What?! Morgan har monteret en turbo i sit ældgamle karrosseri

Morgan Plus Four hedder en ny model fra mærket, der ALDRIG at lave om på noget. Alligevel har de netop monteret en ny 255-hestes turbomotor i mærkets mindste model.

5. marts 2020 af Anders Richter

Britiske Morgan lever af at gøre alt, som de plejer. Men selv ikke hos dem, kan de se sig fri for at tænke nye tanker. Strengere krav til bilernes motorer gør nemlig, at også Morgan må forny sig. Og det har de gjort med denne: Morgan Plus Four.

Hvor er nyhederne?

Ok, vi indrømmer gerne, at vi på inden måde kunne se, at der skulle gemme sig en nyhed i denne bil, men det gør der altså, og det meste foregår under motorhjelmen. 

Her ligger nemlig en 4-cylindret BMW-motor på 2,0 liter og med turbo, og det er en hidsig sag. Den yder nemlig 255 hk og 350 Nm. Det lyder måske ikke af meget, når du sidder bag rattet af din BMW 5-serie, men lad os lige minde dig om, at en Morgan Plus Four kun vejer 1.009 kg. 

Morgan Plus Four er pænt hurtig

Den lave vægt kombineret med den høje effekt gør, at Morgan Plus Four faktisk er en pænt hurtig sag. Den rammer 100 km/t på kun 5,2 sekunder, og hvis du har lyst til at få skalperet toppen af hovedet af fartvinden, kan du lystigt fortsætte hele vejen til 240 km/t. 

6-trins manuel eller 8-trins auto

Du har valgmuligheden mellem en 6-trins manuel gearkasse eller et 8-trins automatgear. Vælger du den sidste løsning kommer du til at betale lidt ekstra, men for at forsøde beslutningen får du ekstra 50 Nm at lege med, så der samlet er 400 Nm i hus. 

LED-lygter, WTF!?!

Af andre nyheder kan vi nævne at Morgan Plus Four har fået LED-lygter (!?! jep, det er altså store nyheder i Morgan-verdenen...) for og bag, centrallås, ABS, servostyring som standard. 

Vil du betale ekstra, er det også muligt at få et lydanlæg med Bluetooth.

Prisen er meldt ud

I England starter priserne ved 540.000 kr. uden danske afgifter for en standard-bil. Hvis du gerne vil have en speciel farve eller unikt udstyr kan det selvfølgelig klares mod en merpris. 

Er du vild med britiske biler, så husk at købe Bil Magasinet, hvor vi ofte tester netop denne type af køretøjer.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...