Her er en Aston Martin Cygnet vi meget gerne vil eje!

Glem alt om nuttet øko-venlig bybil. Den her Aston Martin Cygnet med V8-motor skal nok gøre bykørsel til en hæsblæsende oplevelse

13. juli 2018 af Mathias Brandt

Aston Martin Cygnet er reelt en redesignet Toyota iQ tilsat læder, lak og luksus. Tanken var, at den i første omgang udelukkende skulle tilbydes Aston Martin-ejere. Den blev sjovt nok aldrig en succes herhjemme – takket være et prisskilt på 650.000 kr, hvilket jo gjorde den til den billigste Aston Martin. 

Til sammenligning kostede en Toyota IQ dengang 240.000 kr.

Læs nyhedsartikel fra 2011: Aston Martin Cygnet koster 650.000 kr.

Men Aston Martin har hele tiden godt været klar over, at Cygnet ikke ville blive en storsellert. Den har dog spillet en anden og ikke uvæsentlig rolle i Aston Martin’s strategi. 

EU fastlagde nemlig regler for, hvor meget CO2 en bilproducents bilprogram gennemsnitligt måtte udlede. Her lå Aston Martin-programmet i den tunge ende. Cygnet var med til at give en bedre balance i det regne stykke.

Men nu lader det til, at Aston Martin blæser på fornuften. De har i hvert fald givet deres specialafdeling Q frie hænder – og det er der kommet et lille mesterværk ud af. 


Konceptet er mindst ligeså bindegalt, som da de i første omgang lancerede Cygnet. Den lille 1,3-liters øko-motor er hevet ud til fordel for en stor 4,7-liters V8’er fra Aston Martin Vantage S. Det er hævet effekten fra 97 hk til 430 hk – hvilket i den grad giver den lille bybil et ordentlig los bagi.

Gearkassen kommer også direkte fra Vantage S, i form af en 7-trins automatgearkasse. En standard Aston Martin Cygnet kører med forhjulstræk, men det har Aston Martins Q-afdeling selvfølgelig lavet om, så den nu trækker på de bagerste hjul. 

Den store motor har tilføjet en del vægt til den lille bil. En standard Cygnet vejede 1.000 kg – men efter den nye motor og gearkasse, står vægten nu på 1.375 kg. 

For at holde vægten så langt nede som muligt er instrumentbordet nu fremstillet i kulfiber og sæderne er udskiftet til et par letvægts Recaro-sæder. Den korte biler har en perfekt vægtfordeling på 50/50, som en anden centermotorbil.

Cygnet går nu 274 km/t på toppen

En standard Cygnet klarede spurten fra 0-100 km/t på 11,8 sek. den er nu overstået på 4,2 sek og topfarten er øget fra 171 km/t til 274 km/t.  

Affjedringen er opgraderet med dobbelte triangler foran og bag. Bremserne er blevet større og den er blevet monteret med 19” fælge, som passer perfekt ind i det udbyggede kulfiberskærme, som virkelig får den lille bybil til at se ekstra hård ud. 

Vi glæder os til at se bilen i aktion til dette års Goodwood Festival of Speed, der afholdes i den kommende weekend. 

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, så snart du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.