Ulrik Linneman Supercar VW Polo, forfra

Dansk talent med succesdebut i ny racerserie

Dansker fik super debut i kongeklassen indenfor Rallycross. Hvad der bare skulle have været en træning, endte over al forventning for Ulrik Linnemann.

21. marts 2018 af Stefanie N. Mortensen

I slutningen af februar havde Ulrik Linnemann sin debut i kongeklassen i Rallycross, ved det belgiske mesterskab. Løbet fungerede som træning for Ulrik inden han skal deltage ved Europamesterskabet i sin nyindkøbte SuperCar og løbet i Belgien, endte over al forventning, ud i en sejr til danskeren.

Forventningerne til løbet var små, da Ulrik Linnemann og hans team satte kursen mod Belgien.

Flere stjerner fra VM-serien havde nemlig også tilmeldt sig denne afdeling af det belgiske mesterskab, for at træne inden sæsonen.

“Mine forventninger til løbet var ikke særlig høje, da det var første gang i den nyindkøbte racerbil. Det er et stort spring at gå, fra en bil med forhjulstræk og 220 hk, til en firhjulstrukken bil med 560 hk, så derfor skal både jeg og mit team lære nye ting” fortæller Ulrik Linnemann, som har lagt syv år i top fem i Europamesterskabet i den mindre klasse, Super 1600.

VW Polo Supercar, Rallycross, Ulrik Linnemann

A post shared by Ulrik Linnemann (@linnemannrx) on

Igennem weekenden lavede teamet nogle små ændringer og Ulrik Linnemann fik lært bilen bedre at kende, efter et par begynderfejl. Efter de indledende heats lå det danske team på en 2. plads, lige i hælene på Andreas Bakkerud, som er en af stjernerne fra det prestigefyldte verdensmesterskab.

Andreas Bakkerud har stor erfaring og kører i denne sæson hos et Audi-fabriksteam, så derfor var han storfavoritten til at tage guldet til dette træningsløb.

Gennem hele løbsweekenden kørte Ulrik Linnemann hurtigere end flere andre kørere fra EM-feltet, herimellem Derek Tohill fra Irland, som fik en 7. plads i Europamesterskabet i 2017.

I finalen var der tumult I første sving, men Ulrik Linnemann fik lagt sig på en sikker plads til sølvet. Andreas Bakkerud udgik på den sidste omgang grundet problemer med bilen og Ulrik Linnemann løb med 1. pladsen. “Det var sjovt at have en VM-kører at måle sig med. Mine omgangstider var utrolig tætte på hans, så det bliver spændende at se hvordan jeg kan placere mig i EM-feltet” lyder det fra Ulrik.

Ulrik er meget tilfreds med den nyindkøbte racerbil og er klar til den første afdeling i Europamesterskabet, som løber af stablen den 13-15. april i Barcelona.  

Ulrik Linnemann, Tom Kristensen til Race of Champions

Måske er du interesseret i...