Alfa Romeo RZ
"Il Mostro" blev kælenavnet til den mest vanvittige Alfa Romeo nogensinde, som betød noget i retning af "Monsteret". Da den kom frem, skabte den røre i bilverdenen, for den kunne (og kan stadig) ikke sammenlignes med noget som helst. Det er en bil, du enten elsker eller hader.
Alfa Romeo ville i slutningen af 1980’erne booste deres image, og derfor var det på tide med en vanvittig skabning. Det tog kun 19 måneder fra første skitse til klædet blev revet af på Genève Motor Show i 1989.
Resultatet blev coupéen Alfa Romeo SZ, og denne her RZ, Roadster Zagato. Den er bygget på et ekstremt stærkt stålchassis, som er blevet limet sammen for ekstra stivhed. Alle ydre paneler er lavet af plastik forstærket med glasfiber. Motoren kommer fra den samtidige Alfa 75, men har været en tur forbi motorsportsafdelingen for at få lidt ekstra kræfter. På papiret yder den 210 hestekræfter, men i virkeligheden gemmer den på lidt flere.
Denne artikel stammer oprindeligt fra Bil Magasinets trykte magasin. Vil du have flere af denne slags artikler, så husk at aktivere dit abonnement i dag. Du kan gøre det lige hér!
Transaksel-konstruktionen – med gearkassen og bagtøjet samlet i et – gør vægtfordelingen tæt på perfekt, og bilen er da også i stand til at trække op til 1,4 G i svingene. At bilen er ment som en ægte driver’s car understreges også af manglen på hjælpemidler, selv ABS-systemet er skåret væk. Bilen skulle bygges i en begrænset serie, men på trods af det, havde fabrikken svært ved overhovedet at nå det mål specielt med cabriolet-udgaven.
Derfor oprettede de en racerserie for bilen, og hvis du deltog, kunne du få 25 pct. rabat på købet af din SZ eller RZ. Ialt blev 278 RZ’ere produceret i farverne rød, gul, sort og et par enkelte i sølv. Bilen blev en klassiker nærmest fra fødslen, og samlere gemte dem væk bag garageportene, mens offentligheden glemte dens eksistens. De fleste af bilerne kører endnu, og det er slet ikke umuligt at finde en.
Motor V6, 3,0 liter, 210 hk ved 6.200 o/min
0-100 km/t 7,5 sek.
Topfart 230 km/t