Gran Turismo FIA World Cup
© Gran Turismo

Bliv FIA-godkendt verdensmester fra din sofa

PlayStation-spillet Gran Turismo har sat gang i et verdensmesterskab, i samarbejde med FIA. Ja, dem der står for Formel 1

25. april 2021 af Frederik Hauschildt

Verdensmesterskab i sofa-ræs

Spilserien Gran Turismo har været udgivet i syv generationer siden 1997 af Sony. og findes udelukkende til PlayStation. Historisk har spilserien været til den mere realistiske side sammenlignet med serier som Need for Speed og Burnout.

I 2008 indgik Gran Turismo i et samarbejde med Nissan ved navn 'GT Academy', der uddannede Gran Turismo-kørere med de hurtigste omgangstider til rigtige Nissan GT-R Le Mans-biler

Ti år senere indgik Gran Turismo i et nyt samarbejde med FIA ved navn Gran Turismo Championships. Kørere kunne kvalificere sig igennem Gran Turismos online-funktion, hvorfra de kunne deltage i digitale ræs over hele verden. 

Der foregik store forsamlinger, hvor de tidligere sofa-krigere nu sad i spec-byggede simulatorer på en scene foran tusindvis af seere. I år lancerer Gran Turismo igen Gran Turismo Championships i samarbejde med FIA.

Kør for dit mærke eller dit land

Løbsserien er delt op i to dele: Der er både en Nations Cup, som fungerer som et verdensmesterskab i den klassiske forestilling, med hver deltager som repræsentant for et lands deltagelse. Dertil støder Manufacturer Series, hvor du kører ræs som en del af et hold, der repræsenterer et bestemt bilmærke.

Deltagende mærker

Alfa Romeo, Aston Martin, Audi, BMW, Chevrolet, Citroën, Dodge, Ferrari, Ford, Honda, Hyundai, Jaguar, Lamborghini, Lexus, Mazda, McLaren, Mercedes-Benz, Mitsubishi, Nissan, Peugeot, Porsche, Renault Sport, Subaru, Toyota, VW

Hvor kan jeg se ræsene?

Gran Turismo sender alle løb på deres YouTube-kanal, Gran Turismo TV. Her samlede 2020-sæonen ifølge Gran Turismo over 120 mio. visninger. Dertil livestreames også på Gran Turismo's Facebookside.

Den første serie, hvor alle kan være med, er allerede i gang, men vises ikke på YouTube eller Facebook. I de ræs, hvor deltagerlisten er mere konkret, vises løbene naturligvis. De præcise tidspunkter er endnu ikke udgivet, og datoerne kan nå at ændre sig endnu. 

Dato for ræs

World Series

  • Runde 1 Søndag d. 6. juni 2021
  • Runde 2 Søndag d. 11. juli 2021
  • Runde 3 Søndag d. 3. oktober 2021
  • Runde 4 Søndag d. 14. november 2021

World Series Showdown 

  • Lørdag-Søndag d. 21.-22. august 2021

World Finals

  • Lørdag-Søndag d. 4.-5. december 2021

Gran Turismo FIA World Cup

I 2019 vandt team Toyota Manufacturers Series, der bestod af en kører fra Japan, Frankrig og Brasilien.

Hvordan deltager man?

Kravene for at deltage er i deres essens meget små. Du skal mindst være fyldt 18 år, og så skal du eje: En PlayStation 4-5, en internetforbindelse, adgang til PlayStations online-funktioner og en kopi af Gran Turismo Sport. Herfra er vejen til verdensmesterskabet opbygget af fire overordnede punkter:

Online Series

Online Series køres af to overordnede runder for hver løbsserie, og runderne består af hver ti ræs. Hvert ræs indeholder en kvalifikation og et endeligt ræs, og kan køres af alle, der opfylder ovenstående krav. Ved hvert ræs optjenes point efter placering, og de 16 kørere (eller 12 hold á tre kørere, i tilfælde af Manufacturer Series) med flest point kommer videre til World Series Showdown.

I Nations Cup gælder der også en begrænsning i deltagere fra visse verdensdele: For eksempel kan kun 6 ud af de 16 deltagere være fra Afrika, Europa og Mellemøsten. Dertil gælder også, at der maksimalt kan være to deltagere fra samme land.

World Series

World Series er mere eksklusive ræs: I de første to runder kører sidste års finalister, og her får de mulighed for at samle yderligere point, som skal bruges til World Series Showdown. I Nations Cup er de tidligere 16 finalister sikret en plads i World Series Showdown, mens de 12 finalist-hold i Manufacturers Series skal sikre deres plads igennem point.

World Series fortsætter i endnu to runder, der denne gang køres af de 16 vindere (eller 12 vinder-hold) af World Series Showdown.

World Series Showdown

Den sidste type ræs inden finalerne er World Series Showdown. Her gælder det for Nations Cup, at de nyankomne online-racere kører mod sidste års finalister, for at sikre sig point og en plads i finalen. 

For Manufacturers Series gælder det derimod, at World Series Showdown-deltagere får lov at gå videre til de sidste runder af World Series.

World Finals

Navnet siger sig selv: Her køres de sidste ræs inden titlerne for 2021 Nations Cup og 2021 Manufacturers Series uddeles. Det er altså her, du har mulighed for at blive FIA-certificeret verdensmester. 

I Nations Cup køres verdensmesterskabet af en blanding af lige dele vindere af Online Series sæson 2, og de 16 bedste kørere i World Series Showdown.

Gran Turismo FIA World Cup
© Gran Turismo

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...