© Karsten Lemche

Vi tog verdens mest sindssyge køretur med Ken Block i 2005!

Gumball 3000 er verdens mest sindssyge løb. I 2005 tog vi turen med en nyslået rallykører ved navn Ken Block.

12. januar 2023

I 2005 fik den daværende motorjournalist fra Bil Magasinet Karsten Lemche sneget sig med til det sindssyge motorløb Gumball 3000. Hans chauffør: En ung Ken Block der dengang stadig var så ukendt, at Karsten konsekvent kaldte ham Ken Brock gennem hele artiklen.

Den 2. januar døde Ken Block i en alder af 55 år. Vi mindes dengang, Bil Magasinets udsendte måtte fikse hans Subaru Impreza med gaffatape.

Du kan læse hele historien herunder:

© Karsten Lemche

Ud og køre med de skøre

Gumball 3000 er en køretur på en uge kombineret med high society- fester til den lyse morgen. Karsten Lemche kører med på sidste etape af årets løb – på bagsædet af en 430 hestes Subaru Impreza ført af en amerikaner, der overhaler indenom med 200 km/t.

Karsten Lemche

Lige siden jeg var en lille dreng og så ”Ud at køre med de skøre” med Burt Reynolds, har jeg drømt om at være med i et ulovligt gadeløb. Gumball 3000 er gadeløbet over dem alle; seks dage med hanen i bund og seks aftener med bunden i vejret på champagneglassene, men for at blive inviteret skal du a) være kendt, b) have en psykopat-sindssyg superbil som en Porsche Carrera GT eller c) være en funky type med god fantasi og en sjov bil.

Jeg er ikke kendt og ejer hverken en sjov eller en hurtig bil, men på forunderligvis havde jeg huslet mig til en gratis plads i en af bilerne på sidste etape i årets løb, samt adgang til festerne både i Rom og Monaco. Til sidstnævnte ville 50 Cents dukke op og give en lille intimkoncert. Hold da kæft, jeg var ikke til at skyde igennem.

Deltagergebyret for de rigtige deltagere er 10.000 pund, svarende til 109.851 kr. Det dækker overnatninger og mad på hele turen for to personer, herudover er prisen 5.000 pund pr. person. Gumball er med andre ord ikke for fattigrøve og for at give det hele et twist, er penge ikke altid nok. 

For undertegnede er ikke den eneste, som er fascineret af tanken om et illegalt gadeløb. Hvert år bliver løbsledelsen med engelske Maximillion Cooper i spidsen bombarderet med ansøgninger. Alle typer er med til at sprede glamour, penge og god stemning ud over løbet.

Gumball er et gennemtænkt koncept, der holder 100 pct. Eller det var i hvert fald det, jeg troede, indtil jeg stod i Rom dagen før sidste etape til Monaco skulle køres.

BMW M5 ”politibil”

Den første bil, der lander foran Boscolo Hotel Exedra i Rom er en blå BMW M5 totalt overklistret med politimærker og med en af Gumball-pionererne bag rattet. Svenske Alexander Roy. Totalt overstadigt bremser han op, springer ud med sin co-driver og går fuldstændigt amok i sit svenske wannabe-politioutfit, mens han fortæller, at de på vej herind er kørt fra deres italienske ’politi-kolleger’. Hans nærmeste konkurrent var en Porsche 911 Turbo, der blev nakket af politiet.

Den næste time drysser et par biler ind, men først hen på aftenen kommer hovedparten af de 120 deltagende biler. Og det er en fest for enhver bilentusiast. Her er superbiler som Porsche Carrera GT, Ferrari Enzo og en Pagani Zonda (selvom den kun er udstillet ved hotellet), men blandt feltets mere specielle er en Mercedes-Benz CLK DTM, som kun er bygget i 100 eksemplarer og den belgiske ejer Greg Tunon Remy. En entusiast der ikke havde noget mod af vise sin bil frem, også det lille mærke i dørsiden hvor der står at bilen maksimum må køre 100 km/t i regnvejr fordi den kører på semi-slicks. Men Greg betroede mig, at man bare skulle sætte farten ned i fra 330 til 313 km/t, for aerodynamikken var så god at den ikke slap taget i asfalten.

Det var nogenlunde heromkring, at det gik op for mig at det ikke bare var en flok smågale mennesker, men en større gruppe hvoraf en stor del af dem nærmest er klar til den lukkede afdeling. Alle de hurtige biler havde rundet 300 km/t, bevares man forstår dem godt. Men de kører maks. hver dag hele dagen.

Også er der det med festerne. Torsdag aften er scenen sat på Hotel Exedra og her er rimelig gang i den, sent på aftenen møder vi den danske skaterlegende Rune Glifbjerg og drikker en ordentlig bunke øl med ham. Daryl Hannah vimser rundt i periferien og drysser lidt tidligere næsten A-list glamour over festen. Og jo, hun ser stadig godt ud, selvom det er 23 år siden hun var med i Blade Runner. Alle de aggressive kørere er til gengæld for længst faldet omkuld. Gumball feltet er delt op i to lejre, dem som fester og dem som kører, hvilket er betrykkende for omgivelserne. Det er også her til festen at jeg møder min chauffør til morgendagens etape til Monaco. Hans navn er Ken Brock og han er ejer og præsident for DC Shoes en af Gumball 3000’s hovedsponsorer. Det første der slår mig, udover hans streetwise stil, er en fortand i guld. Det lover godt, Ken er flink og hans kone er co-driver. Top dollar, jeg vender tilbage til Rune og tyrer et par bajere (75 kr. pr. flaske) hører om skaterlivet og Runes modificerede M3 med kulfiber spejle og fortæller om at fyre vilde øser af til hverdag. Der er god stemning i det vi stopper ved tre-tiden, starten går om små fem timer så det er tid til at få lidt søvn. 

Pladsen foran Hotel Exedra er proppet med biler, men der er stille næste morgen. Deltagerne har fået af vide at afgangen er udskudt med en time og trisser stille og roligt rundt. Vi gatecrasher morgenbuffeten og får en god gang æg og bacon, mens vi hilser hjemmevant på nogen af dem vi festede med for et par timer siden. Ken er klar til dagens tur, hvor vi skal til Monaco via Firenze. En tur der kun foregår via motorvejen, hvilket er lidt ærgerligt for landevejene i Toscana er noget særligt. Bilen er en Subaru Impreza WRX Sti der er tunet fra 265 hk til 430 hk og hele bilen er bygget op med forstærkninger specielt til løbet. Prisen er 75.000 dollars (470.000 kr.) hvor bilen alene kun koster 22.000 dollars. Og for at hans partner samt en af de skatere han sponserer ikke skulle kede sig, er der bygget tre ens biler. Det er ikke billigt at være med i Gumball.

Ken starter bag rattet, aftalen er at jeg får lov til at sidde ene mand på bagsædet med to gigantiske US-size sportstasker. Og det går derudaf. Farten er høj og vi stryger nordpå. Mens vi blæser af sted fortæller hans kone om hvor sjovt det var i går, hvor de kørte over en masse kegler ved et vejarbejde og at bilen sagtens kunne holde til det. Og nogenlunde samtidig forsvinder fornuften i kabinen, overhalingerne foregår for det meste med over 200 km/t, og som hovedregel højre om…i nødsporet. Første gang blev jeg helt tavs og lukkede øjnene. I min tid på Bil Magasinet har jeg prøvet mange underlige ting, men det her er grænseoverskridende. Og nødsporsoverhalingerne fortsætter den næste halve time. 

Heldigvis overhaler Ken kun når han kan se at sporet er frit, og aldrig i blinde. Men holde af det kommer jeg nok aldrig til. Vi ligger på et tidspunkt i en duel med en Aston Martin DB9, men må give fortabt da Astonen stikker af. En halv time er gået med psykopatkørsel i det der lyder en skramlelyd under bilen og motoren går i stå. Puff.

100 km fra Rom og 600 km fra Monaco. Det lover ikke godt. Alligevel er jeg lettet, for i det mindste giver det en pause fra motorvejen.

Ingen af gutterne i DC Shoes-teamet har mekanisk forstand, så med min erfaring fra Le Mans (rense fælge) og Rally (skifte bremseskiver) er jeg pludselig blevet eksperten. Fejlen bliver lokaliseret til et manglende spænde på en luftslange til turboladeren. Så er det ned på ryggen og i gang med at skille og samle bilen ad. Hente et spænde fra en anden slange uden tryk på og erstatte det med vidundermidlet for mekanikere: Gaffertape.

En halv time senere er vi på vejen igen, men Ken giver den ikke fuld hammer. Han vil også frem og er bange for at baggårdsmekanikerens fiksfakserier ikke holder til 1,5 bars ladetryk og 430 hk. Herligt, for det giver mere ro i bilen og vi kører af sted i et mere normalt tempo omkring de 200 km/t og uden risikable overhalinger. Firenze er ikke langt væk. 

Frokosten er kommet ombord og Ken er lidt træt, kombineret med, at han gerne vil belønne min indsats. Så jeg får en tankfuld benzin i bilen og vi stikker af sted mod Monaco. Indrømmet hastigheden sniger lidt over de 130 km/t der er lovligt i Italien, men jeg har hverken modet, pengene eller et ekstra kørekort til at køre hurtigt. Heldigvis opdager hverken Ken eller konen noget, for de ligger begge to og sover. Timerne går og med min økonomikørsel kører vi langt på tanken. Vi er næsten kommet til Genova før det er tid til et chaufførskifte igen. 

Ken når næsten ikke at give den gas før vi kommer til en kæmpe kø. En tankvogn er brudt i brand inde i en tunnel, og for at nå til Monaco kører vi op over et bjergpas. Det er fedt at se noget andet end motorvej, og Ken holder bilen til ilden mellem byerne. Og der er dejligt arbejde med rattet, jeg komplimenterer hvorefter han fortæller at han kører Rally i USA netop i en gruppe N Subaru. Og når han kommer hjem skal Gumball bilen placeres i hans skihytte i Aspen. For derhjemme holder en Bentley Continental GT, en Ducati motorcykel, en Mercedes-benz G-klasse med store kromefælge og et par øser til. Med andre ord et hårdt liv. 

Ankomsttiden i Monaco er overskredet med to timer i det vi triller ind i fyrstedømmet. Så den officielle ankomstport foran Casinoet er borte da vi kommer, og i stedet triller vi en tur gennem midtbyen og ned til havnen. Formel-1 cirkuset er også i byen på deres årlige visit, og der er tæt pakket i den lille by, alligevel lykkedes det os at snegle os ned til den officielle parkering og vi ankommer samtidig med Daryl Hannah. Den amerikanske stjerne står med et hvidt stykke skærm, som hun påstår stammer fra en Lamborghini. Det gør ondt at høre, men med så mange biler og så mange hormoner må det gå galt en gang i mellem. Der svirrer lidt rygter om ulykker, men ingen er kommet til skade. Det værste skulle angiveligt være en Ferrari der spandt på motorvejen da den akvaplanede.

Vi slutter dagen med at tage hjem, fordi så mange biler ankom sent er den planlagte præmieudlevering udskudt til lørdag aften og vi vender hovedet mod Nice for at finde vores banegårdshotel.

Dagen efter bruger vi på at lade op til aftenens store fest på den færgeligne båd ved at se kvalifikationen til søndagens F1 grand prix. Det er en stor oplevelse der sætter Gumballs kendte ansigter lidt i perspektiv. F1 trækker de helt store navne som David Beckham, George Lucas og de mennesker møder du ikke under Gumball. Men hvad fanden vi har 50 Cents, så de kan bare pakke deres hårfikserede stilikoner sammen og sende dem grædende hjem til Madrid. 

Men 50 Cents kommer ikke, og efter devisen ingen nævnt ingen glemt er der heller ikke nogen som snakker om hvorfor han ikke kom. Festen kører i højeste gear, og alle de smarte, trendy typer fyrer den af til 75 kr. dyre Gin & Tonics. I mellemtiden er Rune Glifbjerg dukket op. Vi tager et par GT’ere i et casual tempo og mingler lidt med de kendte. Modellen Caprice og Pepper fra Salt’n’Pepper giver et knus og vi er på toppen.

Bag på dækket får jeg en snak med Maximillion Cooper. Manden bag hele dette cirkus er en super fyr og nem at snakke med. Hans tanker går på næste års løb, der inkluderer tre transporter af hele feltet med fly, start i London, krydsning af grænsen mellem nord og sydkorea og en afslutningsetappe fra Las Vegas til Los Angeles. Og han er ingen fantast, sponsorerne er på plads og ruten testet på forhånd.

I det jeg forlader ham træder jeg i bunden af et afbrækket champagneglas. Det går gennem skoen skærer hul i foden, og blodet fosser ud. Med andre ord tid til at stoppe dette vanvittige eventyr blandt fantaster og millionærer og vende tilbage til den virkelige verden.

Karsten Lemche er i dag indholdsredaktør hos FDM.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...