Fornasari Racing Buggy
Fornasari Racing Buggy© mmm.dk

Maskingevær er ekstraudstyr

Italiensk bilbygger viser buggy med Corvette-motor og den sejeste udstyrsliste, vi har set

8. marts 2011 af Steen Bachmann

Kan du huske Wildcat - den britiske offroader, der klatrer op af 70-procents stigninger og spiser Land Cruisere til morgenmad? I Genève viser den lille italienske bilbygger Fornasari en lige så ekstremt firehjulstrækker.

Fornasari Racing Buggy er sagen for dig, der skal bruge et letvægts rekognosceringskøretøj i Afghanistan, en bil til ekspedition på Sydpolen eller en følgebil til Dakar Rally. Den er bygget omkring et rørgitterchassis, der vejer mindre end 150 kg, og motoren er en 6-liters V8-motor i aluminium fra General Motors, der blandt andet også bruges i Corvette. Fornasari kan levere den med 500 eller 600 hk, og har begrænset topfarten til 280 km/t.

Affjedringen er avanceret med dobbelte triangler på alle fire hjul og en dæmpervandring på 24 cm.

0-100 km/t er overstået på 3,8 sek., hvilket er næsten et sekund hurtigere end Porsche Cayenne Turbo.

Fornasari Racing Buggy
© mmm.dk

Trykkabine og maskingevær
Der er ikke tale om serieproduktion, så hvert køretøj designes og bygges efter køberens ønsker. Køber kan vælge mellem en 6-trins Borg Warner eller en 6-trins Hydramatic automatisk gearkasse, og firehjulstrækket arbejder som udgangspunkt med 60 pct. af kræfterne på bagakslen og 40 pct. på forakslen. Bagtil er her et limited slip-differentiale, men skal Fornasari for alvor konkurrere med de tunge drenge, bliver de nødt til at montere manuelle spær for og bag - mon ikke det kan fikses mod en mindre merpris?

Kabinen er rå og funktionel og har kun to sæder i konceptbilen på grund af et kraftigt sikkerhedsbur - man kan dog bygge den med op til fem sæder. Fornasari lover, at bilen kan holde til at blive kørt ud af et Hercules-fly, der flyver i lav højde med 150 km/t.

Fornasari Racing Buggy
© mmm.dk

Omfattende udstyrsliste
Nederst på udstyrslisten bringer Fornasari en oversigt over udstyr, og det drejer sig hverken om kopholdere eller p-assistent. Køber kan for eksempel få specificeret bilen med:

* 7,62 mm Gatling maskingevær på taget (husk våbentilladelse)

* skudsikker kabine med sikkerhed op til niveau B7, der er i stand til at modstå angreb fra 7.62x51mm NATO ammunition affyret fra angrebs- eller snigskytterifler. Niveau B7 modstår angreb med håndgranater og omfatter blandt andet op til 55 mm tykt vinduesglas, brandslukningsanlæg, skudsikker brændstoftank, uafhængig iltforsyning til kabinen og punktérfrie dæk med ekstra kraftige dæksider, så man køre videre uden luft i dækket

* forstærket bund beskyttet mod miner og vejsidebomber

* kølefaciliteter til transport af organer

* trykkabine, så du kan køre i over 5.000 meters højde uden at mangle ilt

* militært godkendt kommunikationsudstyr som UHF- og kortbølgeradio

* fjernovervågning af aktuel helbredstilstand for personer i kabinen

* ekstra brændstoftank på 200 liter, så rækkevidden er op til 1.100 km

Andre ønsker imødekommes gerne, lyder det.

Fornasari Racing Buggy
© mmm.dk

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...