iron dames monza michelle gatting

Michelle Gatting (tv.) & co kom på en skuffende 9.-plads i Le Mans, men tog revanche på Monza-banen.

© Iron Lynx

DERES FERRARI VAR FLYVENDE: Michelle Gatting & co er første rent kvindelige team på podiet i VM for sportsvogne

Motorsport er en af de få sportsgrene, hvor køn er ligegyldigt. Det italienske kvindelige team Iron Dames scorede deres første podieplads på Monza-banen

11. juli 2022 af Steen Bachmann

Det italienske Team Iron Lynx gennemførte 6-timers løbet på Monza-banen i Italien med succes. I serien FIA World Endurance Championship (WEC) kørte #85 Iron Dames en 2.-plads ind som det første rent kvindelige team nogensinde i serien.

Før løbet skrev danske Michelle Gatting fredag på sin Facebook-side:

"Pole position til 4. afdeling af FIA WEC her på Monza. Fuldstændig vanvittig følelse, da det noget vi virkelig har ventet på. Tidstagningen skal køres af bronzekøreren og Sarah gjorde lige præcis, som vi håbede på. Bilen har været hurtig i træningerne og vi har gjort alt for at lave den bedste “race car” til løbet imorgen. Og ja, nu starter vi fra det bedste udgangspunkt. Det bliver 6 lange og varme timer, men vi kommer alle til at kæmpe for at færdiggøre arbejdet.

Løbet starter kl. 12.00, og hvornår jeg kommer i bilen er endnu ikke bestemt.

Stor dag for Iron Dames!"

© Iron Lynx

Efter at være den første kvindelige kører i WEC-serien til at tage pole position, skulle Sarah Bovy starte i teamets Ferrari 488 GTE. Hun førte klassen, og blev afløst af Michelle Gatting, inden Rahel Frey kom bag rattet.

Efter en uheldig safety var måtte teamet afgive deres føring, men det lykkedes at køre en sensationel 2.-plads hjem.

Michelle: Gjorde ondt at tabe sejren

"At stå på podiet i FIA WEC er en stor ting, virkelig stor ting. Men hold da op hvor gør det også ondt, da vi ved, at vi skulle, men også kunne have vundet i dag. Vi førte løbet i 5 ud af 6 timer, og selvom vi vidste at kampen om sejren ville blive hård til sidst, og enorm tæt, vidste vi, at vi havde bilen til at vinde. Desværre gjorde en Full Course Yellow periode at vi pittede en omgang senere end de andre, og da vi var i pit blev løbet flaget grønt igen - og der røg vores sejr desværre. Sådan er race, vi ved det alle sammen. Det er dog stadig en kæmpe præstation at se de pink køredragter på podiet i verdensmesterskabet i langdistanceløb. Vi er nået enormt langt og vi bliver ved med at kæmpe, fordi vi ved vi kan vinde løb.

Dette er kun begyndelsen på noget forhåbentligt rigtig stort.

/Michelle"

2022 FIA World Endurance Championship kører næste gang 6 Hours of Fuji i Japan 11. september.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...