Hver tredje Audi-ejer ville vælge en VW, hvis de skulle skifte mærke

Vi dykker ned i den kæmpe Autoindex 2018 undersøgelse der afslører en stribe spændende tendenser. Danskerne vælger i højere grad biler efter samvittigheden - det skal være grønt.

9. juli 2018 af Steen Bachmann

FDM har for 16. gang bedt de danske bilejere vurdere deres bil. BMW topper for syvende år i træk den store Autoindex-undersøgelse efterfulgt af Volvo og Mercedes-Benz, men hvad kan en sådan undersøgelse konkret bruges til?

"Den kan hjælpe importører og forhandlere til at få kortlagt deres kundehåndtering på et detaljeret niveau i forhold til produktområdet, bilen, og deres salgs- og serviceoplevelser. De kan få adgang til egne resultater, men har også unik mulighed for at få adgang til konkurrentbenchmark-resultater," siger Lars Jepsen, researchchef for Loyalty Group, som har lavet undersøgelsen for FDM blandt 36.000 bilejere.

"Vi har en række kunder, der går frem i deres egne undersøgelser, men når de sammenligner med konkurrenters tal, kan de konstatere, at konkurrenterne går mere frem. Dermed har de faktisk en tilbagegang! Vi har også eksempler på, at en lokal importør har anvendt bilens resultater over for den globale producent til at få lavet lokale tilpasninger af den bil, der bliver importeret og solgt, hvor vi efterfølgende har oplevet en stigende kundetilfredshed," siger Lars Jepsen.

4 ud af 5 er mærkeloyale

Loyalty Group har foretaget en særkørsel for Børsen for at få en status for de fire premiummærker Audi, BMW, Mercedes-Benz og Volvo.

Analysen viser, at fire ud af fem ejere vil købe en bil af samme mærke igen.

Er dét tal ikke lavere end ventet?

"Nej, det er på et stabilt højt niveau i premiumsegmentet. En række kunder har dog en drøm om at vælge et andet bilmærke som Jaguar og Porsche. Denne drøm om noget andet, bedre og måske dyrere ser vi også på de kunder, der befinder sig lige under premium-segmentet," lyder det.

Et kuriøst spørgsmål om, hvad ejerne ville vælge, hvis de skulle vælge et andet mærke, er interessant læsning.

Hver tredje Audi-ejer ville vælge en VW, omkring en tredjedel af BMW-ejerne ville vælge Mercedes, en tredjedel af Mercedes-ejerne ville vælge BMW – og 22 pct. af Volvo-ejerne ville vælge Audi.

Volvo-ejere vil have hybridbiler

Det mest interessante i undersøgelsen er, hvor mange nuværende ejere af en premiumbil, der kunne tænke sig at købe en plug-in hybrid næste gang.

Her er hele 45 pct. af Volvo-ejerne klar på en opladelig hybrid som næste bil, mens tallene for de tyske mærker ligger mellem 31 og 35 pct.

Plejer samvittigheden

Danske bilisters interesse for hybridbiler er kraftigt stigende, samtidig med at flere og flere fravælger dieselbiler.

"Det er høj grad politikerbestemt via faldende afgifter på hybridbiler. Det bliver økonomisk set mere og mere attraktivt at købe og køre disse bilmodeller. At kunden samtidig kan klappe sig selv på skulderen med en grøn, miljøbevidst hånd giver også stor selvtilfredshed og miljøaccept hjemme på villavejen," siger Lars Jepsen.

Loyalty Group følger det danske bilmarked tæt og konstaterer, at danskernes holdning til biler og miljø er meget skiftende og afhængig af afgifter. I december 2015 var der således over 1573 registreringer af elbiler før udfasning af afgiftsfrihed, heraf 1248 biler fra Tesla. I de efterfølgende år med stigende afgifter er salgstallene næsten udeblevet i Danmark.

I Norge stiger efterspørgslen efter elbiler. Ifølge Norsk Bilbransje står lige 30.000 nordmænd i kø til at få leveret en elbil. Succesen skyldes lavere afgifter og en række fordele i forhold til kørsel i kollektive vejbaner, ingen vejafgift og fri parkering i storbyerne. 40 pct. af de indregistrerede biler i Norge i 1. kvartal 2018 var elbiler.

Måske er du interesseret i...