Dansk Audi RS3 LMS får debut på søndag

Danske Dream Concept Racing stiller til start ved weekendens finaleløb i Danish Endurance Championship. Bag rattet sidder Daniel Lundgaard og Lasse Sørensen

4. oktober 2018 af Bil Magasinet

Danske Dream Concept Racing debuterer i Danish Endurance Championship når sæsonfinalen løber af stablen på Padborg Park den 13.-14. oktober. Teamet stiller op i en Audi RS3 LMS og med en stærk kørerbesætning bestående af sidste års vinder af Danmarksmesterskabet i Renault Formel 4, Daniel Lundgaard, samt 2017-vinderen af DTC såvel som titelkandidat i indeværende sæson, Lasse Sørensen.

Daniel Lundgaard har grundet manglende økonomi siddet på sidelinjen i det meste af 2018, men det bliver der lavet om på i weekenden 13.-14. oktober.

“Desværre har jeg på trods af en god 2017-sæson ikke været i stand til at finde de økonomiske midler til at fortsætte op af motorsportens rangstige. Derfor er jeg meget taknemmelig for at Dream Concept har givet mig muligheden komme tilbage i en racerbil og jeg ser frem til igen at køre for at vinde racerløb.” fortæller Daniel Lundgaard.

Lasse Sørensen udtaler “Jeg er sikker på vi får en rigtig god debut, da jeg synes vi har et stærkt line-up på hele fronten. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med teamet”. 

Ved siden af arbejder Lasse Sørensen til dagligt sammen med Team Flexlease.nu / Strøjer Tegl, hvor han igen i år kæmper om at vinde titlen for andet år i træk.

Også teamejer Alexander Christiansen glæder sig til debuten på den sønderjyske bane og tror på at teamet kan levere topresultater allerede i sit debutløb.

Deltagelsen sker i samarbejde med My Garage A/S og Audi Fredericia, der begge tror på stor succes til teamet, på trods af, at det er teamets debutløb i serien 

“Vi er meget glade for at støtte Dream Concept Racing ved løbet på Padborg Park, og ser meget frem til at følge teamets fremgang i den kommende tid.”

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...