BMW M2 som lejebil? Vi ville ikke brokke os!

DriveNow: Kommer det til Jylland, og hvornår kan vi køre cabriolet?

DriveNow udlejer BMW'er og Mini'er helt ned på minut-basis, og sidste nye medlem af flåden er BMW X2. Læs, hvad vi fremover kan forvente fra DriveNow

2. juli 2019 af Victor David Kraft

DriveNow har opereret i Hovedstadsområdet siden 2015, og deres danske flåde består i skrivende stund af følgende bilmodeller: BMW i3, BMW X2, BMW 1-serie samt Mini Cooper (3- og 5-dørs).  

I andre byer ser billedet en anelse anderledes ud, da udvalget her er større. I Hamborg kan du f.eks leje BMW Active Tourer, BMW X1, Mini Countryman samt åbne varianter af både BMW og Mini. Gad vide, om udvalget er en rettesnor for, hvad vi vil se i Danmark? 

Vi har spurgt PR-chef ved Arriva, Thomas Fog-Petersen, hvad vi kan forvente fra lejebilstjenesten i forhold til åbne biler, Jyllands-udvidelser og M-modeller. 

Flåden skal tilgodese 100.000 brugere

'Jeres flåde består lige nu af lidt forskellige bilmodeller. Hvilke overvejelser ligger bag valget af netop disse?'

'Vi har godt 100.000 brugere, og hvis man tager et udsnit af 100.000 bilejere i Danmark, så er de behov, der skal afdækkes, meget forskellige. Så det handler om fleksibilitet – nogle har børn med i bilen, og har brug for et barnesæde, nogle har behov for en lille bil, der er nem at parkere, nogle har brug for meget bagagerumsplads osv.' 

'Så da vi sidste sommer valgte at infleete 200 benzinbiler (Mini Cooper 3- og 5-dørs og BMW 1-serien) i flåden af bybiler, der før dette udelukkende bestod af elbiler (BMW i3), var det for at kunne imødekomme forskellige behov, også ift. at kunne køre længere ture.'

'BMW X2 giver premium-fornemmelse'

'I har nu introduceret BMW X2 i København. Hvorfor lige den model?'

'I maj indledte vi en seks måneders testperiode med fem BMW X2’ere. Vi kan se en generel efterspørgsel på lidt større biler i flåden end hvad vi hidtil har haft. X2’eren er ikke fysisk større end 1-serien, men den er mere rummelig og luksuriøs, og giver fornemmelsen af en premium familiebil.' 

'I Københavns Kommune står 30 % af bilerne desuden stille i løbet af ugen, for så at køre i weekenden (såkaldte weekend-biler). Allerede nu kan vi se, at vores X2’er køres i weekenden og kører ofte lange ture. Ideelt set kan den (sammen med de andre bybilstyper) afdække en families behov for selv at eje en bil.'


Læs Bil Magasinets begejstring for BMW X2 her.

BMW X2 er en vellykket bil

© Søren Juul

Ingen planer udenfor København - endnu

'Kan vi forvente, at I snart opererer i andre danske byer? Aarhus? Odense? Aalborg?'

'Det korte svar er nej. Vi kommer ikke til at åbne op i andre byer uden for Københavnsområdet, før vi fuldt ud er blevet til SHARE NOW. Det skyldes, at vores produkt skal tilpasses en smule for at imødekomme de behov, som er tilstede i ”mindre” byer, som Aarhus, Odense og Aalborg jo er i den sammenhæng.' 

'Da vi lige nu er i færd med en sammenlægning, giver det først mening at kigge ind i den videre ekspansion efter dette er sket.'

Uvished om åbne biler - men der kommer nye mærker til

'I andre europæiske byer kan man leje åbne biler - kan vi også snart det i Danmark?'

'Tidligere på året meldte vi ud, at vi fusionerer med car2go under det nye navn SHARE NOW. Det betyder, at vi får adgang til en række andre biler fra bl.a. Mercedes. Om der kommer cabrioletbiler i flåden, ved vi ikke på nuværende tidspunkt, men vi kan i hvert fald sige, at der kommer nye mærker, flere modeller og flere elbiler.'

I andre lande kan DriveNow-brugere leje åbne bilmodeller

© DriveNow

'Performance-modeller er den forkerte boldgade'

'Både BMW og Mini lover jo - direkte og indirekte - køreglæde. Hvad med at lade lejerne prøve kræfter med nogle performance-modeller mod en merpris?'

'Som udgangspunkt er ideen med vores service at tilbyde fleksible transportmuligheder med et så bæredygtigt afsæt som muligt. Performance biler ligger nok ikke lige i den boldgade, og der er også mange andre ting, som kunderne efterspørger mere end flere hestekræfter.' 

'Vi sørger for, at de biler vi har, lever op til de forventninger folk har – også i form af performance og køreglæde. Men at tilbyde hurtigere acceleration (topfarten er folk jo ligesom begrænset af fra myndighedernes side), vil nok blive en kortvarig succes/fornøjelse, hvis vi skulle gøre dette.'


Den ny 1-serie ser vi ikke med det samme 

'En ny BMW 1-serie er på vej. Bliver de nuværende 1-seriemodeller erstattet?'

'Vi skifter vores biler løbende, så de holder en rimelig standard i kvalitet og udtryk. De ældste af de 1-serier, vi har nu, har lige rundet et år, så der går nok lidt tid, inden de bliver skiftet. Men hvis vi skal have flere biler ind af den størrelse og model, vil det fremadrettet blive den nye model (den gamle produceres ikke mere efter juli måned i år).'

Læs om den nye BMW 1-serie her


Næste generation af BMW 1-serie er med forhjulstæk

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.