For ti år siden troede vi, at selvkørende biler var lige om hjørnet, men hvor er de? Vi møder en af de globale aktører for at få svar.
Orlando Scott-Cowley kalder sig teknisk evangelist og arbejder for Amazon Web Services i England med at udvikle og tilbyde cloud-løsninger til bilproducenter. Det skal blive en bærende del af teknikken bag førerløse biler.
Der er stadig en fører af Amazons biler
Hvornår leverer Amazon varer med førerløse biler?
“Det kommer ikke til at ske lige med det samme. I dag er der altid et menneske bag rattet af Amazons biler, uanset hvor selvkørende de er.”
Hvor skal de førerløse biler køre?
“Svaret må være, at de skal køre på de veje, vi har i dag. Vi vil se et skift væk fra traditionelt ejerskab af en bil og til delte biler og et fald i forureningen fra biler, fordi førerløse biler vil have lavere CO2-udslip og væsentligt højere sikkerhed. Der vil forhåbentligt ske en glidende overgang til mere autonome teknologier gennem en årrække, så bilerne selv vil kunne fordele sig bedre på vejnettet og undgå propper i trafikken. Alle storbyer lider af myldretid, og det vil førerløse biler kunne afbøde ved at fordele trafikken bedre og mere intelligent og ved i højere grad at integrere andre transportmidler,” siger Orlando Scott-Cowley.

I Vestsjælland skal du kun køre et par kilometer på landevej, før den første idiot overhaler med 110 km/t op ad bakke?
“Det er klart, at en førerløs bil også bliver nødt til at tage højde for forkerte beslutninger truffet af andre trafikanter, og hvordan den skal reagere.”
Kræver pålidelig kommunikation
Hvilke rolle har 5G-netværket?
"Det er essentielt. Hvis du ser på det antal data, der skal til i hver bil - ikke til at foretage beslutninger, men bare til at operere bilen mellem andre biler og køretøjer - så er der brug for meget høj grad af forbindelse i næsten realtime til andre biler og til skyen, hvor beslutninger foretages for bilen. Det vil være for meget at sende forespørgsler om alt til skyen og svar tilbage til bilen, så det er tosidet sværd. Bilen skal selv kunne foretage mange beslutninger."
"Men du skal også huske byen og omgivelserne uden om bilen, som også vil være connected: Veje, andre transportmidler som metro og letbaner, og kontakten til førerens og andres personlige devices. Det vil kræve en megahurtig forbindelse for eksempel mellem en bil og en fodgænger, der er ude af syne men på vej til at gå ind foran bilen. Her vil 5G levere den fornødne kontakt hurtigt og pålideligt."

Arbejdet på førerløse biler i 30 år
Her i Danmark har det vist sig at være et problem at udvikle en relativt simpel app til opsporing af coronasmitte. Hvordan vil du få førerløse biler til at fungere?
“En corona-app er udviklet på få måneder, mens vi har arbejdet med førerløse biler i 30 år. Vi har haft meget længere tid til at forske og udvikle, og når du ser på, hvordan virksomheder som Volvo og BMW angriber elektrificering og udvikling af elbiler – Volvo vil kun producere elbiler fra 2030 – så ser man, at de organisationer har viljen, ressourcerne og evnerne til det.”
Trafik er uforudsigelig
Hvad med uforudsete hændelser, som hvis der pludselig lander en faldskærmsudspringer foran bilen?
“Det er et problem at blande menneskelig og computerstyret trafik i dag, men vi ser ind i en fremtid, hvor der især i storbyer vil være langt mindre fokus på biler og langt mere på dem, der bor og lever i byerne. Det vil kræve en ny måde at tænke trafik, hvor målet er, at ingen har forkørselsret, og alle bidrager til at få trafikken til at glide. En førerløs bil opfører sig forudsigeligt, men det gør en menneskelig fører ikke. Uforudsigeligheden arbejder vi på at tackle.”
Hvis en førerløs varebil med Amazon-logo er involveret i en alvorlig trafikulykke, vil der opstå et ramaskrig?
“Ingen vil bygge et system, der kan skade nogen. Ved at starte forfra kan man bygge en langt højere sikkerhed ind i bilerne end i dag, og vores erfaringer er, at det er noget, som også bilproducenterne efterspørger.”

Orlando Scott-Cowley fra Storbritannien arbejder for Amazon Web Services med udvikling af cloud-løsninger.
© PR3 spørgsmål om cyberkriminalitet og førerløse biler
Kan du garantere en fornuftig sikkerhed?
"Sikkerhed og at kunne beskytte vore kunder og deres data har den allerhøjeste prioritet for Amazon uanset om det er en virksomhed med to-tre ansatte eller en global koncern som Toyota, der anvender vores it-løsninger. Beskyttelsen af data i skyen er langt mere effektiv for begge type af kunder end traditionelle løsninger. Hvad biler angår, har en virksomhed som Tesla en tradition for en gang om året at invitere hackere til at prøve at hacke sig ind i en Tesla. Det er en glimrende måde at trykprøve sikkerhed på, som også får anerkendelse i fagkredse for it-sikkerhed."
Har Amazon en dusør for at bryde ind i jeres systemer?
Nej, men vi arbejder med eksterne researchere, som tester vore systemer.
Hvordan foregår forbindelsen mellem bil og sky?
"Vi leverer systemet til at forbinde bil og sky, men hvordan forbindelsen skal konfigureres er op til bilproducenten. De kan anvende 5G-netværk eller andre systemer til at forbinde til skyen, hvor data er krypteret. Vi assisterer kunden med infrastrukturen og herunder også forskellige løsninger på sikkerhed."