© bilmagasinet.dk

Galleri: 14 crashtest af nye biler

8 ud af 14 nye biler får topkarater i sikkerhed. Fra årsskiftet skal bilerne være mere sikre for fodgængere

24. november 2011 af Bil Magasinet

Kravene skærpes

Fjerde kvartal har budt på travlhed hos det europæiske crashtest samarbejde Euro NCAP. Årsagen er udsigten til skrappere krav, der fra årsskiftet gør det sværere at opnå de maksimale fem stjerner. Det har igen skabt travlhed blandt producenter, der ønsker deres biler testet under de nuværende krav.

 Selve testen ændres ikke fra i dag, men barren hæves, så bilerne fremover skal klare sig endnu bedre i de forskellige dele af testen for at kunne opnå fem stjerner. Blandt andet hæves kravet i den såkaldte fodgængertest.

”Takket være Euro NCAP har bilproducenterne de seneste år arbejdet på at forbedre sikkerheden for både fører og passagerer i bilen. Her er sikkerheden til gengæld ved at være så god, at man nu er begyndt også at se på sikkerheden for folk udenfor bilen. Eksempelvis hvordan man konstruerer bilerne, så de ved en påkørsel virker mindre aggressive overfor fodgængere. Her vil kun to af de testede biler i denne omgang klare de skrappere 2012 krav til fodgængertesten, så de kan opnå fem stjerner. Der er med andre ord plads til forbedringer,” siger bilteknisk redaktør Søren W. Rasmussen, der også er FDMs repræsentant i Euro NCAP samarbejdet.

Det betyder de nye krav
I det hele taget ville flere af de 14 testede biler have svært ved at holde på deres stjerner, hvis de blev testet efter de skrappere 2012 krav. Faktisk er det kun Subaru XV, der ud af de 14 biler ville beholde alle sine fem stjerner, mens to biler - Kia Rio og Range Rover Evoque - ligefrem ville gå fra fem til tre stjerner, hvis de havde mødt muren efter nytår.

”Stjernerne har længe drysset ned over Euro NCAP, hvor fem stjerner i de seneste test har været normen. De nye regler vil betyde, at vi i første omgang kommer til at se flere fire- og trestjernede biler, men på længere sigt, vil vi få mere sikre biler, hvilket er en sejr for FDM, som længe har efterlyst strammere regler. Men vigtigst af alt er det en sejr for trafiksikkerheden,” siger Søren W. Rasmussen.

Han gør desuden opmærksom på, at bilproducenterne siden januar 2011 i deres markedsføring har skullet angive teståret i forbindelse med stjernerne, da en femstjernet bil fra 2009 ikke nødvendigvis er lige så god som en femstjernet bil fra 2012.

Mere information hos Euro NCAP

Chevrolet Malibu

© bilmagasinet.dk

Chevrolet Malibu: Fem stjerner

Kabinen forblev stabil under crashtesten. Beskyttelsen af føreren opnåede topkarakter i frontalkollisionstesten, og resultaterne viste også god beskyttelse af passageren. Malibu opnåede ligeledes topkarakter i sidekollisionstesten, mens den noget hårdere pæletest kun gav middelgod karakter. Hovedstøtterne giver god beskyttelse ved bagendekollisioner. Beskyttelsen af børn i bilen er god, og airbaggen på forsædet kan slås fra, men informationen herom er ikke tilfredsstillende.

Beskyttelsen af fodgængere er god med hensyn til stødfangerens udformning, men selve motorhjelmen vurderes at være alt for hård i flere tilfælde.

Den aktive sikkerhed udgøres af ESC og selealarmer på forsædet som standard. Selealarmer på bagsædet findes som option, men lever ikke op til Euro NCAPs krav. En fartbegrænser findes ikke, og det trækker ned.

FDM mener: Chevrolet leverer igen et femstjernet resultat og cementerer sin position som producent af sikre biler. Men fodgængerbeskyttelsen er fortsat en udfordring for mærket.

Fiat Panda

© bilmagasinet.dk

Fiat Panda: Fire stjerner

Kabinen forblev stabil under frontaltesten, og både ben og lår var godt beskyttet, men rat og tændingslås tænkes at udgøre en risiko for mindre førere. I sidekollisionstesten blev bilen testet uden det livreddende airbaggardin, da det ikke er standard på alle modeller i Europa. Resultatet var ikke overbevisende for brystregionen, mens øvrige områder klarede sig godt. I pæletesten var belastningen af brystet over middel. Hovedstøtternes beskyttelse i tilfælde af bagendekollisioner var ikke tilfredsstillende.

Børn i autostole sidder godt fastspændt, men ved en kollision er der risiko for, at hovedet rammer et vindue, og det trækker ned.

Stødfangeren giver fremragende beskyttelse af fodgængernes ben, men kølerhjelmens forkant er hård. Selve kølerhjelmen giver kun begrænset beskyttelse i tilfælde af en fodgængerkollision.

Den aktive sikkerhed er ikke god i denne test, idet Panda ikke har ESC som standard i hele Europa. Der er selealarmer på fire pladser, men Panda fås ikke med hastighedsbegrænser.

FDM mener: Fiat Panda skuffer med kun fire stjerner. Bilen vil dog klare sig bedre i en dansk udgave, hvor både airbaggardiner og ESC er standard. Men fem stjerner får den dog ikke.

Geely EC7

© bilmagasinet.dk

Geely Emgrand EC7: Fire stjerner

Geely er et kinesisk bilmærke, og det er første gang en model fra Geely er testet af Euro NCAP. EC7 klarede sig ikke godt i frontaltesten, hvor både fødder, ben og lår blev udsat for risiko for skader. EC7 opnåede maksimumpoint i sidekollisionstesten, mens den krævende pæletest udviste et dårligt resultat. Hovedstøtterne gav derimod god beskyttelse.

Børnesikkerheden er i top, og EC7 fremviste god beskyttelse ved alle siddepositioner.

Sikkerheden overfor fodgængere er middelmådig.

Det aktive sikkerhedsudstyr omfatter ESC som standard på alle biler, samt selealarmer på alle pladser. En fartbegrænser findes, men lever ikke op til de stillede krav.

Geely er ikke på det danske marked.

FDM mener: De kinesiske bilproducenter fremviser bedre resultater år for år, men der er stadig et stykke vej til det niveau, helt nye europæiske biler har.

Jaguar XF

© bilmagasinet.dk

Jaguar XF: Fire stjerner

Jaguar XF er lettere faceliftet i 2012-udgaven, og det er derfor den er med i testen igen. Første gang XF blev testet var i 2010, og en stor del af resultatet er hentet direkte fra denne test. Kun testen af fodgængersikkerheden og en ESC-test er ny.

FDM mener: Det er stadig skuffende, at Jaguar ikke er bedre end tilfældet er. Fire stjerner til så dyr en bil er bare ikke godt nok.

Jeep Grand Cherokee

© bilmagasinet.dk

Jeep Grand Cherokee: Fire stjerner

I kollisionstesten deformerede seleforankringspunktet voldsomt på grund af de store kræfter. Dermed bevægede testdukken sig langt fremad og ramte rattet gennem airbaggen, da luften var gået ud. Der er også risiko for skader på ben og lår som følge af påvirkninger fra instrumentbordet. Sidekollisionstesten var fin, mens pæletesten medførte ret hårde belastninger. Hovedstøtterne gav kun middelmådig beskyttelse i tilfælde af en bagendekollision.

Beskyttelsen af børn er ikke tilfredsstillende, idet testdukken, der modsvarer et treårigt barn, ramte dørstolpen ved kollisionen.

Fodgængerbeskyttelsen er overvejende ringe.

Antiudskridningssystemet ESC er standard, det samme er selealarmer på forsæderne. Det er ikke muligt at bestille bilen med en fartbegrænser.

FDM mener: Jeep Grand Cherokee byder på overraskende ringe konstruktion med hensyn til sikkerhed. Euro NCAP har bedt Jeep rette op på de mest alvorlige fejl med det samme.


Kia Rio

© bilmagasinet.dk

Kia Rio: Fem stjerner

Kabinen forblev stabil under testen, og beskyttelsen er fin, og Kia kunne sandsynliggøre, at det høje niveau gælder for passagerer af forskellig størrelse og placering. Kia Rio opnåede et godt resultat i både sidekollisionstesten og i den mere krævende pæle-test, men bilen fik fradrag i points, da bagdøren ikke var fuldt lukket under hele kollisionen. Sæder og hovedstøtter leverede en god beskyttelse mod piskesmældsskader i tilfælde af en bagende-kollision.

Belastningen af børn i autostole oversteg ikke de kritiske grænseværdier, og ved sidekollisionsteten var både børn på tre år og dem på 18 måneder fint fastholdt i bilen.

Fodgængersikkerheden var god ved stødfangeren, men mere farlig ved visse andre områder.

Kia Rio er udstyret med ESC på alle udgaver, og der er selealarmer ved alle pladser. En hastighedsbegrænser findes som ekstraudstyr, men den lever ikke op til Euro NCAPs regler.

FDM mener: Kia Rio kører fem stjerner hjem, men fodgængersikkerheden skal forbedres ved fremtidige modeller, hvis niveauet skal holdes.

Mercedes B-klasse

© bilmagasinet.dk

Mercedes-Benz B-klasse: Fem stjerner

B-klassen kan leveres med Mercedes’ ’PRE-SAFE’-system som ekstraudstyr. Det er et system, der bl.a. strammer selerne før en kollision, men i denne test er dette system ikke benyttet. I frontalkollisionen opnåede B-klassen topkarakter for beskyttelse af føreren. B-klassen opnåede maksimumpoint i sidekollisionstesten, og klarede sig hæderligt i den mere krævende pæle-test. Sæder og hovedstøtter leverede også en god beskyttelse mod piskesmældsskader i tilfælde af en bagende-kollision.

Belastningen af børn i autostole oversteg ikke de kritiske grænseværdier, og både børn på tre år og på 18 måneder var fint fastholdt i bilen.

Mercedes-Benz B-klassen opnåede topkarakter ved fodgængerbeskyttelsen for den del, der rammer benene, men selve fronthjelmen virker aggressiv.

Mercedes B-klasse er udstyret med ESC på alle udgaver, og der er selealarmer ved alle pladser. En hastighedsbegrænser findes, men opfylder ikke Euro NCAPs protokol.

FDM mener: Mercedes B-klasse er en yderst sikker bil, og fabrikken har vist, at den hører til blandt dem, der producerer flest sikre biler. Fodgængerbeskyttelsen må dog forbedres.


Mercedes C Coupé

© bilmagasinet.dk

Mercedes-Benz C-klasse Coupé: Fem stjerner

C-klassen kan leveres med Mercedes’ ’PRE-SAFE’-system som ekstraudstyr. Det er et system, der bl.a. strammer selerne før en kollision, men i denne test er dette system ikke benyttet. I frontalkollisionen forblev kabinen stabil, og C-klassen opnåede en flot karakter for beskyttelse af føreren. C-klassen opnåede maksimumpoint i sidekollisionstesten, og klarede sig hæderligt i den mere krævende pæle-test. Sæder og hovedstøtter leverede en middelmådig beskyttelse mod piskesmældsskader i tilfælde af en bagende-kollision, og det til trods for, at sæderne er udstyret med aktive hovedstøtter.

Belastningen af børn i autostole oversteg ikke de kritiske grænseværdier, og både børn på tre år og på 18 måneder var fint fastholdt i bilen.

Mercedes-Benz C-klassen opnåede topkarakter ved fodgængerbeskyttelsen for den del, der rammer benene. Fronthjelmen er af den aktive type, der løfter sig i tilfælde af en kollision for at mindske risikoen for skader på påkørte fodgængere. Systemet virkede godt, men selve forruden udgør en risiko for at skade fodgængerne.

Mercedes C-klasse er udstyret med ESC på alle udgaver, og der er selealarmer ved alle pladser. En hastighedsbegrænser findes, men opfylder ikke Euro NCAPs protokol.

FDM mener: Mercedes-Benz C-klasse Coupé yder en forventelig god beskyttelse af passagerer i bilen, men hovedstøtten er ikke udformet helt optimalt.

MG6

© bilmagasinet.dk

MG6: Fire stjerner

Kabinen forblev stabil under frontaltesten, men airbaggen blev ikke pustet tilstrækkeligt op, og dermed ramte hovedet rattet. Belastningen af kroppen var relativ høj, og der var risiko for skader fra blandt andet ratstammen. I sidekollisionstesten fik MG6 en ringe vurdering. Hovedstøtternes beskyttelse i tilfælde af bagendekollisioner var middelmådig.

MG6 fremviste en tilfredsstillende sikkerhed for børn i både 18-måneders alderen samt for dem på tre år, når de sad fastspændt i bilen.

MG6 har en tilfredsstillende udformning af stødfangeren, mens motorhjelmen medfører høj risiko for skader på fodgængere.

I den aktive sikkerhed får MG6 point for ESC og selealarmer på forsæderne. Bilen fås ikke med en hastighedsbegrænser.

MG6 er en kinesisk bil, der pt. kun er at finde på det britiske marked.

FDM mener: Det er tydeligt at se, at det ikke er de kinesiske bilproducenter, der bringer bedre sikkerhed frem til forbrugerne. Vi håber, at disse biler forbedres markant, før de introduceres i Danmark.


Range Rover Evoque

© bilmagasinet.dk

Range Rover Evoque: Fem stjerner

Kabinen forblev stabil under kollisionen, men airbaggen i rattet blev ikke pustet tilstrækkeligt op til, at den kunne hindre hovedet i at ramme rattet, hvilket trak ned. Det medførte en ret kraftig belastning af brystkassen hos føreren. I sidekollisionstesten opnåede Evoque topkarakter, mens den mere krævende pæletest kun udløste en middel karakter. Beskyttelsen af hovedet i tilfælde af en bagendekollision er middelmådig.

Sikkerheden for børn i autostole er god for både store og små børn.

For fodgængere er Evoque en hård bil at møde. Stødfangeren er ganske vist blød, men resten af fronten byder på hårde områder for både børn og voksne.

Evoque har en fin aktiv sikkerhed med ESC og selealarmer på alle pladser som standardudstyr. Bilen fås ikke udstyret med hastighedsbegrænser.

FDM mener: Range Rover Evoque opnår sine fem stjerner, men fabrikken skal for alvor arbejde med forbedringer af såvel airbags som udformning af fronten på bilen, hvis det niveau skal fastholdes.


Renault Fluence Z.E.

© bilmagasinet.dk

Renault Fluence Z.E.: Fire stjerner

Kabinen forblev stabil under kollisionen, men airbaggen i rattet blev ikke pustet tilstrækkeligt op, og dermed ramte dukkens hoved rattet. Renault undersøger denne hændelse, og har meddelt Euro NCAP, at de vil forbedre bilen. Der blev fundet flere områder ved instrumentbordet, der gav risiko for skader. I sidekollisionstesten fik Fluence en middelmådig karakter, mens den mere krævende pæletest udløste en ringe karakter. Beskyttelsen af hovedet i tilfælde af en bagendekollision er middelmådig.

Fluence Z.E. er en elbil, og efter kollisionen blev bilens elektriske komponenter undersøgt, og her var der ingen problemer.

Sikkerheden for børn i autostole er god for både store og små børn, og passagerairbaggen kan let kobles fra, hvis man benytter en bagudvendt autostol.

For fodgængere er der fin beskyttelse ved stødfangeren i Fluence, mens bilen er alt for aggressiv overfor fodgængere ved motorhjelmen.

Fluence Z.E. har en aktiv sikkerhed med ESC som standardudstyr og selealarmer på begge forsæder. Bilen får ligeledes point for at have hastighedsbegrænser som standard.

FDM mener: Testen af elbilen Fluence Z.E. viser, at eldelen ikke giver anledning til bekymringer i tilfælde af en kollision som denne. Bilens øvrige sikkerhedsmæssige kvaliteter er dog noget tilbagestående.



Subaru XV

© bilmagasinet.dk

Subaru XV: Fem stjerner

Kabinen forblev stabil under kollisionen, men i området ved fødderne løsnede flere svejsepunkter sig, hvilket gav relativ stor risiko for skader. Subaru hævder, at denne del af produktionen allerede nu er forbedret. For personer af varierende størrelse og position vurderes det, at instrumentbordet kunne udgøre en risiko for skader. I sidekollisionstesten opnåede Subaru XV topkarakter, men ved pæletesten var der ret store belastninger af brystkassen. Beskyttelsen af hovedet i tilfælde af en bagendekollision er god.

Sikkerheden for børn i autostole er god for både store og små børn. Airbaggen foran passagerstolen kobles automatisk til, når systemet føler, at der sidder en person af tilstrækkelig størrelse i sædet. Dette system er præmieret af Euro NCAP.

For fodgængere udviste Subaru XV en udmærket beskyttelse ved stødfangeren, og bilen lever allerede nu op til de skærpede krav, der træder i kraft næste år.

Subaru XV har en fin aktiv sikkerhed med ESC som standardudstyr og med selealarmer på alle pladser. Bilen fås ikke med hastighedsbegrænser.

FDM mener Subaru XV klarer sig samlet set flot, men der er problemer, der skal forbedres, før bilen for alvor kan kaldes sikker.


VW Beetle

© bilmagasinet.dk

VW Beetle: Fem stjerner

Kabinen forblev stabil under testen, og beskyttelsen af fører og passager var fin, på nær ved vurderingen af ratstammen, der tænkes at udgøre risiko for en fører mindre end testdukken. VW Beetle opnåede topkarakter i sidekollisionstesten, mens den mere krævende pæle-test kun udløste en middelmådig karakter. Sæder og hovedstøtter leverede en god beskyttelse mod piskesmældsskader i tilfælde af en bagende-kollision.

Belastningen af børn i autostole oversteg ikke de kritiske grænseværdier, og ved sidekollisionstesten var både børn på tre år og dem på 18 måneder fint fastholdt i bilen.

Fodgængersikkerheden var god ved stødfangeren, men mere farlig ved visse andre områder.

VW Beetle er udstyret med ESC på alle udgaver, og der er selealarmer ved alle pladser. En hastighedsbegrænser findes ikke.

FDM mener VW Beetle leverer en fin samlet sikkerhed, men fodgængersikkerheden skal forbedres ved fremtidige modeller, hvis niveauet skal holdes.



VW Up

© bilmagasinet.dk

VW UP: Fem stjerner

Kabinen forblev stabil under testen, og beskyttelsen af både fører og passager er fin. VW Up opnåede et tilfredsstillende resultat i sidekollisionstesten, mens den mere krævende pæle-test udløste en middelmådig karakter. Sæder og hovedstøtter leverede en god beskyttelse mod piskesmældsskader i tilfælde af en bagende-kollision.

VW Up opnåede topkarakter for beskyttelsen af et treårigt barn, og generelt oversteg belastningen af børn i autostole ikke de kritiske grænseværdier, og ved sidekollisionstesten var både børn på tre år og dem på 18 måneder fint fastholdt i bilen.

Fodgængersikkerheden er god ved stødfangeren, men mere farlig ved visse andre områder.

VW Up er udstyret med ESC på tilstrækkeligt mange markeder (inkl. DK) til at Euro NCAP giver points for dette, og der er selealarmer ved alle pladser. En hastighedsbegrænser findes ikke.

FDM mener: VW Up placerer sig som en af de få biler, der kan tilbyde et resultat på fem stjerner i 100.000 kroners klassen. Det er flot, og det viser vejen frem.

 

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...