Dansk kærestepar bag ny satsning på Nürburgring

Drømmer du om at køre rundt på Nürburgring, men mangler en bil til formålet, så kan et nyt dansk udlejningsfirma hjælpe dig med det helt rette køretøj.

7. juni 2018 af Mathias Brandt

Det danske kærestepar Frank og Camilla har satset butikken og åbnet firmaet EVN Ring Rentals, der står klar til at udleje en bil til dig, der ønsker at køre rundt på Nürburgring. Der er mange, der bruger deres egen bil, men det er de færreste biler, der er egnet til formålet, og det er hårdt for bilen. Derfor vælger flere og flere at leje en bil i stedet. 

Og det er her danske Frank Thind og firmaet EVN Ring rentals kommer ind i billedet. De har nemlig etableret det lille udlejningsselskab lige ved siden af den legendariske racerbane i Eiffelbjergene. Forberedelserne startede sidste år, men det er først i år, at EVN har åbnet for udlejning.

De kører hovedsageligt Seat Ibiza Cupra 1,8 fra 2016 og 2017. Det er en perfekt bil til turister, og passer til både nye og lettere øvede chauffører, da den er letkørt og den reagerer fint på kørerens signaler, har tilpas med hestekræfter og et solidt træk fra 3.000 o/min, som især hjælper førstegangschauffører rundt i de utallige sving. 

De har fire Ibiza Cupra, der kører med standard motoropsætning fra fabrikken og yder 192 hk. Væsker, filtre og bremseklodser er dog tilpasset formålet. De er optimeret med Ferodo DS2500 bremseklodser og sænket med Eibach Pro fjedre, da de stadig benytter det aktive undervognssystem i bilen (normal/sport). For at sikre maksimalt greb, kører de med Nankang NS-2R semi-slicks.

Til de mere øvede har de en Stage 2-optimeret Ibiza Cupra med 269 hk og 421 Nm. Det er en hidsig lille sag som kræver lidt forståelse for forhjulstrækkere, da det hurtigt kan ende galt ved kørefejl, men den er også letkørt, såfremt man holder sig til de gængse regler. Den er klargjort med Wagner ladeluftkøler, Supersprint udstødningsmanifold, kulfiberindsugning, Tarox 30 bremsecalipre med 325mm skiver og mm.

Er du på jagt efter en baghjulstrækker, er EVN også leveringsdygtige i det. Her kan du vælge mellem en standard Porsche Carrera S 997.2 med små modifikationer. Nyeste tilføjelse er BMW M2, som står helt standard og er koblet sammen med en 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse.  

Seat Ibiza Cupra (192 hk)

  • 2 runder 1.340 kr.
  • 4 runder 2.530 kr.
  • 6 runder 3.573 kr.
  • 10 runder 5.210 kr.
  • Ekstrarunder koster 446 kr. pr. runde.

Porsche 911 Carrera S (997.2)

  • 2 runder 3.349 kr. 
  • 4 runder 6.327 kr. 
  • 6 runder 8.932 kr.
  • 10 runder 12.654 kr. 
  • Ekstrarunder koster 1.117 kr. pr. runde.

“Vi har valgt at placere os ganske lavt i prisniveauet kontra bilernes effekt, da vi er nye på markedet hernede. Vores priser starter fra 180 euro for to omgange i en standard Ibiza Cupra. Alle vores priser er eksklusiv billet til banen og benzin. Det er samme pris som de populære Suzuki Swift Sport med knap så mange HK.” fortæller Frank Thind fra EVN Ring Rentals.

Bilerne er selvfølgelig forsikret, da det er et krav i Tyskland. Men prisen er en del højere, end hvis du bare lejede en Seat Ibiza hos et almindeligt udlejningsselskab, da Nürburgring vurderes som et højrisikoområde. Derfor er det også kun muligt for EVN Ring rental at få ansvarsforsikring på bilerne, hvilket gør, at de bliver nødt til at have en høj selvrisiko på 10.000 euro, men man skal selvfølgelig kun betale, hvad den reelle omkostning er, hvis uheldet er ude. Denne pris gælder for stort set alle udlejningsselskaber ved Nürburgring.

EVN Ring Rentals har åbent alle ugens dage, og deres biler lejes både ud til "touristenfahrten og trackdays. Du finder EVN ved Ringhaus, som er et legendarisk hotel lige ved Nürburgring Nordschleife.

Du kan finde meget mere information om det nye danske udlejningsselskab lige her. 

Måske er du interesseret i...