Gamle V-Max drenge står bag kæmpe bilshow i Odense i weekenden

Kasper Erling og Martin 'Pyramiden' opfordrer alle Bil Magasinet-læsere til at komme til Auto Show Denmark i weekenden. Her forklarer Erling hvorfor

16. august 2019 af Steen Bachmann


To af bagmændene bag Bil Magasinet's tidligere søsterblad V-Max har i dag deres eget magasin om tuning og styling, Boosted Magazine. For tredje år i træk står de bag et kæmpe bilshow i Odense med udstillede biler, køretøjer af alle tænkelige slags og en arena med action og larm!

Vi hiver fat i Kasper Erling for at få svar på 7 spørgsmål om showet.

Hvad er det, I laver?

"For tredje år i træk arrangerer vi Auto Show Denmark i og omkring Odense Congress Center. Vi fylder det store messecenter med alt fra superbiler og racerbiler til hverdagsbiler og udstyr til biler. På området omkring centeret opbygger vi en stor race-arena, hvor rallybiler, driftbiler, karts, monstertrucks og meget andet laver køreopvisning for publikum, som kan nyde showet fra store tribuner.

Vi startede med omkring 15.000 gæster i 2017. Tallet steg til over 17.000 i 2018, og i år forventer vi over 20.000 glade besøgende," siger Erling til Bil Magasinet.

Har arbejdet med biler hele livet

Hvorfor gør I det?

"Min kompagnon Martin Poorhamidi og jeg har begge arbejdet med biler hele vores liv, og vi startede bilbladet Boosted Magazine sammen for snart seks år siden. Så da vi savnede et seriøst bilshow i Danmark, lå det jo lige til højrebenet at gøre det selv. Især da vi havde – og stadig har – et stort netværk og læsere i forvejen via Boosted Magazine og Mandesiden.dk, som vi også ejer. På sociale medier har vi i alt over 110.000 følgere, og det giver naturligvis nogle muligheder for at nå ud til rigtig mange mennesker, der ligesom os selv har en passion for biler."

Kasper Erling skrev for V-Max, indtil det lukkede. Herefter startede han Boosted Magazine med Martin 'Pyramiden'.

Hvem medvirker?

"Vi har i år stande fra 17 forskellige bilmærker, som repræsenteres af enten bilforhandlere eller importører. Men også virksomheder som Biltema, Euromaster, Falck, Liqui Moly, Verisure og mange andre har bestilt stande. På show-fronten får vi blandt andet besøg af Sportscar Event, Zenvo, Lamborghini Copenhagen, RENNtech, Dream Concept og verdens hurtigste VW Polo fra Tyskland. Til de yngre gæster er der show med Motor Mille, prøvetur i en monstertruck og mulighed for en snak med Danmarks største Youtuber, Alexander Husum."

Hvem er det for?

"Auto Show fokuserer 100 procent på biler, så vi er ikke for motorcykelfolket. Vi vil til gengæld gerne favne bredt, når vi snakker biler, så vi har noget for hele familien. Derfor er det vigtigt for os både at have de nye og mere familievenlige biler med, kombineret med de vilde superbiler, masser af spændende udstyr til bilen og så fuld knald på race-arenaen udendørs."

Race-arenaen Auto Show
Race-arenaen Auto Show Denmark

Hvad er hovedbegivenheden?

"Jeg er ret sikker på, at det, som de fleste husker bedst bagefter, er underholdningen ude i race-arenaen. Her kommer man helt tæt på vanvittigt mange hestekræfter i alle afskygninger, og alle sanser er i brug, når området fyldes med dækrøg, motorbrøl og entusiastiske kommentatorer. Derudover er vi ret stolte af at have så mange bilmærker – inklusive Lamborghini og Zenvo – med til messen i år."

Hvad glæder du dig selv mest til?

"Jeg har ikke set Zenvo TSR-S med den specielle Centripetal Wing i virkeligheden endnu, så den er jeg spændt på at se. Desuden kommer de tyske Mercedes-specialister fra RENNtech med to biler, der begge er noget af det ypperste indenfor modificering af biler. De skulle være helt fantastiske. Fantastisk er også den nye Lamborghini Huracán EVO, der fremvises til dette års show. Den glæder jeg mig til at se helt tæt på."

RENNtech AMG GT 63 S
RENNtech AMG GT 63 S

Hvad er den største udfordring?

"De første to år var det lidt svært at overbevise bilforhandlerne og importørerne om, at vi rent faktisk mener det seriøst, når vi taler om Auto Show som et fuldblods motorshow for hele familien. I år er der 17 bilmærker og nogle meget store brands med, og det er vi virkelig stolte af. Kun nogle ganske få mærker mangler, men jeg er overbevist om, at de gerne vil med til Danmarks største bilshow i 2020."


Åbningstider

Auto Show Denmark 2019

Odense Congress Center
Ørbækvej 350
5220 Odense SØ

Lørdag 17. august: kl. 10-18
Søndag 18. august: kl. 10-16

Download programmet, og køb billetter hos Auto-Show Denmark 

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.