DriveNow trætte af smadrede biler: Nu overvåger de din kørsel

Lejebilstjenesten DriveNow har implementeret ny teknologi, der registrerer brugernes kørsel. Og politiet kan også få lov at kigge med.

27. januar 2020 af Victor David Kraft

BMW-ejede DriveNow har opereret i hovedstadsområdet siden 2015, og brugerne har derfor kunne leje både BMW- og MINI-modeller, der er kendt for at have friske køreegenskaber - åbenbart lidt for friske i de forkerte hænder. Derfor har lejebilstjenesten indført et nyt våben, der skal minimere skader og hasarderet kørsel. 

Stigning i omfattende skader

Siden januar 2018 har DriveNow oplevet en stigning af omfattende skader, der altså er skader, som beløber sig over selvrisikogrænsen på 5.000 kr., forklarer Morten Jakobsen, der er direktør for DriveNow i Danmark.

"Fra januar 2018 til og med maj 2019 har vi oplevet 891 omfattende skader. Vi har selvfølgelig også oplevet mindre skader i forbindelse med parkering af bilerne o.lign. Det er heldigvis sjældent, vi oplever vanvidskørsel i vores biler."

'Collision Analyzer' registrerer kørsel

For at forhindre antallet af skader har samtlige lejebiler fået installeret teknologi, der overvåger og registrerer brugernes kørsel. DriveNow får dermed direkte besked, hvis brugerne kører råddent i bybilledet. 

"Vores 'Collision Analyzer' fungerer på den måde, at de logger de ture, der køres i vores biler. Hvis der køres ordentligt slettes loggen i vores system. Men hvis der accelereres kraftigt gentagne gange, foretages skarpe sving eller hårde opbremsninger eller køres alt for stærkt i byzoner, så får vi en melding i vores system. Et eksempel: En bruger kører stærkt rundt i et sving og rammer kantstenen. Vi får en melding, blokerer bilen for videre udlejning og tager hen og kigger på den", fortæller Morten Jakobsen.  

Et klistermærke i forruden gør brugerne opmærksomme på Collision Analyzer 

© Victor David Kraft

Politiet kan tilgå data

DriveNow fortæller, at der har været situationer, hvor de har valgt at blokere brugere, som har kørt uhensigtsmæssigt i bilerne. Konsekvenserne afhænger af, hvad der er sket, og det hjælper bilernes Collision Analyzer med at klarlægge. Hvis der er tale om grove eller gentagne forseelser, blokeres kunden i DriveNow's system, så personen ikke længere leje bybilerne. Det er sket flere gange. Enhver sag starter dog med en dialog med kunden, forsikrer DriveNow. 

Collision Analyzer kan samtidig komme politiet til gode, da de har ret til at indhente dokumentation fra DriveNow. Det sker jævnfør lovgivningen for udlejling af køretøjer uden fører. DriveNow fortæller, at de har et godt samarbejde med politiet.  

Oplever et fald i omfattende skader

I Danmark implementerede DriveNow Collision Analyzer tilbage i maj 2019, og de informerede om den nye teknologi ved at sende nyhedsbrev ud og sætte et klistermærke op i foruden på bilerne.

I perioden maj 2019 til og med august 2019 oplevede DriveNow et fald i antallet af omfattende skader på 41%, så der er noget, der tyder på, at den nye teknologi får de københavnske kunder til at køre lidt mindre friskt.  


Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...