Hvad sker der?
Motorcykelfabrikanterne udvikler forretningen og ser på nye drivmidler. Her er el interessant på grund af det lave støjniveau og den høje ydelse i forhold til en motorcykel med forbrændingsmotor.
Jamen, hvad tænker de på?
Det giver mere mening, end man skulle tro. Med energi fra batteriet er her en uendelig bølge af moment, der er tilgængelig bare du tænker på at dreje rouladen.
Med moderne opladningsteknologi kan batteriet lades som en elbil, og har du en hjemmelader, kan det ikke blive nemmere.

Designet er aggressivt, og fodhvilerne er placeret langt bagude.
© A. HansenHvad er det for en motorcykel?
Den amerikanske motorcykelfabrikant Zero har været på det danske marked via Jens Winther Motorcykler i Roskilde siden 2014. Den nye anden generation er næsten lige så hurtig som Harley-Davidson's første elmotorcykel, har et mere pågående design og kan lades lige så hurtigt, men prisen er 130.000 kr. lavere.
Så lever man med, at den ikke er helt så overbevisende i samlinger og materialer, og at den ikke har helt så avanceret teknisk opbygning. For ydelsen er voldsom, og på langturen er den 100 gange mere komfortabel end sin forgænger, der var hård som granit at køre på.
Zero har fartpilot, som betjenes med venstre tommelfinger og fungerer udmærket efter en kort tilvænning.
Kan den også styre?
Ligesom Harley overrasker Zero ved at angribe sving med ihærdighed, og der vil være traditionalister, som får overskægget galt i halsen, næste gang de bliver overhalet af en elmotorcykel til en trackday.
Zero har også forskellige køreprogrammer og et anvendeligt bagagerum i modsætning til Harley'en, som kun har et lille rum til opladeren under sadlen.
Der er desværre ikke plads til en styrthjelm i bagagerummet, men der kan tilkøbes sidetasker, mens der også er mulighed for fuldkåbe (10.000 kr.).

Elmotoren er placeret foran baghjulet, mens det vandkølede batteri er monteret centralt i stellet.
Er den hurtig?
Ja, den er vildt hurtig! Vores hurtigste 0-100-tid på Sjællandsringen er 3,9 sek., og Zero SR/F ville være mit valg, hvis jeg selv skulle betale.
Men hvad med lyden??
Modstanden mod den manglende lyd er det samme som dengang i 1920'erne, hvor man eksperimenterede med også at lade racerbiler bremse på forhjulene. Skandale! Sådan noget plat!, lød kritikken fra dem, der syntes, alting var meget bedre i gamle dage, hvor man nøjedes med at bremse på baghjulene.
Og sådan er det også med elmotorcykler. De, der vil have en Harley, der larmer som en fiskekutter med hul i udstødningen, kan fortsat købe den, men der er ingen fremtid for virksomheder, der hænger fast i fortiden.
Og der er ingen, der tvinger nogen væk fra deres benzinmotorcykler, så der er ingen grund til at blive vrede på elmotorcyklerne. De kan noget helt andet – og man slipper for at betale registreringsafgift.
Zero SR/F
Opbygning
Vandkølet elmotor, 14,4 kWh litiumbatteri, ét gear, tandrem
Ydelse
110 hk/190 Nm
Præstationer
0-100 km/t 3,8 sek. (målt: 3,9 sek.)
Topfart 195 km/t
Rækkevidde 158 km
Ladetid
45 minutter 0-80 pct. i 11 kW hjemmelader
10 timer 230V-stik
Vægt
220 kg
Pris
164.900 kr.

Den hurtigste 0-100-tid målt på Sjællandsringen er lige under 3,9 sek. Det er tjept på to hjul.

Køb den suveræne danske årbog med motorcykler til sommerferien til specialpris på 130,95 kr. Tjek tilbuddet her

I MC Revyen 2020 får du ekstremt detaljerede beskrivelser af hver motorcykel å markedet og en vurdering fra Danmarks mest erfarne motorcykelskribent, redaktør Klavs Lyngfeldt.