Tesla dumper priserne
Efter to store prisnedsættelser kan man nu anskaffe en splinterny Tesla Model 3 med en officiel rækkevidde på næsten 500 km fra bare 330.000 kr. Så giver det overhovedet mening at lede efter andre elbiler i det prisleje? Vi har fundet tre elbiler på Biltorvet, der koster det samme eller mindre end en ny Model 3.
Artiklen er produceret i samarbejde med Biltorvet.dk
Det er redaktionen på Bil Magasinet, der har udvalgt bilerne i artiklen. Annoncerne er alle fra Biltorvet.
Den rummelige kineser: Aiways U5 Premium (304.900 kr.)
Den relativt nye kineser, Aiways U5 Premium, kan i skrivende stund findes til 304.900 kr. med et kilometertal på 4.000 km på Biltorvet.dk.
Bil Magasinets redaktionen har tidligere haft netop U5 Premium til test. Dengang vakte den nytilkomne kineser så stor begejstring, at U5 Premium blev kåret til Bil Magasinets “Danmarksmester i udstyr til prisen”.
Standardudstyret i Aiways U5 Premium dækker over 19” alufælge, adaptiv fartpilot med skiltegenkendelse, delvist selvkørende funktion med aktiv vognbanealarm, fuldt adaptive LED-forlygter, der kører med konstant langt lys uden at blænde modkørende, elbagklap med fodbetjening, panoramasoltag med elsolgardin og meget, meget mere.
Men er det nok til, at den brugte U5 Premium kan måle sig med en spritny Tesla Model 3, der også kommer med en pæn sjat udstyr?
Den nyligt nedsatte Tesla Model 3 Standard Range har en officiel rækkevidde på 491 km, hvilket er 91 km længere end Aiways U5 Premium. Desuden har Model 3 hele 275 hk og et opgivet forbrug på 144 Wh/km, hvor U5 må nøjes med en ydelse på 204 hk, men også et højere forbrug på 188 Wh/km.
Ultimativt må det største salgsargument for U5 Premium være rummeligheden.
Kunne du fristes til at vælge Aiways U5 Premium over en ny Tesla Model 3, kan dette eksemplar findes på Biltorvet.dk.

Flydende, fransk komfort: Citroën ë-C4 (289.980 kr.)
Den elektriske Citroën står på mange måder i direkte kontrast til Model 3. Hvor amerikaneren arbejder mod effektivitet og minimalisme, er ë-C4’eren en rendyrket Citroën i den forstand, at det er en ubestridt komfortmaskine.
Da Bil Magasinet testede den elektriske franskmand i fjor, var det også netop på komforten, Citroën'en udmærkede sig. Selvom de elektriske komponenter gør ë-C4 små 400 kg tungere end sin fossile tvilling, formåede den at æde vejbump og andre ubehageligheder akkurat lige så ubesværet - hvilket ofte er en udfordring for elbiler, der har tendens til at være stivere i betrækket.
“ë-C4 ved, hvad den er. Den er ikke en GTI, der springer fra sving til sving, eller et motorvejsmissil, som kan sluge oppakningen til to uger i Italien. Derimod er den en behagelig pendlerbil til dig, der bare gerne vil have ro og fred efter en lang arbejdsdag. Og det gør den utroligt godt,” skrev Bil Magasinet ë-C4 i marts 2022.
ë-C4 kommer dog til kort på andre parametre. For det første er rækkevidden langt under Tesla'ens. ë-C4 har en WLTP-rækkevidde på 350 km, hvilket er 141 km kortere end, hvad en Tesla Model 3 Standard Range kan bryste sig af.
Citroën’en hæmmes også af at være en forstørret hatchback frem for en høj crossover eller sågar en SUV. Pladsen på bagsædet samt bagagerumspladsen fik skuffende karakterer, da redaktionen på Bil Magasinet gennemtestede franskmanden.
Overordnet set er Citroën ë-C4 en verdensklassebil til helt ordinær pendlerkørsel, hvor komforten er førsteprioritet. I mange andre henseender er den mindre kyndig.
Skal din næste bil alligevel være den elektriske flyder fra Frankrig, kan den erhverves på Biltorvet.dk.

Sydlige pendler-ellert: Cupra Born 58 (299.000 kr.)
Den lille tysk-spanske ellert kom godt fra land, da den oprindeligt blev lanceret. Dengang var den et billigere og mere sexet alternativ til VW ID.3. Men hvordan ser det ud, når man i dag sammenligner en brugt Cupra Born 58 til 299.000 kr. med en ny Tesla Model 3 til 329.990 kr?
Det korte af det lange er, at Tesla’s dominans efter de nylige prisfald blot bliver cementeret yderligere.
Da Bil Magasinet i starten af 2023 havde en Cupra Born til test, imponerede hatchback’en som pendlerbil. Det adaptive fartpilotsystem virkede upåklageligt, og særligt headup-displayet høstede point.
Den imponerende pendler-kapabilitet var dog ikke nok til at vinde redaktionens hjerte fuldstændig:
“Der er ro i kabinen og de 231 hk og 310 Nm giver et friskt antrit når du kommer fra en almindelig familien Danmark-fossilbil. Har du trådt speederen ned i en Tesla, er den mest sportlige Born i bedste fald kvik, selvom den udvendige styling lægger op til en GTI-oplevelse. Det får man ikke.”
Dertil hører det, at Bil Magasinets tidligere test foregik i den optimerede e-Boost-variant, som det bliver svært at få til en billigere pris end en Tesla Model 3.
Dén Cupra Born, du kan få billigere end Model 3, er med et mindre batteri, 70 km kortere rækkevidde, og en mindre ydelse samt topfart, der bare gør Tesla’en dét sjovere. Skal du virkelig lokkes af Cupra Born, skal du fokusere på to ting:
Det første er, at du trods alt sparer omkring 30.000 kr. i forhold til en ny Tesla. Dernæst er Cupra Born en pålidelig pendlerbil med velfungerende assistentsystemer.
Kan du nøjes med det lille batteri og en mindre sportslig køreoplevelse end i Tesla’en, kan denne pendlervenlige Cupra Born besigtiges på Biltorvet.dk.
