Er ny elbil på vej til Danmark?

Læser spotter kinesisk elbil på prøveplader i Jylland

2. juni 2018 af Mikkel Thomsager

Bil Magasinet-læser Troels Christensen undrede sig, da han spottede denne bil på motorvejen ved Skanderborg i denne uge. 

Det gør vi også. Vi kan afsløre, at det er en JAC IEV7. Som det fremgår af de kinesiske skrifttegn på venstre side af bagklappen, er det en kinesisk bil. 

JAC Motors er ikke en af Kinas største bilproducenter. Mærket producerede oprindeligt kun  lastbiler, men fra 2007 har mærket udviklet og produceret egne personbiler, først og fremmest SUV-modeller. JAC IEV7 er fra 2017, og det er en ren elbil.

Hvad laver den i Danmark?

Hvad den laver ved Skanderborg er et andet og nok så interessant spørgsmål.

Flere danske importører har luftet tanker om at importere kinesiske mærker, og da bilen er set i Midtjylland, er det oplagt at spørge de to store danske importører, der har hjemme der.

Hos Nellemann koncernen i Fredericia, der importerer Kia, Ssangyong og Aston Martin, siger koncernchef Mogens Lyngsø, at man ikke har noget med bilen at gøre, og at man i øvrigt ikke ligger i aktuelle forhandlinger med et kinesisk mærke. 

Hos den anden store bilimportør i området. Nic. Christiansen koncernen i Kolding, der importerer Hyundai, Jaguar og LandRover, har det ikke været muligt at få en kommentar.

Måske er du interesseret i...