Slip for høje benzinpriser – køb en elbil til 150.000 kr.

Benzin er dyrt, men hvis du ikke har mere end 100 km til arbejde, så kan du med fordel skifte benzinpendleren ud med en ellert af samme karakter – her er fire gode bud

12. april 2022 af Frederik Hauschildt

Smart Forfour | 149.800 kr.

Før Mercedes byggede luksus-elbiler som EQS og EQE, byggede det Stuttgartske bilmærke under mærket Smart eldrevne pendlerbiler sammen med Renault. Den lille Smart Forfour er udstyret med et batteri på 17.6 kWh, og kan til 149.800 kr. slæbe dig 130 km ifølge WLTP-målingscyklussen.

Rækkevidden er direkte uimponerende, men en ladehastighed på vekselstrøm på 22 kW betyder, at bilen er opladt efter selv de korteste arbejdsdage – såfremt, den kan sættes i stik ved arbejdspladsen. 

Produktion er stoppet

I 2019 købte det kinesiske firma Geely en andel af Daimler, og fik således råderet over Smart. Siden da blev Smart primært en elbilfabrikant, men i starten af 2022 blev produktionen af Smart EQ Forfour stoppet. Nu gør mærket comeback med en ny elbil.

VW e-Golf | 149.900 kr.

Golf har historisk været indbegrebet af et gennemsnit – alle størrelser og præstationer måles imod den tyske hverdagsbil, hvis navn efterhånden har opnået en form for ikonstatus blandt bilkendere. Da den elektriske Golf debuterede i 2014 fremstod rækkevidden på op til 190 km (NEDC) høj i forhold til konkurrenterne.

Eksemplet her er fra starten af 2017, og har 42.000 km på bagen – man skal altså ikke nødvendigvis regne med, at alle 24.2 kWh endnu kan lades på batteriet. Modsat listens øvrige biler, så tillader udgangspunktet i Golf'en mere plads til transport.

Gå efter senere årgange – hvis budgettet kan udvides

I slut-2017 fik e-Golf en gedigen opdatering, som blandt andet opgraderede lygter og interiør. Vigtigst af alt var dog batteriet, der steg til 35.8 kWh, og nu tillod en rækkevidde på 231 km (WLTP).

Prisen er dog typisk højere på bilerne, der tilmed også er nyere – hvis der er stræk i budgettet bør du dog alligevel overveje den faceliftede e-Golf.

Dacia Spring | 144.900 kr.

Danmark's billigste elbil bliver umuligt dyrere af, at du køber den brugt. Ved objektivt syn har den ingen modargumenter: Her er en opgivet rækkevidde på 230 km, plads til fire personer og der findes endda versioner med hurtiglader ombord.

I praksis skal du dog være beredt på, at mængden af luksus i Spring tilsvarer en bil fra starten af sidste årti, og at rækkevidden ikke tåler anden kørsel end den i byen. Historisk holder Dacia'er deres pris forbavsende godt på brugtmarkedet, og hvis du ikke er snob, så er det svært at finde en billigere elektrisk pendlerbil.

På vejen siden 2014

Selv om Spring debuterede i Danmark i 2021, så har bilen kørt på vejene internationalt siden 2014. Renault Kwid, hedder den i Indien og Sydafrika, og i Kina kalder de den Renault City.

Alderen forklarer, hvorfor ting som lygtejustering og infotainment synes gammeldags og nærmest eftermonteret, men vidner også om, at det ikke går i stykker.

BMW i3 | 139.900 kr.

Klassikeren på elbilmarkedet hedder BMW i3. Den er udstyret med et fremtidssikret design, byggekvaliteten er solid og teknikken har løbende været opdateret. Brugt koster de elbiler, der efterhånden er godt kendt i bybilledet, fra lidt over 100.000 kr. til lidt over 300.000 kr. De udsalgsgivende faktorer er i største grad pris og kilometertal.

I udgangspunktet stiller i3 kun med 130 km i rækkevidde, og med tanke på, at mange af bilerne efterhånden er oppe i alderen, så skal man holde vågent øje med rækkeviddemåleren på eventuelle prøveture.

Langtidstest i Bil Magasinet

Vi havde i 2019 en i3 i den sportslige S-variant til langtidstest på kontoret i Frederiksberg. Den faceliftede og gennemarbejdede i3 havde en rækkevidde på 280 km efter NEDC-standarden.

Læs alt om "Mettewuns", vores langtidstestbil, på linket lige her!

I samarbejde med Biltorvet

Artikelserien på bilmagasinet.dk, hvor vi finder brugte drømmebiler indenfor et bestemt emne, laver vi i samarbejde med biltorvet.dk. Det er redaktionen på Bil Magasinet, der står for at udvælge de brugte biler, men annoncerne vi finder, er alle sammen fra biltorvet.dk. 

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...