© Bil Magasinet

Drop terapeutsamtaler - kør en tur i stedet!

En læser oplever, at han har de bedste samtaler, når han kører bil. Kender du også det? Vi undersøger, hvorfor bilkørsel måske nogen gange kan erstatte samtaleterapi.

7. marts 2019 af Victor David Kraft

Læser: ‘Jeg har bedre samtaler i bilen’

En læser har sendt følgende mail:

'Den anden dag skulle jeg hjælpe min ven med at flytte, og vi endte med at køre mange kilometer frem og tilbage. Så kom vi til at tale om, at vi altid har de bedste samtaler, når vi kører bil.  Er der andre, der kender det?

Hilsen Martin Buch

Tak for mailen, Martin. Lad os undersøge det fænomen nærmere!

Vi sidder bedre, når vi kører bil

For det første handler det om måden, vi sidder på. Hvad enten du er på date, til MUS-samtale eller møde med din bankrådgiver, så er det samme intimiderende organisering, der gør sig gældende: man sidder overfor hinanden og kigger hinanden dybt i øjnene. Det kan godt være anstrengende over længere tid!

Når vi kører bil, sidder vi bedre. Vi sidder ikke overfor hinanden, som vi gør, når vi skal omlægge et lån. Nej, vi sidder ved siden af hinanden som ligemænd med samme interesser: vi skal frem sammen, skulder mod skulder. I bilen sidder vi i en afvæbnet position.

Det er okay, at der er stille

Det er ikke altid, der er noget at sige - sådan er det bare. Men det er også okay, for vi kører jo bil, ikke? Her er ikke samme pinlige tavshed, for hvis vi beslutter os for, at der skal være stille, så accepterer vi det.

Når du er til frokost hos svigermekanikken, kan du ikke bare læne hovedet tilbage og nyde stilheden. Nej, her skal du konversere, du skal spørge, hvordan det går med hoften. Bilen er vores frirum, hvor stilheden ikke ses skævt til. Og skulle stilheden blive for overvældende, så tænder vi bare for radion. Så er den klaret. 

Der er altid noget at tale om

“Se lige ham der?!” Han kører alt for stærkt i sin fars BMW 5-serie, og han overhaler, hvor han ikke må. Og dig og din passager oplevede det sammen! "Er han fuld?" "Er han 19 år?" "Selvmedicinerer han sig selv med opvaskemiddel?" Der er masser af teorier, som I kan drøfte, når I kører bil, og I sidder på første række, som var det i en biograf. Forskellen er bare, at forruden byder på en virkelighed, der kan være mere absurd end selv de værste b-film.

Brug for samtale? Spar penge - kør en tur!

Er der knas med kæresten? Skal dig og din ven lige gennemgå, hvad der egentlig skete sidste julefrokost? Så kør en tur sammen. Inden du begynder at smide en masse penge efter terapeuter, psykologer og mindfulness så overvej, om du egentlig ikke bare har brug for en god samtale?

Til en god snak er bilen perfekt. Siddepositionen er ikke konfrontatorisk, stilhed og talepauser accepteres og der er altid en eller anden klovn, der enten underholder eller truer jer på førligheden.  

Velkommen til filosoffens hjørne

Her er et virtuelt rum, hvor der er plads til at nørde de sider af tilværelsen, bilerne viser os. Jeg er universitetspraktikant og studerer filosofi, så derfor handler mine skriverier om, hvad bilerne kan fortælle om os selv, vores historie og vores samtid.

Intet er på forhånd dømt ude - så længe det handler om biler! Du er derfor velkommen til at komme med indspark og spørgsmål. Send en mail på [email protected]

Du kan blandt andet se gamle reklamer, der har været bragt i Bil Magasinet. Så er du ikke i tvivl om, at vi har rykket os - i hvert fald når det gælder reklamelayout.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.