© ATS Automobili

Italiensk trackday-monster med 600 hk

Ukendt italiensk bilproducent lancerer ekstrem banebil med voldtunet Honda-motor.

22. september 2019 af Søren Juul

De færreste har hørt om italienske ATS Automobili. Firmaet lancerede sidste år en superbil i 12 eksemplarer, som i praksis var en tunet og ombygget McLaren MP4-12C.

Nu er der nyt fra firmaets nyoprettede motorsportsafdeling ATS Corsa. Mød den nye ATS RR Turbo, som er en rendyrket banebil af egen avl.

At dømme ud fra pressemeddelelsen, er der tale om et monster med potentiale til at terrorisere konkurrenter til trackdays, hill climbs og langdistance-ræs rundt omkring i Europa.

Letvægtschassis og karrosseri af kulfiber

Under det flotte eksteriør gemmer sig et 40 kg let rørgitterchassis med indbygget, FIA-godkendt bur. Karrosseriet er lavet af "letvægts kompositmaterialer" eller kulfibre på bestilling. 

© ATS Automobili

Lavere vægt end en VW Up

Det har gjort det muligt at klemme vægten ned på 780 kg, som flyttes af 600 hk og 530 Nm fra en grovtunet 2,0 liters Honda turbo-motor med fire cylindre. De mange heste er tryllet frem med bl.a. nye smedede stempler, andre manifolder, en større Garret turbolader og tørsumpsmøring. Den maksimale effekt leveres helt oppe ved 8.500 o/min. Holdbarheden nævner pressemeddelelsen derimod intet om.

Centermotorracer med sekventiel gearkasse

Gearkassen er en 6-trins sekventiel gearkasse, der betjenes med paddles bag rattet. Den er bygget sammen med motoren i en enhed, placeret bag kabinen, hvorpå baghjulophæng med dobbelte wishbones og en kæmpe hækvinge er fæstnet direkte på.

Fuldt justerbare Tractive støddæmpere, kugleled i stedet for gummibøsninger i undervognen og mulighed for at bestille bilen med kulfiberkeramiske bremser vidner om en bil, der er 100 % fokuseret på banekørsel.

Kabinen er forsynet med FIA-godkendte sæder og seler, en ildslukker og en datalogger med trykfølsom skærm og mulighed for at vise telemetri. 

© Marek Borysiewicz

Klar til ræs

ATS Automobili oplyser, at bilen er konstrueret til at kunne passere teknisk kontrol til GT Cup mesterskaber, tyske VLN løb og europæiske hill climbs.

Kunne det friste, koster ATS RR Turbo 110.000 Euros, svarende til circa 821.000 kr. . De første biler leveres efter planen i starten af 2020. 

© ATS Automobili

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.

Måske er du interesseret i...