2014 VW Golf 1,4 TSI 40th Edition
2014 VW Golf 1,4 TSI 40th Edition © Anders Richter

Golf VII er Årets Brugtbil i Danmark 2019

Forgængerne havde stygge problemer med mekanikken, men det har VW fået styr på. Læs her hvorfor en uafhængig jury med blandt andet Bil Magasinet for første gang har kåret en VW som bedste brugtkøb

3. oktober 2019 af Bil Magasinet

"Hvordan kan I kåre en Volkswagen som årets brugtbil, når der netop i disse dage indledes et hav af erstatningssager mod VW i Tyskland for Dieselgate, og der står mere end 100.000 tilbagekøbte VW-dieselbiler opmagasineret på landingsbaner i Californien, hvor bilerne har kørselsforbud?" Det spørger en læser Bil Magasinet om her til morgen.

Svaret er, at juryen bag årets brugtbil ikke er blevet bedt om at tage stilling til etiske eller politiske spørgsmål – den er blevet bedt om at finde det bedste brugtkøb ud fra parametre som pris, brugbarhed, udbud, mekanik, serviceforhold og ikke mindst afskrivning. 

Og her vinder Golf VII finalerunden i Årets Brugtbil 2019 foran Ford Fiesta, Skoda Octavia, Nissan Qashqai og Skoda Superb.

Golf er generelt en solid bil

”Volkswagen Golf i 7. generation er den mest overbevisende Golf længe. Teknikken er selv i dag på højde med helt nye biler, og generelt er det en solid bil. Udvalget af brugte biler er enormt, ja der er faktisk en Golf til alles smag, og der er endda plug-in-hybrider og elbiler til salg,” siger biljournalist Christian Schacht, der repræsenterer Jyllands-Posten i kåringen.

Det kan overraske, at en VW-model ikke tidligere har vundet Årets Brugtbil, da VW har været det bedste sælgende bilmærke i Danmark i en årrække. Det er dog først nu, at VW Golf ud fra en række tekniske kriterier vurderes til at være den bedste brugtbil af juryen.

Finalisterne i Årets Brugtbil 2019
Finalisterne i Årets Brugtbil 2019

Fra venstre er det Ford Fiesta, Nissan Qashqai, Skoda Octavia, Skoda Superb og VW Golf VII.

© Karsten M Lemche


"Volkswagen har afhjulpet de kedelige tekniske problemer med benzinturbomotorer og gearkasser, som opstod for efterhånden en del år siden, og derfor er det på tide at vurdere Golf som brugtkøb. Golf VII er ekstremt populær hos ejerne, og er en allroundbil med god plads, der kan det hele. Jeg ville tage en 1,6 diesel med DSG-gear, der er billig i drift. Bemærk i øvrigt, at Golf VII er blandt de billigste brugte biler, når man ser på kroner pr. kilometer, ” lyder vurderingen fra Børsens motorredaktør og journalist på Bil Magasinet, Steen Bachmann.

Værdi for pengene betyder meget

Juryen, der består af tekniske eksperter og uafhængige biljournalister, vurderer brugtbilerne ud fra en række kriterier såsom teknisk kvalitet, service- og reparationsomkostninger og værdi for pengene.

I øjeblikket er der omkring 500 eksemplarer af Golf VII til salg på brugtbilmarkedet, når man ser på årgangene 2014 til 2016, og de koster i gennemsnit 168.000 kroner. 

Der er i øvrigt hele 1.350 Golf VII til salg i årgangene fra 2013 til 2019, hvilket er det højeste antal for en brugtbil i øjeblikket. Ifølge beregninger fra Bilbasen koster det godt to kroner pr. kilometer at køre i Årets Brugtbil, hvilket er blandt de billigste i mellemklassen som VW Golf tilhører.


"Da syvende generation af Golf var ny fremstod den slet og ret som bilen uden fejl. Og nu som Årets Brugtbil er den fortsat netop bilen uden fejl. Lige nu kører den samlede bilverden i den grad i retning af elbiler – underforstået i retning af mindre CO2-udslip. Vel er Golf VII ikke nødvendigvis en elbil, men den moderne benzinmotor med miljøteknik er med til at gøre netop denne bil tidssvarende også ind i 20’erne, ” siger Flemming Haslund, chefredaktør på Motormagasinet.

Over 500.000 brugtbilhandler om året

Det er 14. gang, at kåringen af Årets Brugtbil finder sted. Juryen vælger bilerne blandt det seneste års 125 mest solgte brugtbiler, der er fra tre til syv år gamle. 

Årets Brugtbil sætter fokus på de egenskaber, der gør en brugtbil til et godt køb. Det er relevant i Danmark, hvor der hvert år handles over 500.000 brugte biler. I det perspektiv vinder VW Golf VII fra 2014 til 2016 altså Årets Brugtbil 2019.

Finalerundens resultat, Årets Brugtbil 2019

1. VW Golf VII 2014-2016 – 155 point

2. Ford Fiesta 2013-2017 – 120 point

3. Skoda Octavia 2013-2017 – 105 point

4. Nissan Qashqai 2014-2017– 75 point

5. Skoda Superb 2015-2017 – 55 point

Teknisk baggrund for kåringen

Ford Fiesta, årgang 2013-2017

Antal til salg 332

Tidligere ejere rating 4,2/5

Reservedelsprisindeks 106 (1,0 SCTi 100)

Serviceprisindeks 107 (1,0 SCTi 100)

Billigste brugtbil til salg 40.000 (1,0 SCTi 100)

Gennemsnitspriser 84.000 (afrundet)

Antal dieselbiler til salg 56

Antal benzinbiler til salg 276

Liggetider: 56 dage


Nissan Qashqai, årgang 2014-2017

Antal til salg 337

Tidligere ejere rating 4,3/5

Reservedelsprisindeks 102 (1,5dCI)

Serviceprisindeks 104 (1,5dCI))

Billigste brugtbil til salg 116.000 kr (1,5dCI)

Gennemsnitspriser 214.000 kr (afrundet)

Antal dieselbiler til salg 205

Antal benzinbiler til salg 132

Liggetider: 49 dage


Skoda Octavia, årgang 2013-2017

Antal til salg 419

Tidligere ejere rating 4,5/5

Reservedelsprisindeks 98 (1,6 TDi)

Serviceprisindeks 105 (1,6 TDi)

Billigste brugtbil til salg 108.300 kr (1,6 TDi)

Gennemsnitspriser 169.000 kr (afrundet)

Antal dieselbiler til salg 199

Antal benzinbiler til salg 220

Liggetider: 60 dage


Skoda Superb, årgang 2015-2017

Antal til salg 105

Tidligere ejere rating 4,6/5

Reservedelsprisindeks 104 (1,6 TDi)

Serviceprisindeks 108 (1,6 TDi)

Billigste brugtbil til salg 158.000 (1,6 TDi)

Gennemsnitspriser 248.000 kr (afrundet)

Antal dieselbiler til salg 79

Antal benzinbiler til salg 26

Liggedage 61


VW Golf VII 2014-2016

Antal til salg 471

Tidligere ejere rating 4,6/5

Reservedelsprisindeks 114 (1,4 TSI)

Serviceprisindeks 118 (1,4 TSI

Billigste brugtbil til salg 104.500 kr (1,4 TSI)

Gennemsnitspriser 168.000 kr (afrundet)

Antal dieselbiler til salg 180

Antal benzinbiler til salg 287

Liggetider 55 dage

Totalomkostninger kr. pr. km

Ford Fiesta, årgang 13-17, benzin 1,66 kr./diesel 1,74 kr.

Nissan Qashqai, årgang 14-17, benzin 2,38 kr./diesel 2,31 kr.

Skoda Octavia, årgang 13-17, benzin 2,15 kr./diesel 2,19 kr.

Skoda Superb, årgang 15-17, benzin 2,80 kr./diesel 2,74 kr.

VW Golf VII, årgang 13-16, benzin  2,10 kr./diesel 2,08 kr.

TCO (Total Cost of Ownership = hvad koster lortet alt inklusive) indeholder omkostninger til afskrivning, finansiering, forsikring, service, ejerafgift, kørsel (benzinpris: 12,19 kr, dieselpris: 10,85 kr). Løbetid for finansiering: 84 mdr med 20% udbetaling, effektiv rente: 3,0%, billån indfries efter 48 mdr, bil sælges i ren handel. Forsikringstager bosat i 5000 Odense C, 41 år, elitebilist. 

Tidligere vindere af Årets Brugtbil

2018: BMW 1-serie, årgangene 2011-2015

2017: Ford C-MAX, årgangene 2010-2015

2016: BMW 3-serie, årgangene 2008-2012

2015: Mercedes C-klasse, årgangene 2007-2011

2014: Honda Civic, årgangene 2006-2012

2013: Toyota Avensis, årgang 2007

2012: Honda Accord, årgang 2009

2011: Kia cee'd, årgang 2007

2010: Opel Astra, årgang 2005

2009: Ford Focus, årgang 2005

2008: Ford Mondeo, årgang 2004

2007: Mazda6, årgang 2003

2006: Škoda Fabia, årgang 2001

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.

Måske er du interesseret i...