Banebrydende test
En Toyota RAV4 plugin-hybrid i femte generation (præ-facelift) har et batteri på 18 kWh og en rækkevidde på el på lidt over 60 km. Alligevel er det lykkedes virksomheden Electreon at køre næsten 2.000 km i træk i en sådan uden at stoppe for at lade op (og uden at bruge benzinmotoren, selvfølgelig).
Turen blev foretaget på virksomhedens testbane i Israel, hvor de har indbygget trådløs opladning, som kan lade et batteri op, mens bilen kører. Målet var at demonstrere, hvor godt det virker – ved at køre 100 timer i streg på den 200 meter lange bane.

Ifølge virksomheden formåede de at køre 1.942 km på 100 timer med hjælp fra 55 forskellige chauffører, og det lille batteri blev aldrig afladet helt. Testen kunne følges live på Twitter.
Trådløs opladning af elbiler ville være et syvmileskridt for brugbarheden, men det er næppe noget, der er lige om hjørnet. Men det er heller ikke så science-fiction-agtigt, som man måske skulle tro.
Electreon har allerede bygget testveje med trådløs opladning i både Sverige, Tyskland og Israel, og virksomheden har indgået et samarbejde med Ford om at bygge en 1,6 km lang testvej med trådløs opladning i Detroit, USA.