
Udover løbene for Dansk Automobil Sports Unions mesterskaber for historiske biler vil DTC - Historisk Festival også tælle anden afdeling af Auto-G Danish Thundersport Championship samt løb for Yokohama Super Cup, Point S Silkeborg Clip Cup, Peugeot Spider Cup Total og mange flere klasser.