Cirkus er kommet til byen. Midt i den gamle tyske nazilufthavn, Tempelhof i Berlin, omgivet af beton til alle sider er fremtidens elektrificering i fuld gang. Formel E-racerne suser rundt på de gamle landingsbaner, og pitten er en myretue af liv og travlhed. Rundt om banen myldrer fans i alle aldre, der forlyster sig med alt fra klatrevægge og simracing til gokart og koncerter.
Jeg er taget med Nissan e.dams til Berlin for at overvære mit første Formel E-løb, og mine forventninger er noget ambivalente.
Som en traditionel, og i disse tider nok en smule gammeldags, motorsportsfan nyder jeg lyden, lugten og den følelse, jeg får i maven, når brølende racerbiler tordner forbi med en øresønderrivende larm. Jeg elsker det oprindelige og dét, der har rødder helt tilbage fra dengang, racerbiler var halvprimitive maskiner, og racerkørerne var stereotypen på mandige mænd – og desuden var bindegale.
Sørg for en god software
Her er intet af det. Min fordom er, at det rene race er blottet for personlighed og følelser. Det hjælper heller ikke, at vi bliver fortalt, at op mod 70 pct. af bilens præstation afhænger af kvaliteten af den software, der bliver proppet i den. Ikke kvaliteten af mekanikken.
Ser man på disse “moderne” tendenser omkring elektriske racerbiler med ekstra kritiske øjne, er det let at tage standpunktet: “De kommer for at ødelægge alt, der er godt ved motorsport.”
Det tyske grandprix køres på en nedlagt lufthavn midt i den tyske hovedstad.
© Formula EDerudover virker alle Formel E’s “Attack Modes” og “Fanboosts” lidt som nogle computerspils-gimmicks. Lidt ligesom lyden af en Formel E-racer minder lidt om starten på en rumrejse.
På trods af disse “udfordringer” går jeg ind til oplevelsen med et nogenlunde neutralt og åbent sind – Formel E er uskyldig, indtil modsat er bevist.
Første møde med de elektriske racere består også i et møde med et komplekst kvalifikationssystem. Mahindra-køreren Alexander Sims kommer med i “knock-out”-runderne på et afbud. Runde efter runde bliver kørere sorteret fra, og færre og færre biler er tilbage, indtil “last man standing” bliver tildelt pole position.
Man bliver grebet af stemningen
Alt imens Alexander Sims kravler op ad rangstigen, sidder teamchefen i Mahindra-garagen og følger passioneret med og banker sig i brystet som for at hidkalde højere magter. Det er svært ikke at blive grebet af stemningen, og da Alexander Sims når semifinalen og ovenikøbet sætter en tid, der er fuldstændig identisk med sin modstanders, når stemningen et højdepunkt.
Ingen af os har oplevet noget lignende, og vi stirrer i vantro på storskærmen, hvor forskellen i omgangstiderne bliver blæst op. Alexander Sims og det indiske Mahindra-team ender med at starte som nummer to i løbet.
På et tidspunkt under løbet udbryder jeg selv og mine rejsekammerater et ærgelsens suk, da Alexander Sims mister en position. Jeg kan ikke lade være med trække på smilebåndet og spørge førnævnte rejsekammerater, hvornår det egentlig var, at vi blev Formel E-fans.
Mit eget bud er, at det skete et eller andet sted midt mellem forlystelsesparkerne, computerspillene, både på og udenfor banen, og det spacy lydspor, der følger de overraskende underholdende og højteknologiske racerbiler.
Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt.
