Har du set den? Sjælden Alpina-BMW stjålet i København

En læser har fået stjålet sin ekstremt sjældne Alpina C2, mens den stod parkeret i Hovedstaden. Bilen er væk, og derfor har vi brug for din hjælp til at holde øje. Få al info her i artiklen.

17. februar 2020 af Anders Richter

Har du set denne Alpina C2 2,7?

En læser er i øjeblikket ved at gennemleve alle bilentusiasters værste mareridt. Han har nemlig fået stjålet sin sjældne Alpina C2 2,7, der er både værdifuld og meget ikonisk. 

Bilen er forsvundet fra en aflukket og låst parkeringskælder på Frederiksberg på et tidspunkt mellem d. 8. februar og den 16. februar. Så bilen kan potentielt være over alle bjerge, men det kan være nogle af jer læsere alligevel har set noget i perioden. Bilen bærer nummerpladen "ZU32318", men det er meget muligt, at den er byttet ud til en anden. 

Hvis I har så skriv direkte til [email protected], så sender vi informationerne videre til bilens ejer. 

Læs videre herunder og få mere info om den unikke bil...

Info om bilen, der er blevet stjålet!

Alpina C2 2,7 fra 1988 – Bilen har kørt lige omkring 150.000 km, og den fremstår i samme fine stand som på billederne, der er taget af den pågældende bil, sidste gang den var til salg. 

Det er en original Alpina, hvilket også kan ses på de originale Alpina-skilte i motorrummet og plaketten i kabinen. Alpina'en er eksemplar nummer 110.

Info om Alpina C2 2,7

Modellen er baseret på en BMW 3-serie E30, men er komplet ombygget hos det tyske tuningsfirma Alpina. Firmaet modtager usamlede BMW'er og bygger dem om. Af den grund har en Alpina også altid sit eget stelnummer. En C2 2,7 er baseret på en 325i fra samme årgang. Motoren er dog boret op til 2,7 liter, hvilket forøger effekten fra 170 hk til 204 hk. Topfarten er 227 km/t og nul til 100 km/t er overstået på 6,9 sekunder. 

Du kan kende bilen på Alpina-fælgene, stafferingerne ned langs siden, og ikke mindst kabinen som er markant anderledes. Recaro-stolene er bl.a. svøbt ind i stof i Alpina-farverne som er unikt for disse årgange. Rat, gearknop og pedaler er også unikke for Alpina's modeller. 

Havde kun haft bilen i 5 måneder

Ejeren har kun haft bilen i 5 måneder og er ufatteligt ked af, at den nu er forsvundet. Han beder derfor alle Bil Magasinets læsere om at holde øjne og ører åbne. Informationen er hermed givet videre, og vi gentager, at hvis I har set bilen så giv besked til [email protected], så giver vi informationerne videre til ejeren af bilen. 

Dette billede er det sidste, der er blevet taget af Alpina'en, inden den forsvandt. 

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...