God karma
Den danske racerkører Michael Christensen vandt i 2017 det store amerikanske udholdenhedsløb, 24-timers løbet på Daytona.
Vinderne får udleveret et ultrasjældent Rolex-ur, som er laserindgraveret, så det viser, at det er overrakt som præmie. Michael Christensen valgte for nyligt at sætte det ultrasjældne ur til salg på en auktion, og pengene fra salget går til Red Barnets arbejde i det krigshærgede Ukraine.
Uret var vurderet til mellem 250.000 og 300.000 kr., men som det ofte er, når pengene går til velgørenhed, blev den pris presset langt længere op.

”Jeg er helt klar over, at det nærmest er uhørt, at man som racerkører, der har vundet 24-timers-løbet på Daytona, sælger et af disse helt unikke ure. Uret står mit hjerte nært, da det er fra en af mine største og mest stolte sejre. Samtidig er situationen i Ukraine helt forfærdelig og trist, og da jeg så på uret, tænkte jeg, at jeg kan opnå så meget mere med det end blot at have det liggende i min bankboks,” siger Michael Christensen.
Langt over vurderingen
Og det er en anseelig donation, Michael Christensen kan overrække til Red Barnet. Da hammerslaget lød torsdag aften, var det vindende bud nemlig helt oppe på 500.000 kr.
Rolex Daytona er en videreudvikling af modellen Cosmograph og er designet med inspiration fra motorsport. Michael Chistensens vinder-Rolex er af 18 karat guld og stål.

Vemodigt farvel
”Det har været en lang rejse, og jeg har selvfølgelig haft nerver på de seneste dage. Beslutningen om at sælge mit Rolex Daytona-ur var en både vemodig og glædelig beslutning. Med det gode formål i tankerne og Bruun Rasmussens commitment gav det hele mere og mere mening for mig undervejs i processen. Nu er jeg bare så lettet over, at det gik så godt med et hammerslag på en halv million her til aften,” fortæller en glad Michael Christensen.