Er du gangsta nok til den nye Cadillac Escalade? Fo' shizzle...

Cadillac har netop løftet sløret for en ny generation af den 5,4 meter lange gangsterslæde, Escalade, og der gemmer sig en overraskelse under motorhjelmen...

5. februar 2020 af Anders Richter

Klar til en ny Escalade gangsta-slæde?

Hvis du gerne vil rulle tungt i USA, kører du i en Escalade. Det er gangsternes og rappernes foretrukne køretøj, og det er ikke uden grund. Den er gigantisk i størrelsen, og så har den en kølergrill, der slår alle de andre. Og i den forlængede ESV-udgave er den næsten seks meter lang. Sådan skal det gøres, og nu har Cadillac gjort det igen. 

Fabrikken har rullet sin helt nye 2021-model ud af den ikoniske SUV, og her er meget mere af alt det, du med sikkerhed ikke har brug for. Dette er uden tvivl Greta Thunbergs værste mareridt!

Escalade deler undervogn med Surburban

Undervognen og den grundlæggende struktur deler Escalade med GM's andre store SUV'er: Chevrolet Surburban, Tahoe og ikke mindst GMC Yukon. Som standard får du skruefjedre monteret med elektrisk indstillelige dæmpere, men du kan også opgradere til luftaffjedring – du kan selvfølgelig også få West Coast Customs til at eftermontere noget airride, så du kan komme helt ned på asfalten og skrabe på – how low can you go?  

Farvel til stiv bagaksel

En af de tekniske nyheder er, at bagakslen nu har uafhængige hjulophæng og ikke længere en stiv bagaksel som før. Det giver både mere plads i kabinen, men også en mere retningsstabil køreoplevelse. Akselafstanden er også forlænget med 12 cm, hvilket også gavner pladsen i indeni. I alt måler den nye Escalade 536 cm i længden. Skal det være endnu vildere kommer den også i en forlænget ESV-udgave, der måler hele 577 cm!?!

Nye dieseltoner under motorhjelmen

Under motorhjelmen er der, hvor vi for alvor finder en overraskelse, der måske ikke er så gangster alligevel. Standardmotoren er godt nok stadig en 6,2-liters Chevy-smallblock V8 med 420 hk. Den har bl.a. fået mulighed for cylinderdeaktivering, hvilket skulle gøre den en lille smule mere økonomisk. Den helt store nyhed er dog, at du nu kan få din Escalade med en 277-hestes Duramax-dieselmotor, der har et moment på 623 Nm. Men helt ærligt, kan du lige forestille dig Snoop Dog rulle op på siden af dig, mens dieselmotoren klaprer og den sorte røg stiger op fra piben? Fo' shizzle, no thankz!

Hvad end du vælger, får du en 10-trins automatgearkasse med i købet. 

Escalade kommer i slutningen af 2020

Den nye generation af Cadillac Escalade vil komme på markedet i USA i slutningen af 2020, hvor den vil koste 77.000 dollars for et kort eksemplar med standardudstyr. For næsten de samme penge (86.000 dollars) vil du kunne købe dig en skrabet BMW 740i, og den har da også en grill, der tør vise sig frem i dit gangsta-hood.   

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...