Efter kritik: Nogle Clever-kunder slipper for stor ekstraregning

Efter kritik fra kunder og en dialog med FDM dropper Clever det såkaldte energitillæg for en række kunder.

11. maj 2022 af Patrick Boje Jensen

Prisstigning på op til 86 pct.

I april annoncerede ladeoperatøren Clever, at alle firmaets kunder ville blive pålagt et midlertidigt energitillæg på grund af de voldsomme prisstigninger på el. Energitillægget giver kunderne en prisstigning på mellem 46 og 86 pct.

Flere kunder tog kontakt til Bil Magasinet, fordi de mente, at det var et brud på vilkårene. Helle Geertsen, der er kunde hos Clever, påpegede, at det fremgår af Clevers vilkår, at “abonnementsprisen og øvrige priser og gebyrer ikke reguleres i bindingsperioden, dvs. de første seks måneder efter aftalens indgåelse.”

Clever afviste dog kritikken og mente ikke, at der var noget til hinder for at påføre kunder, der stadig var i bindingsperioden, et energitillæg.

Fra vilkårene på Clevers hjemmeside.

Clever trækker nu i land

Nu har Clever dog ombestemt sig og dropper alligevel energitillægget for kunder i bindingsperioden. Det skriver FDM.

Som vi i FDM fortolker vilkårene, lover Clever dog, at prisen i bindingsperioden ligger fast. Derfor mener vi ikke, at Clevers energitillæg kan pålægges kunderne her. Det har vi haft en god dialog med Clever om,” siger afdelingschef i FDMs juridiske rådgivning Lennart Fogh.

Fritagelsen gælder dem, der blev kunder i perioden 1 december 2021 til 20. april 2022 . For alle andre Clever-kunder træder energitillægget i kraft den 1. juni, og varer foreløbigt i fire måneder, hvorefter det genberegnes. Er du kunde hos Clever, har du nogle forskellige muligheder, hvis du ikke er tilfreds med energitillægget. Du kan skifte dit abonnement, sætte det gratis i bero eller opsige – også selv om du er i bindingsperioden. Du skal blot opsige det inden 1. juni. Læs mere om dine muligheder her. 

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...