Fake: Billede af kolossal lithium-mine holder ikke vand

Et meme, der kører rundt på Facebook skaber forargelse. Det viser angiveligt en lithium-mine, hvor grundstoffet udvindes til bilbatterier. Men i virkeligheden er det noget helt andet, der graves efter i minen

2. januar 2023 af Jakob Illerup

Meme-skaberen har ikke styr på fakta

Lithium er et essentielt materiale i fremstillingen af lithium-ion-batterier til elektriske biler. Lithium er i næsten alle elektriske biler, og derfor skal der også udvindes en del for at følge med den støt voksende efterspørgsel efter elektriske biler.

Ligesom med andre grundstoffer, som kobolt, til produktionen af elbilbatterier, så er der løbende kritik af, at det udvindes på en skadelig måde for arbejderne og planeten. Et meme, der forsøger at udstille elbilejernes hykleri, har spredt sig på Facebook, det skriver AAP Factcheck.

Billedet viser ifølge skaberen en kæmpe lithium-mine. På billedet står der skrevet “Lithium-mine: Fordi intet siger 'Jeg går op i planetens velbefindende', som en batteridrevet bil.”

Men det er et helt andet råstof, der udvindes i minen, nemlig kobber.

En omvendt billedesøgning afslører, at billedet blev brugt i en artikel fra 2011, der viser en af verdens største miner, Escondida, der ligger i det nordlige Chile.

Ved en omvendt billedesøgning, kommer der en skov af artikler frem der afslører, at billedet i virkeligheden er en kobbermine

Lithium-miner er i en noget anden skala

At det skulle være en Lithium-mine er tidligere blevet ‘busted’ af flere forskellige medier, for eksempel AFP og Checkyourfact.com

Lithium bliver både udvundet over og under jorden. Derfor er der lithium-miner, der i udseendet kan minde om kobberminen fra billedet. Dog er der ikke nogle lithium-miner, der på nuværende tidspunkt, er i samme skala som kobberminen. Den største lithium-mine lå i starten af 2021 i det vestlige Australien, og den er kun cirka en femtedel af størrelsen på kobberminen.

Størstedelen af ​​den globale produktion af lithium var i starten af 2021 lokaliseret i Australien, Argentina, Chile og Kina, ifølge en rapport fra US Geological Survey.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...