3 biler du nok ikke har hørt om før!

Vi har fundet tre biler fra mærker, du sikkert aldrig har hørt om før - og som er til salg i Danmark!

18. februar 2023 af Emil Winter

Altmuligvognen: Watercar Panther (1.249.000 kr.)

En typisk scene fra en actionfilm ender ofte med, at helten bliver nødt til at køre sin luksuriøse sportsvogn i havet for ikke at blive fanget af skurkene - havde helten dog bare haft sådan én her, kunne den scene have udspillet sig markant anderledes.

Watercar Panther er nemlig, som navnet belejligt indikerer, en bil, der kan begå sig på land såvel som PÅ vand - et såkaldt amfibiekøretøj.

Panther’en, der er affødt af drømmen om at kunne erobre faste veje såvel som de flydende som privatperson, er udstyret med en V6-motor fra Honda, der tillader at bilen kan køre 130 km/t på land, mens den har en søfartstophastighed på godt og vel 70 km/t - svarende til 38 knob.

Watercar Panther produceres udelukkende i Californien, hvor dette eksemplar også er importeret fra. Ifølge sælgeren er der i dag to års ventetid på en spritny Panther, hvilket betyder, at der er mulighed for at gøre en yderst sjælden handel hér - både hvad angår leveringstid, men i endnu højere grad hvad angår køretøj.

Den flydende panter har dog to kæmpestort minusser. Den kan formentlig ikke indregistreres i Danmark. Og så koster den over 1,2 mio. uden afgift og moms. Er du alligevel fristet? Så kan du passende skyde genvej over nærmeste fjord eller sø med denne Watercar Panther, som er at finde på Biltorvet.dk 

Den elektrificerende toer: e.GO life (189.900 kr.)

e.GO’s mangel på genkendelighed kan sagtens skyldes, at det er et forholdsvist nyt mærke. e.GO blev grundlagt i 2015, og modellen “life” (der indtil videre er den eneste personbil i programmet) blev præsenteret for første gang i 2017. Mærket skiller sig yderligere ud ved ikke at være stiftet af en kæmpe milliardkoncern. I stedet blev e.GO grundlagt af en tysk universitetsprofessor (det er dog senere blevet opkøbt af en investeringsfond fra Holland).

e.GO Life er en lille elbil. Faktisk kunne man næsten argumentere for, at den ligner en vaskemaskine. I hvert fald hvis man skiller bilen ad, for langt de fleste dele - inklusiv den elektriske motor - stammer fra Bosch, der primært er kendt som producent af hårde hvidevarer og værktøj.

Den lille bil er sine vilkår bevidst. Med en rækkevidde i byen på 175 km og 125 på motorvejen egner den lille tyske ellert sig nok bedst som bil nummer to i familien, der har mange daglige gøremål i byen.

Det er fabrikantens egen forventning, at e.GO Life skal produceres i mere end 30.000 eksemplarer årligt på mærkets fabrik i Bulgarien.

Skal du være blandt de første, der kører “like a Bosch”? Så kan du finde denne e.GO Life på Biltorvet.dk

Den ukendte klassiker: Singer Nine Roadster (145.000 kr.)

Ofte stiger bilmærkers genkendelighed med tiden - som regel i takt med, at flere og flere at mærkets modeller begynder at indtage vejene rundt omkring. Dét er dog ikke nødvendigvis tilfældet med Singer Motors Limited, der er firmaet bag denne Singer Nine Roadster fra 1939.

Det er dog ikke helt så underligt givet mærkets opløsning i 1970. Singer Motors’ biler er dog stadigt tilgængeligt, hvis man formår at opstøve dem, som det er tilfældet på Biltorvet.

Den mere end 80 år gamle cabriolet er gennemrestaureret, og ifølge sælger burde alt være i orden. Holder det stik, så kan du se frem til en sjælden, åben sommervogn, der blot har tre gear og små 37 hk.

Singer Nine blev oprindeligt lavet både som en to-sæders tourer eller som en fire-sæders roadster. Dette eksemplar er af sidstnævnte variant. Desuden bør det tilføjes, at netop denne Nine Roadster er af første generation - og tilmed fra første produktionsår.

Med andre ord kan denne åbne veteranbil altså betragtes som noget af en unik antikvitet. Der hersker ingen tvivl om, at bilen vil skille sig ud i langt de fleste samlinger og tiltrække sig masser af opmærksomhed.

Skal du være den nye ejer af en forholdsvis ukendt, men sjælden veteranbil, kan det godt betale sig at kigge efter dette eksemplar, som kan findes på Biltorvet.

Artiklen er produceret i samarbejde med Biltorvet.dk

Det er redaktionen på Bil Magasinet, der har udvalgt bilerne i artiklen. Annoncerne er alle fra Biltorvet.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...