elbil mercedes kpmg

Mercedes EQS SUV hører til i elbilernes eksklusive ende. Den er i Danmark nu.

© Daniel Mauer

Ekspert: De unge køber gerne en kinesisk bil, hvis den kan det samme

KPMG's årlige undersøgelse af den globale bilindustri tyder på optimisme – men hvad med Apple's kommende bil og de nye kinesiske mærker?

5. februar 2023 af Steen Bachmann

Den 23. udgave af KPMG’s årlige Global Automotive Executive Survey viser resultatet af en grundig rundspørge blandt 915 topledere i den globale bilindustri. 

Konklusionen er, at industrien vil opleve en mere rentabel vækst i løbet af de næste fem år, men også at man på kort sigt fortsat er meget bekymrede over forsyningssikkerheden i forhold til råvarer og komponenter.

På kort sigt vil bilsalget i 2023 ifølge rapporten blive præget af inflation, stigende renter og en fortsat usikkerhed om krig i Europa.

Der bør være ro om bilafgifterne

Herhjemme bliver det afgørende, at den nye regering får skabt ro om bilafgifter og tilskudsmodeller, så forbrugere og forhandlere ved, hvad de har at rette sig efter.

“Man bør så hurtigt som muligt kigge på forudsætningerne for den nuværende indfasning af afgifterne da disse er ændret og kan betyde en langsommere udrulning af de grønne biler i Danmark,” siger Rune Grøndahl, ekspert i bilindustri, skatteforhold og partner i KPMG, til Bil Magasinet.

Er skattelovgivningen forberedt på nye digitale tjenester i biler?

“Det korte er svar er nej. Skattelovgivningen for biler stammer fra en tid, hvor en bil var, som den var, når den kørte ud fra fabrikken. Der ligger en opgave for lovgiverne i at opdatere lovgivningen, så den ikke bliver forældet. I dag er software lige så vigtigt som stål, og det giver et potentielt problem med registreringsafgift. Det kan i hvert fald give en udfordring med det provenu, staten får ind på bilafgifter.”

elbil mercedes kpmg

Et stort flertal​ af toplederne i bilindustrien tror, at industrien vil opleve en mere rentabel vækst i løbet af de næste fem år. 83 pct. har tillid til dette mod kun 53 pct. sidste år.

© Daniel Mauer

Alle vil være Audi

Hvor står de nye kinesiske mærker? De vil næsten alle være Audi, men ingen af dem er mærkevarer?

“Det er utroligt interessant at se, at de nye kinesiske mærker ikke vil konkurrere på pris, men ligger på samme niveau som de etablerede mærker. Yngre generationer af forbrugere er ikke nær så knyttet til mærkevarer, som vi er, og derfor vil de ikke vil have noget i mod at købe en kinesisk bil, hvis den er lige så god og kan det samme. Loyaliteten over for kendte brands bliver mindre.”

Hvad med Apple? De har deres egen bil på vej og har så mange penge, at de kan erobre det hele?

“Man må ikke undervurdere Apple! De er kommet snigende med Apple Carplay, så de er allerede i mange biler i dag. Jeg tror, de sidder og lurer på det rette tidspunkt. Spørgsmålet er, om de vil nøjes med at lave softwaren eller også selv stå for hardwaren? De har jo råd til at etablere deres egen produktion. Vi står midt i en revolution af bilindustrien, så det vil ikke overraske mig, hvis de er klar med deres første bil i 2023,” siger Rune Grøndahl fra KPMG.

KPMG Automotive Survey 2022

  • Den 23. udgave ​af KPMG’s årlige Global Automotive Executive Survey bringer resultaterne af en rundspørge blandt 915 topledere i den globale bilindustri.
  • Et stort flertal​ tror, at industrien vil opleve en mere rentabel vækst i løbet af de næste fem år. 83 pct. har tillid til dette mod kun 53 pct. sidste år.
  • På kort sigt ​regner 76 pct. med, at inflation og stigende renter vil have negativ indflydelse på deres forretning i 2023.

Læs rapporten her (åbner som pdf i nyt vindue)

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...