Massive vejrskift, en del safetycars og flere røde flag prægede anden afdeling af verdensmesterskabet for sportsvogne, som blev afviklet på belgiske Spa-Francorchamps lørdag.
Det seks timer lange VM-løb bød på præcis den dramatik, som den belgiske Formel 1-bane er kendt for at levere. Ikke desto mindre lykkedes det for Nicklas Nielsen, Alessio Rovera og Francois Perrodo at køre årets anden klassesejr hjem – og bevare føringen i mesterskabet.
Ferrari-team er skiftet til LMP2
Trioen fra AF Corse – som i år er skiftet fra GTE Am-klassen til LMP2 – var igen flyvende i det benhårde felt af prototyper. Og trods Nielsen, Rovera og Perrodo kæmper i LMP2-klassens Pro/Am-kategori, lykkedes det igen at vinde den generelle LMP2-pole i fredagens kvalifikation.
Teamet kom da også godt fra start i løbet, som blev skudt i gang lørdag klokken 13.00. Men en tre minutters straf for ikke at overholde safetycar-procedure var medvirkende til, at AF Corse-bilen måtte nøjes med en niendeplads i det generelle LMP2-felt.

"Det var et vildt, vildt ræs. Rigtig mange sammenstød, safetycars, røde flag og et skiftende vejr, som både bød på sol og monsunregn. Klassisk Spa-Francorchamps, med andre ord. Generelt er vi superglade for resultatet, som jo er helt i tråd med vores ambitioner om at sikre Pro/Am-mesterskabet. Men vi vil også gerne være med til at kæmpe om topresultater i den generelle LMP2-klasse, og dét lykkedes ikke i dag," siger Nicklas Nielsen.
"Den tre-minutters straf gjorde ondt. Uden dén vil jeg tro, at vi kunne havde sluttet i top-fem, og det er dér, vi gerne vil være. Men igen, en sejr i vores kategori er et rigtig godt resultat, og vi udbygger vores føring i mesterskabet. Kæmpe indsats af hele teamet," lyder det fra Nicklas.
Næste opgave for Nicklas Nielsen og resten af holdet bag AF Corse #83 finder sted allerede den kommende uge, 13.-15. maj, hvor anden afdeling af European Le Mans Series afvikles på italienske Imola.

Michael Christensen kørte 5 timers megastint
På en dag med masser af modgang lykkedes det alligevel for Michael Christensen og holdkammerat Kevin Estre, at sikre sig en andenplads i LMGTE Pro-klassen ved anden afdeling af VM for sportsvogne, der blev afviklet over 6 timer på Spa i Belgien.
Løbet blev præget af omskifteligt vejr og masser af perioder med safetycar, full course yellow - hvor bilerne kører med nedsat fart - og røde flag. Løbets udvikling betød, at Michael Christensen sad bag rattet i hans Porsche 911 RSR i intet mindre end 5 timer af løbet, efter holdkammeraten Kevin Estre lige nøjagtig havde opfyldt sin køretid på en time.
Kevin Estre startede løbet i bilen, men efter en times kørsel ændrede vejret sig fra flot solskin til regn og Porsche tog det rette valg og skiftede til regnvejrsdæk samtidig med at Michael Christensen kom bag rattet.
Ferrari gamblede og satsede på det ville tørre op, men regnen blev kraftigere og løbet blev stoppet med rødt flag, hvilket gav Ferrari et gratis skift til regnvejrsdæk og sendte dem næsten en omgang i front. Løbet blev herefter præget af en lang serie af safetycar, full course yellow og røde flag og forløbet betød, at det aldrig, i kampen for at hente Ferrari, lykkedes at finde et vindue, hvor Porsche kunne skifte chauffør.

Michael Christensen kørte et megastint på hele fem timer i sin Porsche 911 RSR (den hvide bil).
© Jan KaiserMed lidt over en time tilbage var Michael Christensen i pit til sidste benzinpåfyldning, men kun en af de to Ferrarier pittede samtidig. Christensen fik efter en flot duel kæmpet sig op på andenpladsen og så ud til at være favorit til sejren, da den førende Ferrari manglede et pitstop.
Men intet mindre end tre full course yellows hjalp Ferrari med benzinøkonomien og til trods for et kæmpe pres fra Christensen, holdt Ferrarien føringen til mål og de tre første biler krydsede målstregen i tæt selskab.
Næste opgave: 24-timers Le Mans
"Det var som om, at det bare ikke skulle lykkes for os i dag" sagde en lettere skuffet Michael Christensen efter løbet.
"Jeg burde være glad efter den andenplads, men jeg føler mere, at intet gik vores vej i dag og vi kunne have vundet. Ferrarien var hurtigere på langsiden og det var svært at finde en vej forbi, da der kun var et tørt spor. Jeg er sikker på, at var vi ikke blevet afbrudt af de gule flag, så tror jeg det var lykkedes, men til sidst var der kun under 10 minutter tilbage og der var vi så uheldige med trafikken. Så selvom vi kørte et stærkt løb, så var der for meget, der ikke gik vores vej. Selvom jeg endte med at sidde 5 timer i bilen, så gik det fint. Jeg kan godt mærke det, men jeg var stadig frisk til sidst i løbet".
Christensen og Estre fører fortsat VM stillingen. Næste afdeling af VM er 24 timers løbet på Le Mans der afvikles 11.-12. juni.

Christina Nielsen fik comeback i Ferrari
Christina Nielsen fik onsdag eftermiddag et uventet hasteopkald fra det italienske Iron Dames-team. Teamets faste kører, Sara Bovy havde testet positiv for Covid-19, og grundet nærkontakt med en anden Iron Dames-kører, danske Michelle Gatting, måtte begge kørere overlade rattet til reservekørere i anden afdeling af FIA World Endurance Championship på Spa-Francorchamps.
Således sad Christina Nielsen torsdag bag rattet i Iron Dames Ferrari 488 GTE og rullede ud på de første omgange.

Christina Nielsen satte fjerdehurtigste tid som hurtigste Ferrari-kører i det benhårde GTE Am-felt. Således sikrede danskeren en fjerdeplads på startgridden til det seks timer lange VM-løb, som blev flaget grønt lørdag klokken 13.00.
"Jeg fik en superfed start i løbet og havde kørt mig frem til en tredjeplads på første omgang, da jeg umotiveret bliver ramt bagfra af en anden bil. Der var intet, jeg kunne gøre. Jeg havde ret god afstand bagud inden jeg kørte ind i svinget, så vedkommende må have overbremset sig. Desværre bliver jeg skubbet rundt, ender med hjulene i gruset og må løftes fri for at komme tilbage på banen. Og dér ryger vi ud af kampen om et topresultat," lyder det fra en ærgerlig Christina Nielsen.
"Jeg håber ikke, det bliver sidste gang, jeg sidder i en GTE- eller GT3-bil i år. Det var fedt at være tilbage," slutter Christina Nielsen.
