BMW Z3 Coupé: Klovneskoen er punkteret

Tre dage inden kør-selv-ferien til Italien tabte Mathias´ BMW Z3 Coupé pusten. Det var ikke så nemt at skaffe et nyt Bridgestone-dæk som man skulle tro...

18. juli 2018

Efter en weekend væk fra byen kom jeg tilbage for at finde ud af, at min BMW Z3 Coupe var flad på højre bagdæk. Det er er umiddelbart ikke noget mærkeligt i - det sker af og til. 

Efter lidt fumleri får jeg fisket mit reservedæk frem og smider det punkterede dæk i bagagerummet. Derefter smutter jeg ned til et lokalt dækcenter, hvor det hurtigt står klart, at dækket ikke kan lappes. Der er en halvanden centimeter lang flænge i siden. 

Det er svært at sige, om jeg har ramt et hul i vejen eller om der har været nogen forbi og efterlade en hilsen. Ligegyldigt hvad, så er det PISSE irriterende! 

Dækregning går fra 200 til 1.300 kr

Tanken om at jeg ikke kunne nøjes med en lapning til 200 kr., men skal have monteret et nyt dæk er irriterende, men til at leve med. 

Det skal bare ordnes - for der er kun to dage til, at jeg og “Klovneskoen” sætter kursen mod Toscana og et to uger langt roadtrip. 

Det viser sig, at dækcenteret ikke har et dæk i min størrelse på lager, og først kan levere ét om syv dage - hvilket er for sent.

En ekstra indsats betaler sig

Jeg ringer lidt rundt til forskellige dækcentre, for at høre om de tilfældigvis skulle have ét på lager, men meldingen var den samme alle steder. 

Jeg ved ikke om det var varmen eller hvad, men lysten til lige at tjekke en ekstra gang kunne i hvert fald findes på et meget lille sted. Det var dog kun indtil jeg fik fat i Thomas Hauerberg, der ejer TBH Auto hos First Stop dækcenteret i Brøndby. 

Han havde heller ikke mit dæk på lager, men lovede lige at tjekke op på tingene. 

Formiddagen efter fik jeg et opkald fra Thomas, der kunne fortælle, at han ville have et nyt dæk klar til mig allerede dagen efter. Fedt tænkte jeg, men jeg skulle også lige være sikker på, at det var den rigtige størrelse - 245/40 R17. Thomas forsikrede mig om, at det var det.

Af med reservedækket

Og ganske rigtig - da jeg kom ud på værkstedet lå dækket allerede klar og på omkring en halv time, kunne jeg pille det lille sølle reservedæk på 125/90 R15 af og montere et nyt dæk.   

Det betød at jeg kun skulle skifte ét dæk - da resten af dækkene kun har kørt 4.000 km. Det sparer selvsagt nogle penge, men jeg er også super glad for de Bridgestone Potenza S001, der sidder på bilen nu. Det er et godt kompromis mellem sport og komfort. Nu er bilen klar til at køre de knap 1.800 km sydpå…

Vi ses om to uger! 

Måske er du interesseret i...