© Getty

Hvor svært kan det være?! 500 bilister om ugen bliver knaldet for mobilsnak

Hvis du kender en, der ikke fatter, at de skal lægge mobilen, så vis dem videoen her i artiklen, så kan det være, den siver ind.

21. september 2021 af Patrick Boje Jensen

Fat det nu!

Hænderne på rattet, øjnene på vejen - er det så fandens svært? Åbenbart, for i de første seks måneder af 2021 har politiet uddelt 14.028 klip i kørekort for brug af håndholdt mobiltelefon bag rattet. Det svarer til cirka 540 klip om uge. Det skriver Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse på baggrund af tal fra Rigspolitiets Nationale Forskningscenter.

“Alt for mange trafikanter har svært ved at lade deres mobil være, selv om de ved, at det er både ulovligt og risikabelt. Og de her tal viser med al tydelighed, at vi stadig har en stor udfordring. Derfor skal vi alle blive ved med at minde hinanden om, at man skal holde hænderne på rattet og øjnene på trafikken,” siger Mogens Kjærgaard Møller, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik. 

Næsten hver 8. bruger telefonen

En undersøgelse, som Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension har lavet blandt mere end 5.000 bilister viser, at knap hver 8. bilist svarer, at hun eller han "meget ofte", "ofte" eller "en gang imellem" bruger håndholdt mobil, mens de kører i trafikken.

Det er især bilister under 35 år, der ikke kan holde nallerne fra telefonen bag rattet (eller også er de de eneste, der tør indrømme det). I hvert fald indrømmer flere end 25 pct. af de 17-34-årige, at de bruger mobilen håndholdt, når de kører bil.

Der er uopmærksomhed og manglende orientering involveret i 57 pct. af dødsulykkerne i trafikken, oplyser Vejdirektoratet.

Undersøgelse om brug af håndholdt mobil, mens man kører bil

(Kilde: Wilke for Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension, 5.028 bilister, 2021)

Hvor ofte bruger du din mobil håndholdt, når du kører bil med minimum 40 km/t.? (herunder tal på hvor mange der har svaret "meget ofte", "ofte" og "en gang imellem"):

  • 17-24 år: 28 %
  • 25-34 år: 25 %
  • 35-50 år: 17 %
  • 51-65 år: 5 %
  • +66 år: 3 %
  • Alle: 13 % 

Hvis du kender en, der stadig ikke har fattet det, kan du vise dem videoen med Torben, der mistede et ben, fordi en bilist ikke havde øjnene på vejen. Så fatter de det forhåbentlig.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...