Audi e-tron og Tesla Model 3 tanker strøm på den nye hurtigladerstation ved Halsskov tæt på Korsør.

© S. Bachmann

Nu åbner de nye hurtigladere til elbiler på E20

De europæiske bilfabrikker er ved at rulle et netværk af hurtigladere ud over hele Europa – de første i Danmark er på plads ved Fredericia og Korsør

27. maj 2019 af Bil Magasinet


Den første af de nye lynladestationer af sin art åbner ved Fredericia den 28. maj. Stationen er strategisk placeret langs E-20 motorvejen i Fredericia, hvor den bliver en del af 48 lynladestationer til elbiler i et skandinavisk netværk langs motorvejene.

Bag projektet står danske Clever og det europæiske energiselskab E.ON. Målet er forbinde de skandinaviske byer gennem hurtig opladning langs motorvejene på tværs af landegrænserne. I alt vil Powered by E.ON Drive & Clever i de kommende år opføre i alt 48 lynladestationer i Skandinavien; 8 i Danmark og 20 i Sverige med støtte fra EU, samt 20 i Norge, som etableres uden EU-støtte.

Et nyt kapitel for elbiler i Danmark

"Vi skriver et nyt kapitel for alle, der vælger at køre elbil og selv tage del i den vigtige omstilling af transportsektoren", fortæller Mathias Wiecher, den ene af de to administrerende direktører i Powered by E.ON Drive & Clever.

Den nuværende VLAK-regering har en noget omdiskuteret ambition om helt at stoppe salget af benzin- og dieselbiler i Danmark i 2030. 

Salget af elbiler herhjemme er mikroskopisk, men stigende, og bilproducenterne verden over melder, at der inden for de næste to år vil komme mere end 340 nye eldrevne modeller på markedet. De skal kunne lade på farten, og derfor er ladeinfrastrukturen altafgørende.

Hurtigladeren langs motorvejen ved Halsskov nær Korsør har været åben siden december 2018. Bil Magasinet bringer i et kommende nummer en test af forskellige elbilers ladetider på de nye hurtigladere.

Lynladestationen i Fredericia er designet i samarbejde med det danske arkitektfirma COBE og har blandt andet vundet infrastrukturprisen fra Danish Building Awards 2018 for sit brugercentrerede design, der står i kontrast til traditionelle tankstationer.

© COBE & Rasmus Hjortshøj - COAST

Fakta om de nye hurtigladere

Åbningen af lynladestationen i Fredericia er starten på en ny måde at oplade sin bil på farten.

Lynladestationen er en del af et større skandinavisk netværk på 48 lynladestationer langs de danske, svenske og norske motorveje. Det skandinaviske lynladenetværk er den nordligste del af et større netværk, der spænder fra Norge i nord til Rom i syd.

Lynladestationerne vil understøtte både CCS og CHAdeMO-opladning, så langt størstedelen af alle elbiler kan lade - CHAdeMO bliver eftermonteres i løbet af Q2 2019.

Ladestanderne fra ABB leverer 150+ kW og kan oplade en typisk elbils batteri på 15-20 minutter.

Ladestanderne kan opgraderes til 350 kW, når bilerne på vejene understøtter den høje ladeeffekt.

Designet af lynladestationen har vundet infrastrukturprisen ved Danish Building Awards 2018 for sin banebrydende arkitektur.

Byggematerialerne er bæredygtigt udvalgt, og valget af planter er sket i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening for at fremme biodiversitet ved stationen.

Lynladestationerne i Danmark og Sverige er opført med støtte fra EU-Kommissionens Connecting Europe Facility- og High Speed Electric Mobility Across Europe-projekter

I alt vil Powered by E.ON Drive & Clever bygge og drive 48 lynladestationer I Skandinavien - 8 i Danmark, 20 i Sverige og 20 i Norge.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.