6 hotte biler med kabler fra Paris Motor Show 2018

Den store udstilling i Paris har masser af de biler, den danske regering vil have på vejene herhjemme. Steen Bachmann ser på 5 nyheder med kabler

9. oktober 2018

Bilindustrien flytter sig med rivende hast. Alle de store producenter har plug-in hybrider og elbiler på vej, så hvad kan vi forvente på markedet næste år? 

Vi kan forvente masser af spændende nyheder.

2019 BMW 3-serie med kabel

BMW har verdenspremiere på syvende generation af deres mest solgte model, 3-serie.

Den er solgt i mere end 15 mio. eksemplarer siden 1975, og er også i Danmark mærkets mest efterspurgte model. 

Den nye generation har tabt sig op til 55 kg og er længere og bredere end forgængeren, og både akselafstand og sporvidde er øget. 

Der meldes om fem motorer ved lanceringen i marts 2019: En 2-liters turbobenziner med 184 eller 258 hk, samt 2,0 diesel med 150 eller 190 hk. I 2019 følger 330d sedan med en nyudviklet sekscylindret diesel på 265 hk.

2019 BMW 330e Plug-in Hybrid
2019 BMW 330e Plug-in Hybrid © S, Bachmann

BMW 330e med op til 60 km på strøm

I sommeren 2019 kommer der en plug-in hybrid med cirka en tredjedel længere rækkevidde på strøm end den nuværende model, og der er også en M Performance-variant undervejs.

I marts 2019 holder BMW-forhandlerne fest, når de nye 3- og 8-serier lanceres samtidig med Z4 Roadster, som også er i Paris (men kun fås med gammeldags fossildreven forbrændingsmotor).

Peugeot e-Legend Concept
Peugeot e-Legend Concept © S. Bachmann

Retro-coupé fra Peugeot

De franske mærker har haft stor succes med dieselbiler de seneste årtier, og er bagud på hybridteknologi. Det skal der laves om på, så både Peugeot og Citroën har hybriddrivliner undervejs.

Peugeot lancerer en ny 508 i første weekend af november efterfulgt af stationcaren 508 SW efter nytår, men kun med konventionelle diesel- og benzinmotorer. Plug-in versioner følger først midt i 2019.

Peugeot e-Legend Concept
Peugeot e-Legend Concept © S. Bachmann


Det søger mærket at kompensere for ved at vise en eldrevet konceptbil i Paris, nemlig en ny 504-model, der skal fejre modelles 50-års jubilæum. 

Officielt hedder biler Peugeot e-Legend, men det er fordi, franskmændene er bange for at blive kaldt nostalgiske, lyder forklaringen. 

Konceptbilen er et comeback for biler med velourindtræk, og ser så fantistisk ud, at man kun kan håbe, at den bliver til en virkelig model.

Peugeot e-Legend Concept
Peugeot e-Legend Concept © S. Bachmann
Peugeot e-Legend Concept
Peugeot e-Legend Concept © S. Bachmann

Citroën C5 Aircross

Hos Citroën er der store forventninger til den nye C5. Den har intet til fælles med forgængerne, for efternavnet Aircross viser, at det er en SUV. 

Mærkets ambitioner om at være anderledes føres videre med den nyudviklede og komfortable støddæmperteknik fra C4 Cactus, og der loves fokus på alle personer i bilen – og ikke kun føreren. 

De tre bagsæder kan skydes individuelt, og der kan vælges mellem benzin- og dieselmotorer til lanceringen efter nytår. Plug-in hybrid drivliner følger sidst i 2019.

Citroën C5 Aircross
Citroën C5 Aircross © S. Bachmann

DS3 Crossback

Citroën gør atter et forsøg på at skille DS Automobiles ud som et selvstændigt bilmærke. 

Den første model DS7 Crossback er på vej til Danmark, og den anden hedder DS3 Crossback og kommer til Danmark efter nytår med et vist feminimt designudtryk ude og inde, og nye farver. 

Der følger en 100 pct. eldrevet version sidst i 2019. 

Målet er at skabe et mere eksklusivt og mere fransk bilmærke end Citroën, og at skabe en egen identitet for mærket. At det godt kan lade sig gøre er det Toyota-ejede Lexus et eksempel på: Det blev stiftet i slutningen af 1980'erne, og har solgt 100.000 biler alene i Europa det seneste år.

DS3 Crossback
DS3 Crossback © S. Bachmann

Corolla er tilbage hybridteknik

Toyota er det mærke på det danske marked med størst erfaring med hybridbiler. De første Prius kom på gaden herhjemme allerede i 1997, og i dag er mere end hver anden solgte Toyota i Europa en hybridbil.

I Paris viser Toyota den nye Corolla som både hatchback og stationcar. Stationcaren har 11 cm længere akselafstand og er næsten lige så stor som den nuværende Avensis, som den afløser.

2019 Toyota Corolla Sport Tourer
2019 Toyota Corolla Sport Tourer © S. Bachmann

Corolla kommer med hybriddrivline med 1,8 benzin + elmotor og 122 hk, men også i en mere sportslig variant med 2,0 benzin + elmotor og 180 hk. Sidstnævnte skal ifølge Toyota føles kraftigere end 180 hk på grund af det ekstra moment fra elmotoren.

Der er endnu ikke danske priser på Corolla, og det er heller ikke oplyst, om den kommer som plug-in hybrid (men Toyota har platform, kapacitet og teknik til at producere den).

2019 Toyota Camry Hybrid
2019 Toyota Camry Hybrid © S. Bachmann

Toyota Camry vender tilbage

I Paris oplyser Toyota også, at Camry vender tilbage til Danmark. Den har kæmpe succes i USA, og da man arbejder på at forenkle og ensrette platforme og drivliner over hele verden, er det oplagt at introducere Camry med en affjedring afstemt til europæisk smag.

Camry er en klasse større end den nuværende Avensis, og skal dermed ses som en konkurrent til BMW 5-serie & co.

Der er ingen dato for dansk introduktion, men vi følger sagen.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, så snart du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.