© Christina Nielsen Press

Christina Nielsen tog sejren på Laguna Seca

Med kun ét løb tilbage er Christina tæt på sensationelt at gentage mesterskabet fra sidste år i Ferrari 488 GT3. Jan Magnussen i Corvette kørte solid fjerdeplads hjem, og er også tæt på mesterskabet i sin klasse

25. september 2017 af Steen Bachmann

Efter et drama ved næstsidste afdeling af det amerikanske sportsvognsmesterskab IMSA, der blev afviklet på Laguna Seca, Californien, natten til mandag dansk tid, kunne Christina Nielsen og holdkammerat Alessandro køre deres Ferrari 488 GT3 fra Scuderia Corsa over målstregen til sæsonens første sejr i GTD-klassen. 

Den sidste time af det 2 timer 40 minutter lange løb blev en lang kamp på sekunder og brændstof og det var først to minutter før afslutningen, at løbet endeligt faldt ud til fordel for Christina Nielsen og Alessandro Balzan.

Christina startede løbet i Ferrarien fra niende startposition og efter omkring en times kørsel overtog Balzan rattet. Efter sidste runde af pitstop, med 1 time 10 minutter tilbage, lå fire biler fra hhv. Porsche, BMW, Acura og Nielsens Ferrari med en afstand på få sekunder. 

Er der benzin nok?!

I den tætte kamp, hvor Nielsen og Balzans Ferrari lå på tredjepladsen, var det ikke til at vide, om der var nogle, der kunne få benzinen til at række til mål, men først måtte BMW i pit fra andenpladsen og med kun to minutter tilbage måtte Porsche i pit fra føring. 

Acura lettede gassen og også Balzan måtte lette gassen så meget, det var muligt og fik lige akkurat benzinen til at række, inden han til stor jubel for Christina Nielsen, Scuderia Corsa og deres 200 VIP gæster kunne køre bilen over målstregen på førstepladsen.

 Alessandro Balzan og Christina Nielsen på podiet på Laguna Seca-banen
Alessandro Balzan og Christina Nielsen på podiet på Laguna Seca-banen © Christina Nielsen Press

Med sejren mere end fordoblede Nielsen og Balzan deres føring i mesterskabet, da den værste konkurrent, Bleekemolen i Mercedes, måtte nøjes med en ottendeplads. Forud for sidste afdeling, 10 timers løbet Petit Le Mans, fører de nu med 28 point. 

Kan gentage sensationel sejr

Det er tredje år i træk, at Christina Nielsen er med i kampen om GTD mesterskabet ved sidste afdeling og sidste år blev hun historisk, da hun som den første kvinde vandt et stort internationalt sportsvognsmesterskab.

- Det er for vildt. Jeg mangler ord, sagde en jublende glad Christina Nielsen efter sejren. 

- Det her viser bare, at intet er afgjort i motorsport før sidste omgang er kørt. Det var alt for spændende, at kigge på. Jeg fik en svær start. På det her tidspunkt af sæsonen er feltet nærmest delt op i to kategorier, dem der passer på og jagter en god placering i mesterskabet og dem der kører aggressivt og kæmper for sejre. Jeg kørte konservativt og fik brændstoffet til at strække så langt som muligt, så vi kunne køre længere og med kortere pitstop. Vi havde tanke for mesterskabet, men med god benzinstrategi, et fantastisk teamarbejde og fantastisk kørsel af Balzan fik vi alligevel bragt os i en situation, så vi kunne vinde løbet. Det var fantastisk og jeg er super glad for, at vi nu kan køre sidste afdeling næsten uden pres for at sikre os mesterskabet!, lød det fra Christina.

Solid kørsel af Corvette Racing

Med en fjerdeplads på Laguna Seca-banen lykkedes det Jan Magnussen og Antonio Garcia at komme endnu tættere på det prestigefulde amerikanske IMSA-mesterskab. 

Corvette-duoen skal nu blot starte finaleløbet i næste måned for at sikre sig titlen.

© Richard Prince

– Det er så stort, og vi er så glade for at stå i den her position inden finalen! Det er en optimal situation, der samtidig giver os mulighed for at jagte sæsonens sidste topresultat i stedet for at køre defensivt og forsvare titlen, lyder det fra Jan Magnussen.

Corvetten manglede fart

Det var danskeren, som var første mand i bilen på Laguna Seca-banen og startede feltet fra en syvendeplads efter en skuffende kvalifikation lørdag. Her stod det klart, at den gule Corvette manglede fart, og det fik som altid teamet, med chefingeniør Kyle Millay i spidsen, til at lægge en strategi, hvor det måtte handle om setup fremfor topfart.

– Vi lagde en god plan for løbet, som dog var hård at eksekvere, da den betød, at vi ville være synligt langsommere i begyndelsen af løbet grundet hårdere dæk. Men allerede på vej mod vores første pitstop, hvor jeg skulle give bilen videre til Antonio, begyndte tingene at vende, og jeg kunne lukke hullet til konkurrenterne.

Strategien sendte vigtigst af alt Magnussen og Garcia op foran de tætteste rivaler i GTLM-mesterskabet, BMW #25 og Ford #66, og med en slutplacering lige uden for podiet sikrede Corvette-duoen sig desuden point nok til, at mesterskabet nu er så tæt på, som det kan være. Lykkedes det at sikre titlen, vil det være Jan Magnussens tredje i den populære amerikanske GT-serie. Danskeren har tidligere vundet American Le Mans Series for Corvette Racing i 2008 og 2013.


Magnussen: Et år præget af strategi

– Det har ikke været nemt for os i år, men på grund af enormt dygtige folk som for eksempel vores chefingeniør, Kyle Millay, er det alligevel lykkedes os at få mere ud af de forskellige løb, end vi burde have haft. Havde det kun handlet om fart, var vi blevet slået for længst. Hver gang vi har været bagud på power, har vi lagt en plan, udført den og alligevel taget hjem med gode point.

Jan Magnussen og Antonio Garcia har sammen med resten af IMSA-feltet – deriblandt også Christina Nielsen og Alessandro Balzan – nu kun ét løb tilbage af sæsonen. Det 10 timer lange Petit Le Mans afvikles på Road Atlanta den 7. oktober.

Måske er du interesseret i...