Ford Explorer 1993 Jurassic Park forfra front SUV forende gul grøn dinosaur

Ford Explorer i Jurassic Park-look sat til salg

Går du med en skuespiller eller filminstruktør i maven, kan du nu købe en Ford Explorer som dem i 90'er-filmen, Jurassic Park.

4. august 2018 af Frederik T. Frey

De fleste husker nok Jurassic Park-scenen, hvor en T-Rex angriber, vælter og maser en af parkens mange farvestrålende tur-biler. Hvis du ikke kan huske klippet, har vi sat det ind her efter første afsnit.

Hvad færre måske ved, er, at bilerne med dinosaur-logoer og det tidstypiske gul/grønne/røde farvetema er Ford Explorer'e. Og en inkarneret fan, af muligvis både Ford Explorer og Steven Spielberg-filmen, har nu sat en replika af bilerne fra actionfilmen til salg på et amerikansk bilsite.

Ford Explorer 1993 Jurassic Park bagfra bagende gul grøn dinosaur SUV

Ford Explorer Jurassic Park-replikaen er sat til salg af autoclassics.com.

© Autoclassics.com

Begge er fra 1993

Både Jurassic Park-filmen og den matchende Ford Explorer i annoncen er fra 1993, og vi må lige understrege, at der er tale om bilen i komplet stand og ikke et eksemplar som bilen i videoklippet, der får en overhaling af den vrede dinosaur. Eksemplaret fra annoncen er med firehjulstræk – jeps, de fandtes også med baghjulstræk.

Motoren i den firkantede Ford har ophav her i Europa. Motoren er en 4-liters stødstangs-V6 bygget på Ford's fabrik i den tyske by, Köln. Motoren i Ford Explorer blev godt nok bygget i Tyskland, men den blev udelukkende brugt i biler, der kørte uden for Europa – hovedsageligt i USA. Versionen i Ford Explorer yder 160 hk.

V6-motoren fra Köln kan spore sit ophav helt tilbage til starten af 1960'erne, hvor den med forskellige størrelse af slagvolumen, med 1,8 liter som det mindste, lå i et hav af europæiske Ford'er. Senere blev karburatorer erstattet af direkte indsprøjtning, boring og slaglængde voksede, mens kontakttænding med platiner udgik til fordel for elektronisk tænding, inden motoren i 2011 gik på pension med Ford Ranger som sidste holdeplads.   

Ford Explorer 1993 Jurassic Park bagfra bagende gul grøn dinosaur SUV

Motoren i Ford Explorer er bygget i den tyske by, Köln.

© Autoclassics.com

Billig sat

Er du fristet af den 90'er-typiske bil, eller er du fan af Jurassic Park-filmen, er replikaen til salg. Gennem Autoclassics.com er det muligt at byde på bilen, eller bare betale de 12.900 dollar, som den er sat til. Omregnet efter kursen anno august 2018 er det omkring 82.000 kr. uden dansk afgift.

For den sum kan du køre ind i filmens verden – eller vælge at tage folien af. Forhandleren oplyser, at bilen er hvid inde under Jurassic Park-behandlingen (det kan du i øvrigt også selv spotte på motorrumsbilledet herover). 

Ford Explorer 1993 Jurassic Park kabine interiør gul grøn dinosaur SUV

Kabinen er nok det sted, hvor Ford Explorer'en er mest standard – her er ingen dinosaurer. 

© Autoclassics.com

Måske er du interesseret i...