Hennessey 6 hjul f5 venom
Hennessey Venom F5

med en ekstra aksel – sådan kunne den såkaldte Project Deep Space se ud, når den produceres i 2026 - her er det bare skribenten, der har leget i Photoshop.

© Hennessey, redigeret af Bil Magasinet

Gale amerikanere vil bygge 6-hjulet elbil med 1.000 km rækkevidde

Det amerikanske tunermærke, Hennessey, har vist skitser af det, der skal være deres første elbil. Den får over 2.000 hk og 6 hjul.

6. juli 2022 af Frederik Hauschildt

Mød Hennessey's første elbil

Det amerikanske mærke, Hennessey, har altid haft en skrue løs. Med mottoet "Vi laver hurtige biler hurtigere," har mærket udstyret superbiler med absurde mængder af hestekræfter, bygget vanvittige sekshjulede monstertrucks og skabt nogle af de vildeste performance-biler i verden.

Derfor er det altså helt acceptabelt, da mærket i slutningen af sidste år præsenterer Project Deep Space – en sekshjulet elbil med plads til fire voksne mennesker.

hennessey super elbil fire personer

Skitsen, der blev udgivet i november 2021, viser kabinepladsen. Her er en centerplaceret førerplads, med et sæt normale stole til højre og venstre. Bagerst kan man i den såkaldte VVIP-stol (very, very important person, red.) ligge ned og få sig en lur

© Hennessey

"Det er ikke en superbil, men en familiebil"

Den gale bilelsker, der står bag Project Deep Space, hedder John Hennessey, og han forklarer til det britiske medie Autocar, at han længe har overvejet, hvordan de skulle tackle den elektriske omstilling til brug i en superbil eller en sportsvogn.

"Jeg ventede på, at batteriteknologien skulle blive bedre og lettere, men det er ikke nok endnu. For to et halvt år siden tænkte jeg så, at hvad nu hvis vægten ikke var et problem? Hvad nu, hvis vores første elbil ikke var en superbil?"

På den måde er Deep Space altså ikke en superbil, men i stedet en form for GT-klasse med rigeligt plads til fire mennesker, endda én af dem liggende, i den seks meter lange super-familiebil.

hennessey super elbil fire personer

Den originale skitse af Hennessey Project Deep Space – læg mærke til mågevingedøre, seks hjul og plads til 4 styks "carry-on luggage" imellem forhjulene – Deep Space skal ses mere som en luksuriøs brugsbil, fremfor en kompromisløs baneracer

© Hennessey

Over 2.000 hk og over 1.000 km

På drivlinen er Hennessey vanligt ambitiøse. Deep Space skal stikke de tilsvarende benzinmodeller med en systemydelse på over 2.000 hk. Hennessey siger selv, at de regner med i omegnen af 400 hk pr. hjul – i princippet 2.400 hk samlet.

Bilen bruger det bagerste, ekstra hjulsæt som ekstra vejgreb, så de mange hk ikke går op i røg. Den ekstra længde, som altså løber op i over 6 meter, giver også ekstra plads til et større batteri, hvis man tager konkurrenterne i betragtning. Hennessey regner med, at det store batteri også kan give en rækkevidde på over 1.000 km pr. opladning.

Hvornår udkommer Deep Space?

Som tidligere nævnt, så sigter Hennessey efter en debut en gang i 2026. Inden da vil bilen dog blive produceret som fysisk designstudie, og vi vil få smagsprøver på ting som interiør inden bilen endeligt kan købes.

Eller, den kan i princippet købes allerede – du skal lange lidt over 17 mio. kr. over disken, hvis du vil have Hennessey Deep Space, når den lander. Det køber dig også adgang til den eksklusive klub af Deep Space-ejere, der vil tælle 105, når alle biler er solgt. Indtil videre findes kun ét medlem – den samme mand, der købte den første Venom F5, har også forudbestilt den store luksus-elbil.

Synes du, det lyder som fri fantasi? Så tag lige og overvej de biler, Hennesey allerede har sendt på markedet, som blandt andet tæller en sekshjulet pickup med over 1.000 hestekræfter og den gakkede Venom F5, der har over 1.800 hk! 

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...